I mange år har I nok hørt på den ene siden kosmetikindustriens vanvittige reklamer om alle de mirakler, deres cremer kan udrette på rynker, og på den anden side sagkundskaben sige, at rynkecremer ikke virker.
Men verden har flyttet sig, og sandheden ligger et sted midt i mellem, for ved I hvad? Der findes faktisk rynkecremer, der virker. Ny forskning har betydet nye ingredienser, som rent faktisk har givet antirynkecremer, der virker og kan mindske fine linjer og rynker.
Men der er to ting, der er værd at huske på. For det første kan de ikke udføre mirakler. Det er ikke et ansigtsløft på flaske, men med grundig brug vil du kunne se forskel. For det andet er der langt mellem snapsene. Der findes rynkecremer, der virker, men hovedparten på markedet er blot ganske almindelige fugtighedscremer.
Denne guide viser dig vejen til de ingredienser og cremer, der rent faktisk virker.
Hvis du vil modvirke rynker effektivt, er solcreme selvfølgelig første skridt. Dernæst er antioxidanter i rigelige mængder, både indvendigt og udvendigt, vigtigt for modvirke de skadelige effekter af de frie radikalder, UV-stråling, forurening og alt det andet, der kan skade vores hud. Men hverken antioxidanter eller solcremer kan fjerne rynker, der er opstået. Det kan disse tre ingredienser derimod.
Retinol
Retinol har været på markedet længere end de to næste ingredienser, jeg vil tale om. Dokumentationen er omfattende, og jeg har selv prøvet det med succes. Retinol er første skridt i enhver behandling af rynker. Retinoider (ikke at forveksle med retinol) har længe været at få på recept som det eneste godkendte middel på recept mod rynker. Retinol er ikke det samme som retinoider, men de seneste år har man udviklet mere stabile og effektive former for retinol, som kan lidt det samme, nemlig at hjælpe huden med at udvikle nye, sundere hudceller og hjælpe hudens celler med at opføre sig mere normalt. Dette gør, at rynker mindskes og huden ser sundere og mere ensartet ud.
Gode produkter med retinol:
Peter Thomas Roth Retinol Fusion PM (indeholder en høj koncentration på 1,5 % så den er kun til, hvis din hud ikke er sart eller er vant til retinol. Til gengæld er den ekstra effektiv)
Restylane Night Serum
Estée Lauder Re-Nutriv Intensive Lifting Serum (men ay-caramba den er dyr, og du behøver ikke at betale så meget!)
Paula’s Choice RESIST Barrier Repair Moisturizer
Peptider
De nye peptider er nok sammen med retinol noget af det mest effektive, du kan putte på dine rynker. Peptider startede som noget, man sprøjter ind med en kanyle men de seneste år har man opdaget, at det også kan bruges som creme. Og det virker. Studier har vist, at peptider kan øge collagenproduktionen i huden og en masse andre gode ting og dermed ved fast brug mindske rynker.
Gode produkter med peptider:
Paula’s Choice RESIST Super Antioxidant Concentrate Serum
Paula’s Choice RESIST Barrier Repair Moisturizer
Olay Regenerist 3 Point Super Serum (og det meste af Regenerist serien)
Estée Lauder Perfectionist [CP+] Wrinkle Lifting Serum
Clinique Repairwear Laser Focus Wrinkle and UV Damage Corrector (indeholder også en minde effektiv udgave af retinol men dog stadig effektiv)
Peter Thomas Roth Firm X Growth Factor Neuropeptide Serum (også en dyr sag, men med en meget imponerende ingrediensliste)
Niacinamid
Niacinamid er en af de nyere ingredienser, og forskningen viser, at stoffet kan mindske rynker og fine linjer, reducere hyperpigmentering, røde pletter, udseendet af porer og øge hudens elasticitet.
Gode produkter med niacinamid:
Restylane Day Cream SPF 15
Olay Regenerist 3 Point Super Serum (og det meste af Regenerist serien)
Det har vi selv prøvet
Vi har selv prøvet Restylanes, Olays Cliniques og Paula’s Choice produkter med god effekt. De øvrige er baseret på research og ingredienser. Du kan læse anmeldelse af Paula’s Choice her og af Olay her. Vi har uddybende anmeldelser på vej af både Clinique og Restylane.
Her kan du købe det
De produktnavne, du ikke kan købe i Magasin eller Matas, har jeg lavet til links til de webshops, hvor du kan købe dem.
Hvad er din erfaring med rynkecremer?
Kæreste Pudderdåser
Jeg har fået bekymringsrynker efter et sygdomsforløb, så det er lidt en reminder når jeg ser i spejlet. Men ved godt at man ikke kan forynges. Jeg bruger i forvejen jeres skønne produkter Alt i En Hyaluronsyre og Anti-Age (og diverse mod acne og rosacea). Jeg har også prøvet EGF. Jeg kan se at indlægget her er nogle år gammelt. Er der kommet noget nyt på markedet, som virker måske lidt mere radikalt end cremer- men som ikke indvolvere nåle og den slags?
På forhånd tak.
Kære Anne
Ikke jeg ved af desværre, men jeg synes du skal kaste noget A-Serum i puljen først 2% og senere 5%. Det er altså ret så effektivt! Og så har jeg skrevet en del tip om massage, det lyder måske lidt fjollet, men det kan altså gøre en forskel.
Kh. Helene