Tirsdagstip: Fremhæv ansigtets konturer med måde

06.10.15
Anastasia Beverly Hills Contour Cream Medium
Anastasia Beverly Hills Contour Cream Medium
Foto: Anastasia Beverly Hills

Der kommer stadig masser af spørgsmål om, hvordan og hvorledes man gør med konturering, men som jeg har nævnt før, er jeg ikke tilhænger af, at det er noget man bruger og slet ikke til hverdag. Og derfor har jeg stædigt holdt fast i ikke at skrive om det. Da spørgsmålene især i øjeblikket vælter ind, har jeg valgt at være mindre stædig og skrive lidt om, hvad man kan gøre, og hvad man bestemt bør holde sig fra, når det gælder konturering.
I virkeligheden er jeg slet ikke modstander af konturering med måde, men jeg er derimod virkelig trist over tendensen med den helt overdrevne konturering, som vi bliver bombarderet med på de sociale medier. Derfor vil du ikke finde en vejledning herunder, derimod vil du finde en beskrivelse af de faldgruber, som du bør undgå, hvis du er vild med konturering.

Hvorfor?
Meningen med konturering er netop at fremhæve dele af ansigtet og skabe en illusion af for eksempel en smallere næse, lavere pande, fyldigere læber, højere kindben og den slags. Alt det og meget mere kan du ret nemt gøre ved hjælp af konturering og highlighting.
Det er rigtig fint at lære fra YouTube og finde inspiration fra Instagram. Der er rigtig mange meget dygtige og smukke mennesker, der har rigtig godt styr på det, de laver. Heldigvis ser vi ikke alle sammen ens ud, og derfor kan du måske nok bruge noget af vejledningen, men der er også ret stor sandsynlighed for, at der er en del, der passer mindre heldigt til dine træk. Derfor er det vigtigt at kaste et meget grundigt blik i spejlet og tilpasse kontureringen til dit eget ansigt. Særligt når du fremhæver dine kindben, er det vigtigt at lægge skyggen, så den netop ligger lige i hulrummet under dit kindben. Og altså ikke i en tilfældig linje fra hårgrænsen til mundvigen.

Styr på basen og resten af looket
Der er en ret almindelig misforståelse, at du fint kan anvende to forskellige nuancer af din foundation til konturering. Det er helt generelt en virkelig dårlig idé, fordi en foundation typisk ikke er så pigmentstærk, og farven er yderst sjældent så gråtonet, som den bør være. Når du vil konturere ansigtet, skal du huske at lægge en god base bestående af foundation og eventuelt concealer.
Bruger du cremeprodukter til din konturering, kan du med fordel vælge at sætte med lidt pudder, når den sidder, hvor den skal og derefter er turen kommet til blush og måske bronzer. Der er mange der tænker at det er voldsomt meget makeup og derfor springer nogle produkter over. Det kan på ingen måde anbefales at springe blushen over, med mindre du altså går efter et meget usundt look. Det er blushen, der vil tilføre glød i ansigtet, når du har ændret på konturerne.

Værktøj og præcision!
Præcision er alfa og omega i forhold til konturering. Du ender desværre med et ret mudret look og alt andet end skarpe konturer, når du bruger foundation og andre produkter, der simpelthen ikke er pigmenterede nok. Og så er der penslerne… Til konturering er det virkelig vigtigt, at du bruger noget ordentligt værktøj. Og at du har en pensel til hver farve. Det nytter ikke at bruge den samme, da det igen vil udviske effekten og blive mudret. En god ansigtssvamp a la Beautyblender, er et genialt værktøj til at tone de forskellige farver ud, og igen vil jeg anbefale, at du har en separat til den mørke farve. Det er udtoningen, der gør hele forskellen, og derfor er det vigtigt at huske at vende kinden til, så du kan se dig selv fra siden. Hvis der er synlige streger, skal du have fat i svampen igen.

Produkter
Der findes RIGTIG mange produkter på markedet som er geniale til konturering, og mindst ligeså mange der praler med at være egnede, men slet ikke er det. En af de mest almindelige misforståelser er, at man kan anvende en bronzer. Naturligvis er der bronzere på markedet, der er mere egnede end andre, men generelt er en bronzer for varm (ofte til den orange side) og der er også virkelig tit en eller anden form for perlemor i. Den optimale nuance til konturering er gråtonet, og højst to toner dybere end din egen hudfarve.
Du skal også have kigget på din highlighter, for den skal helst heller ikke være mere end to toner højere end din egen farve. Husk at en highlighter med perlemor helst skal passe til din hudtone. Man kan hurtigt se meget futuristisk ud, hvis highlighteren er meget gylden eller sølvfarvet.

Start let
Som med alt andet er det selvfølgelig nødvendigt at finde det niveau, du selv kan lide. En god idé er at starte forsigtigt og bygge op efterhånden. Har du besluttet dig for at gå hele vejen med en mørkebrun nuance, så start i det mindste med en let og tynd streg, så du har en reel chance for at tone farven ud. Min personlige præference er cremeprodukter, fordi jeg synes at resultatet bliver langt mere naturligt. Pudderprodukter kan dog være lettere at have med at gøre, indtil du er helt tryg ved, præcist hvilke konturer du vil fremhæve.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
5 kommentarer
Camilla

Tak for et godt indlæg om conturering!
For at være helt ærlig, så er jeg godt og grundigt træt af alle de klovneansigter man ser på de sociale medier. På en eller anden måde, så har det taget overhånd – og de ligner allesammen hinanden. Men som du skriver, så kan det være med til at fremhæve og skabe illusioner – Alt med måde:-)
Jeg har netop set, at H&M har lanceret en linje med beauty produkter og diverse pensler og børster. Kunne man tænke sig til, at I på et tidspunkt ville kigge nærmere på de produkter og værktøjer?
Venligst Camilla

Helene Randløv

Hej Camilla
Jeg er helt enig!
Med hensyn til H&M Beauty er jeg i fuld sving, jeg skal lige have fat i en af hver… 😛
Kh. Helene

Emilie Engel

Hej Pudderdaaser!
Måske har I set, at koreansk makeup og hudpleje er blevet meget populært, ikke mindst på div. eBay sider (der er sågar en norsk gruppe dedikeret til emnet med over 15.000 medlemmer!)
Kunne det tænkes, at I en dag – hvis I har tid – kunne lave et indlæg om dette, bl.a. 10/12-trins hudplejerutinen mm. Det kunne være enormt spændende med et kritisk blik på dette!
Hilsener og tak for en fantastisk blog!

Helene Randløv

Hej Emilie
Det har du helt ret i, jeg har prøvet at fortrænge den trend, men jeg skal nok tage mig sammen 😀
Kh. Helene

Julie

Tak for skrivelsen. Har i anbefalinger til evt. Mærke?

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *