Dåseposten: Sådan finder du den rette nuance blush

24.05.14

Hej Pudderdåserne.dk

Jeg har længe kigget efter en blush. Ønsker at den skal ligne, jeg lige har været ude at løbe/bare se naturlig rød ud/været udenfor. Har i nogle gode forslag?

Mvh
Anne

—————————–

Hej Anne <3

Det er et rigtig godt spørgsmål, men den farve du beskriver, kender kun du og dine nærmeste, da den er helt unik for dig. Et af de ældste trick, jeg kender, er meget nemt og anvendeligt til netop at identificere den farve. I stedet for at jeg lister en masse farver, som passer til de fleste, så vil jeg langt hellere give dig det trick, som rent faktisk kan hjælpe dig til at finde den farve, som er bedst til netop dig.

Find farven
Når du skal shoppe blush næste gang, så stil dig foran det største farveudvalg, og knyt din hånd hårdt, sådan at fingrene ligger udenpå og neglene ikke bliver boret ind i huden. Derefter holder du de forskellige blushes op til håndfladen (som burde være blevet rød) for at sammenligne farverne. Den farve, der fremkommer ved knytningen, er nemlig identisk med den friske glød i kinderne, som du eftersøger. Det er det ældste trick og totalt ”old school”, men det gør det ikke mindre korrekt.

Tekstur og konsistens
Resultatet afhænger naturligvis også af, om du vælger en pudder- eller cremeblush, eller om det er en mat eller en skinnende blush.
Det mest glødende resultat får du med en cremeblush, men de er ikke lige lette at arbejde med. Og derfor kan det helt rigtige resultat godt lade vente på sig, fordi du behøver øvelse i at dosere og arbejde med den farvede creme.
Det er ofte lettere at arbejde med en pudderblush, som afhængigt af farven kan intensiveres efter smag og behag, det kan du også sagtens med en cremeblush efter lidt øvelse.
Husk at en blush med perlemor, kan fremhæve ujævn hud. Derfor er en forholdsvis mat blush at foretrække, hvis huden af den ene eller den anden grund ikke er glat.
Hvis du gerne vil tilføje en smule perlemor, kan du med fordel gøre det med en highlighter.

Let hånd
Uanset hvilken form for blush du vælger, er det en rigtig god idé at øve sig. Det er som nævnt oftest doseringen, som kan drille, og derfor er det godt at blive dus med blush og pensel, inden du skal have pæne og naturlige kinder i offentligheden.

Mvh. Helene

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
8 kommentarer
kira

mmhhh det forstår jeg ikke helt – hvor på hånden skal jeg kigge ? fingerspidserne bliver lilla, knoerne blege og blodårerne træder frem og resten er samme farve som ellers ?

Helene Randløv

Hej Kira
Du skal kigge i håndfladen, fingrene og neglene skal ligesom ligge uden på. Så burde du bestemt blive rød inde i hånden.
Kh. Helene

Nanna

Hvor på hånden skal man sammenligne? Min hånd har i hvert fald mange forskellige nuancer, afhængigt af, om man tager håndryggen, knoerne eller håndfladen.

Helene Randløv

Hej Nanna
Jeg har rettet lidt i indlægget, så håber jeg, at det giver mere mening 🙂
Kh. Helene

rijaH

Hvor var det et smart trick 😀 Ikke at jeg leder efter en blush men det er da en lidt sej måde at gøre det på! Og tak for sidst 😉

Helene Randløv

Hej Rijah
Jo tak og i lige måde :-*
Kh. Helene

Ronja

Hej
Jeg spørger måske lidt dumt, men jeg ved ikke ret meget om makeup og nyder derfor at følge med på jeres blog. Jeg er blevet helt forelsket i farven Peach til en brush, og jeg har derfor overvejet at bestille en hjem fra MAC, men er det sådan, at farven peach måske ikke passer til mig? Jeg troede, at den passede til alle

Helene Randløv

Hej Ronja
Det er kun ganske sjældent, man kan tale om at en blush ikke klæder en (efter min mening), men der er selvfølgelig nogle blushes, som er bedre end andre. Peaches har jeg svært ved at se, hvordan man kan gå galt i byen med 🙂 Så bestil du bare den hjem, den er rigtig fin!
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *