Sådan virker kosttilskud til solbrun hud (inklusive en vigtig advarsel til rygere)


Foto: Anne Østerby
Det er desværre stadig moderne at have solbrun hud, selvom vi godt ved, at solens stråler kan være farlige. Der er mange kosttilskud på markedet med navne som “perfect tan”, tan optimizer” og lignende, der lover at “forberede huden på solens stråler”.
Alle produkterne indeholder caretenoider i forskellige former. Caretenoider er en fælles betegnelse for en meget lang række gule og orange farvestoffer fra naturen. En af de mest kendte er betakaroten, som findes i gulerødder.
De fleste ved efterhånden at spiser man nok betakaroten, så får man en orangebrun kulør, og der er da også betakaroten i mange af disse kosttilskud. Andre caretenoider, der bliver brug i disse tanning kosttilskud er lutein og lycopene. Lutein er et gult farvestof, der findes i planter, og giver den gule farve til æggeblommer. Lycopene er den røde farve, der findes i blandt andet tomater, papaya og vandmelon.
Hvis vi spiser tilstrækkeligt store mængder så bliver vores hud farvet. Det er det samme, der sker med flamingoerne. De er i virkeligheden født hvide, men spiser sig til den pink farve gennem en kost af blandt andet skaldyr og alger, der indeholder betakaroten fra naturens hånd. I zoologiske haver tilsætter man i stedet betakaroten til foderet.
Så disse kosttilskud der lover at optimere din kulør eller tan er i virkeligheden flamingo-foder. En blanding af karotenoider, der giver den pænest mulige kulør til dine fjer.
Derudover er både betakaroten, lutein og lycopene og de øvrige carotenoider også antioxidanter med en lang række teoretiske positive effekter. For eksempel kan de være med til at beskytte huden mod UV-skader. Men det er ekstremt vigtigt at understrege, at man umuligt kan bruge antioxidanter fra kost eller kosttilskud som en erstatning for hverken solcreme eller fornuftige solvaner. Forskerne i denne artikel om emnet fra 2012 skriver i deres konklusion, at karotenoiderne ikke kan erstatte anden solbeskyttelse, men i stedet kan støtte hudens sundhed og forsvar på lang sigt.
Og hvis man bruger kosttilskud som disse som en erstatning for solcreme eller som endnu en undskyldning for at lægge sig og stege i solen… Ja, det behøver jeg vist næppe sige, hvad vi mener om.
Rygere bør ikke tage kosttilskud med betakaroten
Og så var der det med rygning. Betakaroten giver – i modsætning til almindelig A-vitamin – ikke risiko for en overdosis af A-vitamin, men der er en række temmelig betydelige bivirkninger forbundet med at indtage højere doser betakaroten, end man kan få via almindelig kost. Først og fremmest skal rygere lade være med at tage kosttilskud med betakaroten. Hvis du ryger og tager en høj dosis betakaroten hver dag, så har du en højere risiko for at få lungekræft end hvis du ikke tager betakaroten. Betakaroten er også forbundet med en højere risiko for andre kræftformer og sygdomme hos rygere. Det er derfor også lovpligtigt at skrive en særlig advarsel til rygere på kosttilskud, der indeholder over 15 mg betakaroten.
Der findes ingen tilsvarende information om lycopene eller lutein. Det er kun betakaroten, der kommer med denne særlige advarsel.
Hvilke produkter virker?
Jeg har aldrig selv prøvet nogle af disse produkter. Jeg har ikke nogen særlig interesse i at være solbrun, og hvis trangen en sjælden gang i mellem rammer mig, så bruger jeg selvbruner. Hvis du har erfaring med nogle af disse kosttilskud, så bliver vi glade for en kommentar.
Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk - Følg os på Facebook og Instagram @pudderdaaserne.dk
Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Matas.dk - Sephora.dk - MAC - Paula's Choice - Asos - Lookfantastic.dk - Gosh.dk - Feelunique - Beauty Bay - Nicehair.dk - DECIEM - Ellos - Nelly - Flere links
Jeg tager Imedeens Tan optimizer. Ikke så meget for st blive mere solbrun, men fordi det har en god effekt på mit soleksem :-)