Fup eller fakta: Mineralsk olie – skadeligt kemikalie eller god hudpleje?

22.03.11
Kløver Vaseline

Kløver Vaseline

Mineralsk olie er blevet lagt for had i de seneste år. At petrolatum eller mineralsk olie i virkeligheden er skadelig for huden er en af de mest udbredte myter indenfor moderne hudpleje. Godt skubbet på vej af de økologiske kosmetikproducenter er det blevet en udbredt opfattelse, at mineralsk olie skulle være skadeligt for huden.

Det er lidt pudsigt, for det er de selvsamme firmaer, der prædiker brugen af mineralsk makeup, så hvordan mineralsk makeup er godt, mens mineralsk olie er skidt, det har altid undret mig.

Jeg har med inspiration i denne side på Pureshop, som advarer mod brugen af mineralsk olie sat mig for at skille fup fra fakta, når det kommer til mineralsk olie, petrolatum eller god gammeldags vaseline, som det jo i virkeligheden er.

Påstand: De mest brugte fedtstoffer i de fleste cremer er mineralske olier, som er billige spildprodukter fra råolie.
Fakta Det er fuldstændig korrekt. Mineralsk olie er en af de mest udbredte ingrediens i kosmetik, fordi det er en af de mildeste og sikreste fugtgivende ingredienser, vi kender, og der er meget lille risiko for allergi forbundet med det (se for eksempel Cosmetics & Toiletries, januar 2001 og Cosmetic Dermatology, september 2000.)

Det er samtidig kendt som rigtig godt til at hele huden og en af de mest effektive fugtgivende ingredienser, vi kender. Stoffet har været brugt i hudpleje, siden det blev opdaget i 1870 i USA, og det er siden belyst i utallige og atter utallige undersøgelser, men hvis jeg skal nævne en henvisning kunne det være Cosmetics & Toiletries i februar 1998.

Det er også fuldstændig korrekt, at det er et biprodukt fra råolieindustrien. Men der er ingen som helst lighed mellem petrolatum og råolie. Overhovedet. Det svarer til at sammenligne planteolie med naturgas. Og man skal for guds skyld heller ikke forveksle ordene petrolatum og petroleum, det er ikke det samme, det er to forskellige ord.

Påstand: De tilstopper porerne i huden
Fup Faktisk kan petrolatum ikke blive helt fast og dermed ikke blive solidt og danne propper i porerne. Så det er en af de typer fedtstoffer, der har mindre chance for at tilstoppe porerne. Når det så er sagt, så er det selvfølgelig aldrig en god idé at bruge fedtstoffer og olier på fedtet hud, men det gælder, hvad enten det er planteolier eller mineralske olier.

Påstand: De forhindrer huden i at ånde
Både og Dette er til en vis grad korrekt, men det er en god ting. Mineralsk olie har evnen til at beskytte huden mod luftens påvirkninger, men det er derfor, den er så god til at beskytte huden, hele huden og beskytte eksem og sart hud. Men det er ikke det samme, som at de kvæler huden, det har ikke nogen negativ effekt på huden, kun positiv og beskyttende.

Påstand: Din hud bliver afhængig af olierne og begynder at skalle, når du stopper med at bruge dem
Fup Dette er der intet videnskabeligt belæg for at sige. Huden kan ikke blive afhængig af nogen fugtstoffer, og der er ingen af de utallige undersøgelser, der er lavet af petrolatum, der tyder på, at der skulle være nogen bivirkninger. Tværtimod er det som sagt et af de bedste midler mod tør hud, vi kender til.

Påstand: Når du skifter fra produkter med mineralske olier til hudplejeprodukter baseret på naturlige planteolier, laver huden en mini-detox for at rense de tidligere giftstoffer ud.
Fup Altså hold da op. Hvad skal man sige til sådan en? For det første er der ikke nogen giftstoffer at rense ud, for det andet kan man ikke detoxe huden, for det tredje kan planteolier ikke lave nogen detox, og for det fjerde er der ikke noget belæg for at sige, at der er noget som helst sundt ved en detox. Faktisk tværtimod.

Og til sidst en lille personlig erfaring. Jeg er vokset op hårdt plaget af børneeksem gennem hele min barndom. Hvis ikke jeg havde haft en god solid uparfumeret fedtcreme fra apoteket med masser af mineralsk olie, tør jeg slet ikke tænke på, hvor min hud ville være i dag. Min søn fik som helt lille, cirka 3 måneder gammel tegn på samme børneeksem, det lader desværre til at være gået i arv. Men intensiv smøring på lægens anbefaling med fedtcreme med MASSER af mineralsk olie har 7-9-13 holdt det nede indtil videre.

Hvad er jeres holdning til mineralsk olie?

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
81 kommentarer
jannie

tak det rart at vide 🙂
iøvrigt bruger jeg E-vitamin salve og kan varmt anbefale det som læbesalve og natcrem + på sår og ar
det et gammelt vidundemiddel, som jeg synes fortjener at blive fremhævet 😀

Pudderdåse Katja

Helt enig Jannie. Tak for tippet. Og ja E-vitamin og petrolatum er også en gammel kendt kombi. Det er jo faktisk hovedingredienserne i den hypede Eight Hour Cream fra Elizabeth Arden, til en noget anden pris.

Shila

God artikel!
Jeg har selv rigtig tør hud og ville gå i spåner, hvis jeg ikke måtte bruge en god fed creme, med masser af mineralsk olie.

Charlotte

Jeg fik engang noget eksemlignende, tør hud omkring læberne. Og der sagde min hudlæge altså, at det kunne være fordi jeg havde brugt vaseline. Tror nok, at hun sagde noget med, at det tilstoppede porerne/ikke lod huden ånde. Aner ikke om hun havde ret, men det lyder lidt underligt at hun sagde det hvis det ikke var sandt 🙂

Anja

Jeg har altid sværget til at bruge vaseline på huden inden jeg går i svømmehallen. Jeg har eksem, så det afviser chlorens effekt på huden i sådan en grad, at jeg kan holde ud at gå i svømmehallen. Delte dette råd med nogle hudlæger og en masse bekymrede eksem-forældre på en get-2-gether for atopikerforældre på Bispebjerg engang, og hudlægernes reaktion var “jamen selvfølgelig – det var da et godt tip”. De havde absolut ingen invendinger ift brugen af vaseline på eksemhud.
Og så er vaseline jo et must på numsetermometeret inden brug på ungerne

Miss Jeanett

Måske er der intet videnskabeligt bevis på, at huden bliver “afhængig” af produkter med petrolatum i, men det er min personlige erfarring at min gør. Mest mine læber! Når jeg har brugt produkter som vaseline og andre læbepomader med petrolatum i (bla. de super populære Rosebud), så fucker min læber helt op og bliver knasttørre lige så snart jeg ikke har noget på dem. Så det er min personlige erfarring at mine læber ihvert fald ikke bryder sig om petrolatum. Tilgengæld elsker de Ole Henriksens “Fresh lips” 🙂

Pudderdåse Katja

Oooh læbepomade. Jeg er selv dybt afhængig af læbepomade, så det er et emne, der altid har fascineret mig. Der er ingen entydig forklaring på, hvorfor man bliver afhængig af læbepomade, men det har efter min bedste overbevisning ikke noget med petrolatum at gøre. Er i øvrigt lige faldet over denne side, meget underholdende, tror jeg skriver om læbepomade afhængighed snart. http://www.kevdo.com/lipbalm/addict.html
Men læbepomade er et mysterium uden logik. For tiden elsker mine læber Decubal og haaaader Neutral, som virker som du beskriver. Spørg mig ikke, hvorfor. Jeg har ingen fornuftig forklaring. Der er i øvrigt mineralsk olie i begge.

Fie

Må erkende at jeg aldrig har følt mig afhængig af læbepomade.
Dog var der engang en der sagde at du faktisk ikke blev afhængig af læbepomade som sådan, men at du vænnede dig til følelsen af at have noget på dine læber og derfor fandt det ubehageligt ikke at have noget på. Og at den såkaldte afhængighed opstod ligeså meget i vanen som i følelsen af at have fugtede læber.
Andre igen har så sagt at firmaerne der producerer læbepomade, med vilje kommer et eller andet stof i som gør dig afhængig af det hvilket gør at de sælger mere.
Har dog aldrig fundet beviser for noget af det, men det er da en sjov tanke 🙂

Helene Randløv

Hej Fie
Det er lige præcis følelsen af læbepomade, man bliver “afhængig” af! I virkeligheden er det jo en vane lige som med mange andre ting.
Jeg ved ikke, hvad det skulle være, firmaerne hælder i, som skulle gøre en afhængig… Det virker bare langt ude og så er vi tilbage til artiklen… fordi dem der skælder petrolatum ud har ofte denne holdning 😀
Kh. Helene

Sofie

Lækker artikel. Jeg er forarget over hvor langt kosmetikvirksomhederne går for at sælge Den Hellige Gral, og derfor får nogle til at gå fra de produkter, der virker. Vaselinen er altid lige ved min hånd og er helt fri for tilsætningsstoffer og den virker for mig, så derfor er det en “keeper”!! 🙂 Jeg elsker jeres blog, det er skide godt arbejde!

Pudderdåse Katja

Tak for de pæne ord Sofie.
Kh. Katja

Raz-Spa

Huden er kroppens største organ, den hænger sammen med resten af kroppen med blodåre og lymfekirtler. Hvad du propper på huden vil under alle omstændighed trænge ind og blande sig med resten af kroppen. Ellers ville visse ingredienser i hårfarver ikke være forbudt da de kan give brystkræft. Det er jo ikke brysterne du kommer farven på vel?
Prøv evt. at knuse et fed hvidløg i hånden, efter 20 min. vil du smage hvidløg i munden og desværre også lugte af det.
De mineralske olier kan kun i meget lille omfang trænge ind i huden, men ligger sig mest af alt oven på huden, lidt som som vitawap. Men det der trænger ind vil altså også være at finde i blodomløb og på denne vis i alle dine organer, og nej der er ingen vitaminer eller aminosyre i mineralske olier.
Hos Raz-Spa siger vi altid lad være med at smøre dig ind i nogen du ikke ville komme i munden, det havner samme sted.
Mit spørgsmål er så blot, ville du spise petroliumsrester, lige meget hvor rent det er?
Hvorfor så bruge dyre olivenolier til stegning, hvis fedtstof fra råolie industrien er uskadelig?
Hvis det nu er så uskadelig hvorfor har moder jord gemt det nede på 4 km dybte?
Til sammenligning kan det fortælles at i England må Vaseline ikke kalde sig andet end Petrolatum, da engelsk svar på vores Miljøministerium ikke ser det som et egnet kosmetisk produkt længere.
Baby Oil indeholder i dag ikke længere mineralsk olie som det ellers var normalt i 80érne. Det er da noget at tænke over, den var ellers før i tiden rent fra olierafinaderierne, parafinum liquidium.
Så når der spørges hvad min holdning er; så er den klar, put ikke noget på huden du ikke ville komme i munden, og jeg nægter at putte rester af råolie i munden, når jeg ved at en tidselolie indeholder både A, B5 og D vitamin og vil trænge ind og samtidig smager godt på min salat.
Hilsen Raz-Spa

Pudderdåse Katja

Hej Raz-Spa
Tak for dit input.
Først og fremmest må jeg gentage at der intet sundhedsskadeligt er ved mineralsk olie hverken invortes eller udvortes. Du kan uden problemer spise det, det smager bare virkelig ikke spor godt, hvilket er grunden til man ikke gør. Men steg du roligt din bøf i det, det sker der ikke spor ved, for smagens skyld vil jeg dog vælge en olie.
Desuden passer det ikke at det engelske miljøministerium har erklæret det for uegnet. Det er i så fald helt nyt for mig og også meget mærkeligt. Hvor har du det fra? Kan du give mig et link?
Det med at man skal spise det samme som man smører på kroppen… Ingen tvivl om at man optager stoffer gennem huden. Men jeg vil faktisk i mange tilfælde være mere forsigtig med hvad man putter på huden. Mavesækken er et hårdført organ fyldt med syre til at nedbryde mad. Huden kan ikke det samme. Jeg elsker alkohol, citrusfrugter og tomat, men kunne ikke drømme om at smøre nogle af tingene på huden. Av siger jeg bare! Stryknin er jo også naturligt og oven i købet at finde lige på overfladen og ikke 4 km nede.
Kh. Katja

Miss Jeanett

Ja, det er virkelig noget underligt noget med læbepomade. Men jeg har ihvert fald opdaget, at alle de produkter mine læber ikke kunne lide var der petrolatum i. Om det så er et random tilfælde ved jeg ikke. Men der er ikke det i Ole Henriksens “Fresh lips”.

Pudderdåse Katja

Skidtpyt, bare det virker for dig. 🙂

Karen

Det er med stor glæde jeg har læst dette indlæg! For katten da – det er så rart, at der er nogle der stiller sig kritiske overfor de gældende dogmer inden for kosmetik. Spændende og med meget rationelle pointer. Se det er noget jeg holder af 🙂
– og vasiline dur ikke til mine læber – men decubal derimod er et hit. Så jeg giver jer helt ret i, at læbepomade er noget mærkeligt noget 😉

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *