Som mange af jer måske har læst har jeg tabt 40 kilo på de sidste knap 4 år. Læg dertil en graviditet før det med hurtig vægtstigning, væskeophobning og vægttab igen. Den slags går ikke ustraffet hen over kroppen.
Resultatet er, at min krop i dag mildest tal bærer spor af den rejse. Mine bryster er prototypen på den gamle joke om, at de skal rulles op i bh’en, men min mave er faktisk det værste. Jeg har meget løs hud på maven. MEGET. Dertil skal I lægge et tæppe af strækmærker henover maven og nogle genstridige fedtdepoter, som har sat sig på hofterne og på maven, som bare bliver siddende på en yderst uheldig måde. Jeg er uden tvivl en 1. klasses kandidat til en maveoperation. Jeg ville endda muligvis kunne gå ind under det offentlige.
Tanker der rumsterer i hovedet
Det har rumsteret i mit hoved meget meget længe. For hvis det bare var brysterne, så ville jeg ikke tænke så meget over det. Et brystløft er en – forholdsmæssig – lille operation. En maveplastik er en meget, meget stor operation. Jeg har flere bekendte, der har gennemgået den efter en gastric bypass, og det er IKKE for sjov. Der er en meget lang sygemelding, meget lang helingsperiode, og det er en af de største plastiske operationer, du kan gennemgå.
Dertil skal lægges, at jeg kun har et barn, og MÅSKE om nogle år gerne vil have et mere. Der er mange overvejelser. Jeg har meget længe ønsket mig at tale med en plastikkirurg om dette, fordi spørgsmålene er så mange. Men på de eksisterende privathospitaler føles vejen indtil kirurgen meget lang og ofte endelig – og dyr. At man først kommer derind, når man har besluttet sig og lagt en del 1000 kroner på bordet.
Derfor var jeg også rigtig glad, da Akademikliniken åbnede deres walk-in clinic i København. Pointen med en plastikkirurgisk walk-in clinic er selvfølgelig ikke, at man skal komme ind fra gaden og vupti – så har man fået bryster. Det er at vejen indtil en samtale om alle de spørgsmål, der rumsterer inde i hovedet, ikke skal være så lang.
Så jeg bookede en samtale med plastikkirurgen Liselotte Sabroe Ebbesen, som tålmodigt svarede på alle mine spørgsmål.
Først og fremmest var hun 100 procent enig i min egen praktiserende læges vurdering: Før jeg er helt sikker på, at jeg er færdig med at få børn, skal jeg holde mig langt væk fra maveplastik. Det er jeg egentlig heller ikke selv i tvivl om – det er bare rigtig rart at høre det fra en plastikkirurg. Så kan man sætte hak ved det spørgsmål.
Løs hud på ryggen
Men det, som min egen læge ikke kunne fortælle, var, at Liselotte kunne give mig et mere realistisk billede af det mulige resultat. Jeg troede faktisk ikke at jeg havde SÅ meget løs hud, som jeg har. Men jeg har faktisk også så meget løs hud på ryggen (40 kilos vægttab er meget!) at hvis jeg vil have et optimalt resultat skal en maveplastik følges op af et indgreb bagpå ryggen også efterfølgende, hvis jeg ikke vil have to små ”flapper” i siderne. Det kan man også springe over, og jeg vil stadig føle det som en forbedring at have byttet min løse vom ud med to små flapper i siderne.
Mine bryster er helt lige til et standard brystløft. Jeg troede faktisk selv, at jeg ville have behov for at få lidt mere fylde i, hvis de skulle løftes, men det mente Liselotte ikke. For ens selvbevidstheds skyld kan jeg ikke anbefale at få tegnet på ens graviditetsbryster, hvor ens brystvorter rent faktisk kan komme til at sidde. Auch!
Hvad kan jeg så gøre i mellemtiden?
Men det hele står og falder med, at jeg ikke kan sige endegyldigt at jeg er færdig med at få børn. Erik skal MÅSKE have en lillesøster om MANGE år. Og indtil da må jeg få det bedste ud af det gamle skrog, jeg nu engang er udstyret med.
Dertil skal lægges, at jeg stadig ikke er afklaret med, om en maveplastik rent faktisk er en vej, jeg har lyst til at gå. Smerte skræmmer mig ikke. Men de par bekendte jeg har, der har gennemgået det… Det lyder voldsomt. Om end Liselotte gav mig et fornuftigt og realistisk billede af indgrebet og en masse patientinformation.
I mellemtiden har jeg selv tænkt på, om man kunne fedtsuge nogle af de forbaskede fedtdepoter, der har taget fast bopæl på mine hofter, og som er temmelig markante i forhold il resten af min krop. Men Liselotte sagde to ting:
1: Det vil give endnu mere løs hud
2: Gå hjem og tab 5 kilo mere, og så ser vi på det
Nummer 2 var tarvelig, men Liselotte så mig på et tidspunkt, hvor jeg efterfølgende opdagede, at jeg havde taget 7 kilo på igen af de 40 kilo, jeg havde tabt. Så…. Hader når læger har ret!
Akademikliniken walk-in clinic
Akademikliniken er et svensk privathospital, der tilbyder plastikkirurgi på deres hospital i blandt andet Malmø. I København på Antonigade 8 har de åbnet deres walk-in clinic, hvor du kan få ikke-kirurgiske behandlinger som for eksempel restylane og botox og komme til forsamtaler med sygeplejersker og plastikkirurger.
Samtaler med sygeplejersker er gratis, men en konsultation med en plastikkirurg, som den, jeg var til med Liselotte Sabroe Ebbesen, koster 500 kroner.
I eftermiddag skal jeg prøve en ikke-kirurgisk metode til at fjerne fedtdepoter på. Det kan selvfølgelig på absolut ingen måde sammenlignes med de resultater, man kan opnå med kirurgi. Men jeg glæder mig til at se, hvad det kan.
Har du overvejet plastikkirurgi? Eller fået en operation?
Faldt ved en tilfældighed over dette indlæg. Har fået en såkaldt mommy makeover ( u. implantater ) for lige knap 5 dage siden – og ja, der følger meget ubehag med, men jeg har været overrasket over fraværet af egentlige smerter. Det er selvfølgelig individuelt hvor smertetærsklen befinder sig, men jeg synes nu egentlg ikke at jeg er speciel sej hvad det angår.
Min operation har været under overvejelse siden 2009, hvor jeg var færdig med at amme barn nr tre. Tiden har været brugt til grundig research af såvel procedurer, klinikker, priser og resultater. Og forventningsafstemning, den del er en vigtig del af processen.
Kan jeg på nogen måde hjælpe, er du evigt velkommen. Jeg skylder i den grad for at være introduceret til Paula’s Choice.
Det er jeg virkelig glad for at høre. Tusind tak 🙂
Hej
Forventer selv at skulle under kniven, da 23 kg på 3 måneder efterlader huden total slap. Men synes det er en jungle, så kan du give mig resultatet af din research?
På forhånd mange tak – jeg kan ikke se sådan ud!
Bh
Tina
Ved du noget om hvor gode svar man kan få af sygeplejersken? Jeg ville gerne have en samtale om mulighed for et eller andet – mit problem er at jeg da jeg var 6 fik opereret min mave, et meget stort ar, og den ene side af min mave er idag større og buler meget mere ud end den anden. Jeg har ikke rigtigt pengene til det da jeg er på su men blev faktisk lovet en operation der ville gøre det pænere på sygesikringen når jeg var udvokset. Roskilde plastiskirurgiske afdelling har bare afslået dette så ville gerne have en eksperts holdning og argumenter.
Der er klar forskel på, hvad en sygeplejerske kan svare på, og hvad en læge kan svare på selvfølgelig. Men jeg har ikke selv været til samtale med en sygeplejerske i denne sammenhæng. Men da en forsamtale med sygeplejerske er gratis, så synes jeg afgjort, det er et besøg værd. Jeg kan godt forstå dine spørgsmål.
Hvorfor afviste Roskilde dig? Var det kun fordi de afviste at gøre det over sygesikringen?
Ja grundlæggende var det bare at de ikke ville gøre det over sygesikringen. Hun kom med alle mulige søforklaringer som at jeg hvis jeg tabte mig at problemet ville gå væk (det er tværtimod værre når jeg har tabt mig), at man ikke kan skære i arvæv (hvilket min læge har sagt ikke er sandt) og at jeg nok ville blive udlignet når jeg en dag bliver gravid
Jeg har som sagt spurgt min læge om tingene og han sagde de bare havde sagt de ting for at slippe af med mig fordi de helst ikke gør kosmetiske indgreb men kun hvis man har smerter over hvad man tidligere har fået lavet… Det er jo meget beklageligt når jeg blev lovet en operation da jeg var 6:( har altid set voldsomt grimt ud og har hele mit liv set frem til at få det gjort lidt pænere.
Jeg laver muligvis et blogindlæg om det en dag med billeder. Har brug for at komme ud med mine fustrationer og ikke gæmme mig væk mere
Øv, hvor er det bittert. Du må skaffe pengene til en privat operation så.