Infrarød sauna: Billig varme til vintertrætte kroppe

04.02.13

Jeg har fundet et nyt yndlingssted at opholde mig, når jeg fryser, er træt og har ondt. Når jeg kommer ud derfra, er mine kolde lemmer gennemvarmet, mine smerter smelter og jeg har fået lys til mit vintertrætte humør. Stedet er en offentlig svømmehal til en 50’er.

For i det nye Valby Vandkulturhus har de – som i en del andre svømmehaller – fået infrarød sauna. Oven i købet en variant med indbygget lysterapiloft til dem, der savner solens stråler og sommerens lys.

Lindrer ømme led
Men for mig er det den infrarøde sauna, der gør forskellen. Det er vinter, jeg har en autoimmun gigtsygdom, og jeg kæmper derfor lidt med ømme kropsdele udover den almindelige ømme “jeg sidder for meget og hænger over computeren” – nakke. Efter et besøg i den infrarøde sauna i Valby Vandkulturhus, så er jeg kørende igen. Det virker både smertelindrende, afstressende og opkvikkende på mig.

Brugen af sauna i behandling af ømme kropsdele her og der er undersøgt, og der er næppe tvivl om, at varme generelt har en positiv effekt. Infrarød varme er bare en helt anden oplevelse.

Nærmest lunken
Jeg kan ikke holde ud at sidde i en almindelig sauna i meget mere end 5 minutter. Så skal jeg ud og trække vejret. Når man ser ind i en infrarød sauna, så ser man et halvlunkent mørkt rum og tænker “hmmm gad vide om den her egentlig er tændt”.

Så lægger man sig derind, og så lige så langsomt begynder man at mærke kroppen blive varmet op. Varmen føles helt anderledes end traditionel sauna. Det bliver aldrig ubehageligt varmt, det svarer mest til følelsen af at blive varmet af solen (som jo også udsender infrarøde stråler).

Der er lavet et studie af infrarød saunas effekt på leddegigt, der viste færre smerter og mindre stivhed. Du kan betale dig til infrarød sauna-behandling i dyre domme på klinikker, og der er meget lange lister over, hvilke fordele infrarød sauna har for kroppen. Der er ikke forsket tilstrækkeligt til at kunne sige noget om ret meget, men et enkelt studie opsummerer, at det kan have en effekt på kroniske smerter, kronisk træthedssyndrom mm. Og så er det bare virkelig rart – selvom man ikke fejler andet end almindelig vintersløvsind, småstress eller generel usselhed.

Her kan du prøve det
Tjek de lokale kommunale svømmehaller i dit område. Flere og flere har fået infrarød sauna. Der findes også en variant, som visse klinikker tilbyder, men jeg foretrækker svømmehallens priser, og så kan man også starte med en svømmetur.

Har du prøvet infrarød sauna eller nogen af de andre former for alternative sauna, der er kommet?

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
10 kommentarer
Vibeke

Jeg kommer også i valby 1-3 gange om ugen. Det er så lækkert. Jeg er først i varmtvandsbassin og så derefter i alm sauna og inferrødsauna. Det er lidt ærgerligt, at den inferrøde ikke er større, for den bliver nemt lidt overfyldt.
– Vibeke

Pudderdåse Katja

Ja. Jeg overvejede også virkelig meget om jeg skulle sprede budskabet :p

Lisa

Måske ikke helt i samme boldgade, men kunne I ikke lave et indlæg med collagenlysbehandlinger? Det er efterånden en ting mange skønhedsklinikker har og jeg kunne egentlig godt tænke mig at vide om det virker:-)?

Pudderdåse Katja

Jeg skal kigge på det 🙂

Maria

Øvs …. ser ikke ud til, at det er noget, vi umiddelbart har her på Fyns land …. kunne ellers være dejligt, for er der een, der er monster træt af vinter og kulde <– c'est moi!

Pudderdåse Katja

Jeg fandt dette på google, der står om nogle planer: http://www.odense.dk/Presse/Nyheder/Nyheder%202009/~/media/BMF/KOMMUNIKATION/Svoemmehaller%20Klosterbakken%20og%20Middelfartvej.ashx
Ellers kan jeg se et par klinikker af dem, jeg omtaler, der tilbyder det på Fyn

Bodil

Åhh jeg er også afhængig. Det er ikke ubehageligt som almindelig sauna, så deafjer der endnu ikke har prøvet det,må give det et forsøg. Er super til sportsskader, en forstuet fod, ømme skuldre, begundende dårlig ryg etc. Så der hvor der ikke er en i svømmehallen, må I igang med at ønske det hos kommunen.

Pudderdåse Katja

Det må de komme i gang med. De kan vel putte det under et forebyggelses-budget 😉

Mathilde

Min mor plejede at tage ind i Valby Vandkulturhus her i efteråret og hun elskede det. Hun havde haft bihulebetændelse og brugte derfor det infarøde lys og så lavede hun akupunktur på sig selv, men nu bruger hun bare en infarød lampe der hjemme 🙂

Pudderdåse Helene

Hej Mathilde
Det lyder meget fornuftigt! Bihulebetændelse er noget fanden har skabt!
Håber hun er kommet sig over det!
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *