Økologiske frisører popper op overalt i bybilledet, og det vrimler med naturlige hårfarver til hjemmefarvning. Og det er fristende produkter, for vi ved vel godt alle, at det ikke er det sundeste at farve år. Alene duften, når man får farvet hår, giver en klar reminder om, at det ikke er kamillete og agurkevand, man får i håret.
Men hvad er det så, de økologiske frisører kan tilbyde? Er de økologiske hårfarvninger reelt bedre? Svaret er ret nedslående.
Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at der findes ingen kontrol med ordet ‘økologisk’, når det handler om andet end mad. Enhver kan altså smække et skilt op og kalde sig for økologisk frisør eller sælge økologisk hårfarve uden at have noget at have det i. Det er et generelt problem indenfor kosmetik, at vi ikke har et rødt Ø-mærke og kontrol med begrebet økologi, som vi har det indenfor madvarer. Der er ikke nogen form for offentlig kontrol overhovedet.
Dernæst kan kan man inddele de ‘naturlige’ hårfarver i to kategorier.
De rigtige plantebaserede hårfarver
Der findes rent faktisk rene plantebaserede hårfarver. Men de har sine begrænsninger. I denne kategori finder du Henna, og de farver dit hår på overfladen. De svarer altså til en toningsfarve, og du kan ikke blege håret eller fundamentalt ændre hårfarve. Du kan kun ændre det nogle nuancer og i et begrænset antal farver. Disse hårfarver er de eneste rigtigt naturlige hårfarver, der findes. Og husk at Henna findes altså kun i den røde version. Hvis Henna har en anden farve, er det tilsat et eller andet. Mærker som Logona hører hjemme her, Logona blev også vurderet som den mest sikre hårfarve i TÆNK for noget tid siden sammen med en konventionel skyllefarve.
De permanente naturlige hårfarver
Så er der alle de hårfarver, der kalder sig naturlige, men kan ændre din hårfarve permanent og i et utal af farve på samme måde som traditionel hårfarve. Og gæt engang. Det er fordi, de indeholder akkurat det samme som traditionel hårfarve.
Almindelig hårfarve består groft sagt af tre faser. Først en kraftig base, som åbner hårskaftet. Dernæst hydrogen peroxid, som fjerner den eksisterende hårfarve og dernæst selve farvemolekylerne, som binder sig til håret. Når man nærlæser disse ‘naturlige’, permanente hårfarver, kan man se, at de indeholder fuldstændig samme farvestoffer, hydrogen peroxid og en base på samme måde som almindelig hårfarve, ganske enkelt fordi det er det eneste, der virker. Det, der er naturligt i disse produkter, er alt det andet udenom. Altså en masse planteolier, fyldstoffer og plejestoffer, som er tilsat ekstra.
Et godt eksempel på sidstnævnte er Tints of Nature. De kalder sig selv naturlig, og der er ganske rigtigt en masse planteolier i, men den basiske ingrediens er ethanolamine (som virker på fuldstændig samme måde som ammoniak og faktisk bliver fremstillet ved hjælp af ammoniak, selvom de skriver det modsatte… pffft!), produktet indeholder hydrogen peroxid og standard farvestoffer. Derudover indeholder det så også en masse planteolier, men de aktive ingredienser, der farver dit hår, er fuldstændig de samme som i konventionelle hårfarver. Og dette vil jeg vædde min venstre fod på gør sig gældende ved alle andre ‘naturlige’ hårfarve, der er i stand til at ændre din hårfarve permanent.
Tyske Oekotest.de nåede frem til samme resultat for nylig i en kæmpe test af naturlige hårfarve, hvor 18 produkter var gode plantefarver af øverste type, men hvor 16 viste sig at være standard hårfarve med almindelige kemikalier, selvom de kaldte sig naturlige.
Hvis det kan ændre permanent på din hårfarve er det et kemikalie
Pointen er, at hvis det kan ændre din hårfarve permanent, så indeholder det konventionelle kemikalier. Der findes ikke nogen teknologi endnu, der kan ændre fundamentalt på din hårfarve uden at bruge disse problematiske kemikalier, desværre. Og hvis et produkt påstår andet, så er det løgn. De plantefarver, der findes på markedet, som ikke indeholder disse kemikalier, kan give dig en anden hårfarve, men med de begrænsninger som en toningsfarve nu engang har.
Kilder: Blandt andet det tyske forbrugermagasin Oekotest.de, TÆNK m.fl.
Hej pudderdåser
Tak for en rigtig god blog og særligt denne artikel.
Der er jo gået nogle år siden den blev skrevet, så måske er der kommet opdateringer indenfor området siden.
Jeg er selv leverpostejsfarvet og vil så gerne bare farve håret i en friskere farve der minder meget om min egen. Vil I anbefale at jeg tager til en økologisk i stedet for en almindelig frisør?
Vh
Hej Stine
Budskabet er, at farverne er lige “skadelige”, så jeg synes da bare, at du skal farve hår, hvis du har lyst til det! Har du allergi eller andet at tage hensyn til, så ved du sandsynligvis også, hvad du skal undgå. Vi farver lystigt hår selv.
Kh. Helene
Hej 🙂
Ovenstående er der blevet skrevet
Disse hårfarver er de eneste rigtigt naturlige hårfarver, der findes. Og husk at Henna findes altså kun i den røde version. Hvis Henna har en anden farve, er det tilsat et eller andet”
Kunne tænke mig at høre “de røde” henna hårfarver – gælder det sådan disse “røde farver” :
“Indian summer” – “Henna naturrød” – “Tizian” – “Flammenrød” – “Mahagoni”- “Kastanie”?
Jeg håber at du kan besvare på mit spørgsmål 🙂 Go aften
Hej Nina
Hvilket mærke er der tale om? Når der er forskellige nuancer, er der noget der ændrer farven… Så er spørgsmålet selvfølgelig, hvad det er.
Kh. Helene
Hej igen
Mange tak for dit svar.
Ja jeg fik ikke skrevet, hvilke mærke/produkter….
Det kunne fx. være Longona og Henné Color Hennapulver?
Dem farver som jeg har nævnt tidligere som er røde farver – er de helt naturligt uden at der er tilsat et eller andet?
Mange hilsner Nina 🙂
Er det rigtig forstået at henna er naturlig og ikke skader håret? er lidt i tvivl når har læst din gode artikel? fandt en side om henna som siger det ikke skader og er godt http://henna-faq.dk
er det rigtig og hvad skal der ikke gøres for det skader håret? vil gerne have sådan noget orange gyldent hår og min frisør siger henna er godt til det
Hej Lotte. Henna – såfremt det kun er ren Henna, der kun findes i en rødgylden farve – er en relativ sikker hårfarve at bruge. Den kan give allergi, men det er ikke almindeligt.
Der findes desværre rigtig meget andet, der sælges under navnet Henna, som kan være enddog meget farligt. Men hvis det reelt er Henna, så ja, så er jeg enig med din frisør.
Kh. Katja
Hej 🙂
Super oplysende artikel. Ifht henna, hvis jeg køber en brun nuance fra logona, er det så også “skadeligt/ikke naturligt”? og er det en permanent farve? Vh
Hej Dorte. Logona er ikke henna. Det er skyllefarver/ikke-permanente hårfarver. Jeg kender ikke nok til dem til at sige at nogen af farverne er bedre end andre. Kh. Katja
Hej!
Jeg faldt lige over denne gamle artikel, og blev helt overrasket over at læse, at der ikke er forskel på frisør- og hjemmefarve. Stemmer det stadig? Jeg har altid tænkt, at jeg ville ødelægge mit hår fuldstændig, hvis jeg gjorde noget ved det der hjemme. Og så synes jeg det begynder at blive ret dyrt at gå til dyr “øko”-frisør flere gange årligt… Kan I anbefale en god måde at få lyse reflekser i der hjemme? Hvilket mærke er godt, f.eks.? På forhånd tak, og tak for en god side! Vh Maria
Hej Maria
Nej der er ikke forskel på indholdet. Forskellen ligger i frisørens hænder.
Det vil sige at ændre ens hårfarve nogle ganske få nuancer er fint at gøre selv. At kaste sig ud i store ændringer vil jeg derimod kraftigt fraråde. Det kræver en viden og erfaring, som kun frisøren har.
Mht. lyse striber kræver det også at man selv kan lægge striberne rigtigt og pænt i håret. Netop det projekt ville jeg heller ikke selv turde.
Kh. Katja
Men henna farver er permanente og ikke skylle farver
Hej Jasmin
Det står heller ingen steder, at henna er skyllefarve 🙂
Kh. Helene
Udmærket artikel, men der er nu forskel på hjemmefarve og professionel farve, mængden af farvepigmenter, enten om det er PPD eller 2,5 diaminesulphate. MEA som bliver brugt i stedet for ammoniak er lugtfri og har et højere kogepunkt end ammoniak
Hej 😀 hvilken henna vil i anbefale? Brugte før i tiden denne brune Henna cremefarve, hvis jeg nu ville have brun farve vil det da være bedst at bruge sante som i skriver om? Eller er det lige så godt at bruge brun henna cremefarve? Har et meget sart og fint hår 😊 tak for jeres gode side 😀 vh Anita
Hej Anita
Det er kun SanoTint, jeg har prøvet, så jeg kan ikke udtale mig om så meget andet end den. Den var jeg rigtig glad for. Læs om den her: Månedens Favoritter: December 2013
Kh. Helene
Super god anmeldelse….og husk, når alt kommer til alt, så er alt kemi….selv “naturlige” ting er kemi…for kemi er atomer der er sat sammen til molekyler. Der er derimod kemi som er god og kemi som er dårlig alt afhængig af hvilket molekyle vi taler om, og hvad det skal bruges til. Kærlig hilsen kemikeren 😉
Nemlig :-*