Tirdagstip: Vask og plej hænderne rigtigt

10.03.20
Fredagsfavorit: The Ritual of Chadō
Fredagsfavorit: The Ritual of Chadō
Foto: Rituals…

Dette tip hører de kolde måneder til, men COVID-19 truer lige nu vores svage og gamle. Det er for deres skyld, at jeg spritter dette tirsdagstip af trods forårets komme.
Det lader til at hverken håndvask, afspritning eller generelt hensyn rangerer særlig højt i folks bevidsthed. Det er let at grine af alle dem, der ”æder mediernes hysteri råt”, men hvad berettiger egentlig os til at dømme over det? Faktum er, at vi kan stå over for en krise, hvor lægerne skal stå og beslutte, hvem der skal have lov til at leve. Maler jeg fanden på væggen? Næ, egentlig ikke… Antallet af mennesker, der er smittede eller har været eksponeret for smitte, stiger dag for dag. Hvis de alle sammen bliver syge på én gang, så har vi altså et problem.
Nu sænker jeg pegefingeren og fortsætter til det egentlige tip, der handler om håndhygiejne og efterfølgende pleje.

Sådan vasker du hænder
Der er ualmindelig mange mennesker, der ikke har begreb om, hvordan man vasker hænder… Og mindst ligeså mange, der aldrig tørrer hænder. Sidst nævnte kan der være en aldeles god grund til, det vender jeg tilbage til. Desværre har huden det rigtig skidt, når den er våd og samtidig er den endnu mere sårbar overfor bakterier.
Når vi skal vaske hænder ofte, kræver det:

  • Lunkent vand.
  • En god, mild og helst uparfumeret sæbe.
  • Grundighed.
  • Tid.
  • Et rent håndklæde eller papir at tørre hænderne i efterfølgende.

Enhver, der har opholdt sig på et hospital, har formentlig set et piktogram med en beskrivelse af, at man:

  • Gør hænder og håndled våde (derefter slukker for vandet igen)
  • Påfører sæbe og skummer den op ved systematisk at vaske
  1. Hver enkelt finger og mellemrummene mellem fingrene ved let at flette fingrene både fra håndfladen og håndryggen på begge hænder.
  2. Begge håndrygge.
  3. Oversiden af fingrene ved at gribe om fingrene først med den ene og derefter med den anden hånd.
  4. Fingerspidser, negle og håndflader ved at køre rundt i håndfladen igen på begge sider af fingrene.
  5. Tommelfingrene ved at gribe fat om hver tommel i en roterende bevægelse
  6. Siderne af hænderne fra håndled og ned til fingerspidsen på lillefingeren.
  7. Begge håndled ved at gribe om håndleddet i roterende bevægelse.
  • Tænder vandet igen og skyller sæben af.

Der er selvfølgelig variationer over især rækkefølgen. Følger du nogenlunde beskrivelsen, bliver hænderne helt sikkert mere rene, end de plejer. Forskellen fra den halvhjertede indsats, du ser ved håndvaskene på de fleste offentlige toiletter, er stor.

Tør hænderne
De fleste luftblæsere på offentlige toiletter dumper i test igen og igen. En god og effektiv håndvask er næsten ligegyldig, hvis du ender med at have våde hænder, tørre dem i bukserne eller hvad du nu finder på. Find noget papir! Orientér dig, inden du går ind, find nogle servietter eller vikl noget papir af, når nu du sidder der på tønden alligevel. Hænderne er meget mere udsatte for bakterier, når de er våde og i øvrigt har huden slet ikke godt af det. Sørg for at tørre hænderne ligeså metodisk, som da du vaskede dem, så huden er helt tør over det hele.

Sådan bruger du håndsprit
Det kan godt være fristende at spare på produktet, når nu det er umuligt at opdrive. Efter sigende er der dog mere på vej rundt omkring i butikkerne. Indtil det sker, må du minimere forbruget og vaske hænderne, når du kan komme til det.
Når man bruger håndsprit, skal man nemlig bruge en del, og det skal på tørre hænder. Mellem to og fem milliliter skal der til for at desinficere hænderne tilstrækkeligt. Det er en sjat, men se det i lyset af, at du skal ”vaske hænderne” på samme måde, som stod du med vand og sæbe (se beskrivelsen ovenfor). Da håndsprit jo har et højt indhold af alkohol, fordamper det hurtigt, især hvis der ikke er nok. Håndsprit skal masseres ind i hænderne, indtil de er tørre igen.

Plej huden
Når nu du vasker eller afspritter dine hænder ofte, så er det sindssygt vigtigt også at pleje huden. Ældsten kom hjem med så medtagede hænder forleden, at jeg troede, at han havde været oppe at slås. Hans knoer var revnet flere steder og de var ildrøde. Et døgn med hyppige indsmøringer har resulteret i helet og blød hud. Vælg den håndcreme du foretrækker, så er der meget større chance for at få den brugt. Det kan dog godt give mening at have flere forskellige formler:

  • En let version til tasken, som du let kan massere ind i en fart.
  • En rigere version til bordet og kontoret, hvor du kan give hænderne lidt mere tid og omsorg.
  • En fed version til natbordet, hvor du kan give hænderne rigtig god tid eller tage handsker på, så huden kan komme sig i løbet af natten.

Hvis du ikke rigtig er fan af håndcreme, kan jeg varmt anbefale vores Alt i en Fodcreme… Jo, du læste rigtigt, selv en temmelig stor klat forsvinder indenfor en overskuelig tid. Selv ældsten er nu overbevist, selvom han både rullede med øjnene og vrængede noget af mit forslag.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
2 kommentarer
Henriette

Helt enig med tippet om at bruge jeres Alt I En Fodcreme som håndcreme. Det fungerer skide godt! Jeg køber den faktisk udelukkende for at bruge den til hænderne…

Helene Randløv

Det er den også god til <3

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *