Tirsdagstip: Blæs på hvad andre siger

15.10.13
Chanel SS14
Chanel SS14
Foto: Vincent Lappartient

Det er helt utroligt, hvad jeg hører af undskyldninger for at undgå farver. Det giver ikke engang mening at skrive en liste… Hvis du er en af dem, som har overbevist dig selv om, at det med farver bare ikke er dig, så kender du med garanti dem alle sammen alligevel.
Det, der bekymrer mig mest, er dem, som undgår farverig makeup eller makeup generelt, fordi de konstant bliver gjort opmærksomme på, hvor sært/grimt/anderledes det er.

Har DU lyst til farver?
Nu er der jo ingen, der siger, at du behøver at gå efter Chanels podielook SS14 med det samme, meget mindre kan også gøre det. For nogle uger siden nævnte jeg et par eksempler, som du kan bruge, hvis du har lyst til at eksperimentere lidt med farver.
Synes du ikke, du er dygtig nok? Så øv dig! Prøv for eksempel at kopiere de looks, du kan lide. Du kan gøre det om aftenen, inden du alligevel skal rense din hud, eller om søndagen hvor du måske har bedre tid. Det vigtigste er, at du vænner dig til at se dig selv med makeup. Og hvis resultatet bliver mindre heldigt, så kan du let fjerne makeuppen igen.

Luk ørene og ret ryggen
Makeup kan hverken ændre din personlighed, dit erhverv eller din intelligenskvotient. Det, lidt farve på læberne derimod kan gøre, er måske at få dig til at rette ryggen og give dig et lille spark, fordi du ganske enkelt føler dig bedre tilpas. Om man har smalle eller fyldige læber, om de er farvede eller ej, ingen har ret til at dømme dig! For dælen da, det er da bare makeup.

Pas din egen butik!
Synes du, at farverig makeup er grim? Det skal du selvfølgelig have lov til. Det, jeg ikke forstår, er, hvorfor det er nødvendigt at kritisere dem, som godt kan lide at bruge farver. Da jeg var barn, lærte jeg, hvis man ikke havde noget pænt at sige, så var det bedre at holde sin mund.
Det behøver ikke engang at være nogen, man kender, som tillader sig at kommentere de røde læber. ”Du ligner en klovn/farvelade/luder/en der har fået bank/andre nedværdigende ting”?
Ja, nu er det så, at kæden falder af for mig. Hvad i alverden giver nogen ret til at sige sådan til et andet menneske?
Det værste ved de ovennævnte eksempler er selvfølgelig, at der faktisk er kvinder, som har lagt øre til dem. Det gør mig endnu mere rasende, at nogle af eksemplerne er blevet sagt af nære venner eller familiemedlemmer. ÆV!

Holder du dig tilbage, fordi du er bange for de kommentarer, som følger med?

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
11 kommentarer
Flisbeth

Det er jo desværre noget, der også gør sig gældende med tøj/hår/osv. alt der gør at man stikker lidt ved siden af “normen” om man vil :/
Jeg siger generelt op i r*ven med, hvad andre tænker…det siger mere om dem. Jeg elsker når jeg ser folk, der tør være sig selv, tør være farverige…det sætter kulør(!) på det hele! De skal have et klap på skulderen, i stedet for tåbelige upassende kommentarer. Og selvom jeg ikke er den mest farverige der findes, så holder jeg mig sgu ikke tilbage, hvis det er noget, der gør mig glad 🙂

Anne V

Jeg har ret fyldige læber og får tit kommentarer på det selvom jeg ikke har noget farve på læberne. Det har altid irriteret mig helt vildt, så jeg har aldrig gået med læbestift, gloss eller andet farve på læberne.
MEN det er slut nu. Jeg er 28 år nu og gider ikke tænke på hvad andre synes/siger om hvordan jeg ser ud. Jeg kan ikke gøre for at jeg er født med større læber end dig, sådan er livet nu bare. Så nu har jeg købt en masse forskellige læbestift for at finde ud af hvad der passer mig og hvad der ikke gør.

Camilla L

Det MÅ være misundelse fra kvinder der ville ønske, at det var dem der havde store, sensuelle, fyldige læber!
Jeg har lidt det samme… Jeg har lidt trutmund når jeg slapper af i ansigtet, og jeg har fået SÅ mange kommentarer om at jeg skal droppe mit ‘duck face’. JAMEN DET ER BARE SÅDAN JEG SER UD!!!
Så jeg siger til mig selv, at det må skyldes misundelse 🙂
Vær stolt af dine flotte store læber 🙂

Anne V

haha ja samme kommentar har jeg også fået! Jeg er også glad for dem nu 🙂 Har dog stadig lidt svært med det læbefarve, jeg er altid bange for det sidder i hele hovedet efter et stykke tid

Camilla L

Sådan har jeg det også 😀

Sarah

Jeg plejede også at have det rigtigt svært med læbestift – gik altid maks med farvet læbepomade. Men inden for det sidste år eller halvandet er jeg begyndt at bruge det meget, og jeg har fået så mange komplimenter! Det gælder bare om at finde de farver, der passer til din hudtone og sådan, og så skal man bare tjekke op på det efter man har spist osv. Man kan altid prøve at vænne sig til at have farve på med sådan noget som Cliniques Chubby Stick 🙂 De er så gode, og de sidder ikke overalt.

Sarah

Jeg synes sådan set at man selv må bestemme – jeg synes bare også, at det handler om at erkende hvilke farver, der fremhæver de gode sider bedst, og hvilke, der fremhæver dét, du egentligt ikke vil have fremhævet. Jeg går meget med læbestift til hverdag, og synes mest det handler om at man har de rigtige farver, så man ikke får gule tænder eller fremhævet rødme osv. Og med øjenskygge, så er der bare nogle farver, der er bedre end andre til alle. Så det er ikke fordi det ikke må være anderledes, men det kan både være godt-anderledes eller dårligt-anderledes – det handler bare om at finde det rigtige.

Marie

Virkelig dejligt indlæg! Det er også vigtigt, at få den slags med. Thumbs up og dejlig dag til jer pudderdåser 🙂

Maiken

Jeg har forsøgt mig mere med farver på øjnene inden for de sidste par år.
Hold mig altid til Nude eller brune nuancer – men på et tidspunkt blev jeg voldsomt træt af, altid at se ens ud – og SÅ kommer der farver på paletten!!
Jeg er stadig lidt tilbageholdende – men det er nu mere, fordi jeg ikke vil købe en øjenskygge, jeg ikke får brugt, fordi farven er lige i overkanten til mig (blegfed…)
Rikkes nakeup blog læser jeg ind imellem, og hun tør prøve det hele!
Hun har prøvet med rød øjenskygge, som bliver sindsygt flot, hvis man ved hvordan man skal lægge den (lidt med godt), og en gul eyeliner i et andet blogindlæg.
Hun har rykket mine grænser for farver 😀

anna

Nu er jeg én af dem, der foretrækker “naturlige” farver plus sort på øjnene til mig selv og mere og mere sjældent eksperimenterer med farver. Men jeg kunne aldrig finde på at sige noget grimt til andre om deres makeup. Er der virkelig nogen, der gør det? Det kan jeg slet ikke sætte mig ind i…
Puha, man skal være stærk som person, hvis man ikke skal lade sig gå på af andres negative bemærkninger. Det er synd. Makeup skal være sjovt.

Maiken

Nu har jeg fået blod på tanden!!
Har siddet i et par timer og kigget mascara på nettet. Det kan da ikke passe, at kun Rimmel og Chanel har mascara i andre farver end sort??
Og i næste uge tager jeg ind i Matas i Bruuns Galleri, tager en kurv og SÅ skal der handles makeup i alle regnbuen farver!!
Både mascara, eyeliner og øjenskygge.
SÅDAN!! (klapper mig selv på skulderen)

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *