Tilbage fra ferie og shopping i udlandet

“Her har I mig tilbage”, får jeg lyst til at synge, som Kurt Thorsen gjorde, selvom de sidste 10 dage har bragt mig et noget behageligere sted hen, nærmere bestemt en lille rundtur til Frankfurt, Bordeaux og Paris på ferie og familiebesøg.
Vi har haft en skøn ferie og levet på en diæt kombineret af tysk barbecue, Foie Gras (husk man må kun moralisere, hvis man ikke spiser hverken burhøns eller tremmegrise fra konventionelle landbrug), Confit de Canard, min farfars kones skønne hjemmelavede franske mad, godt med Crème brûlée og Ile Flottante godt suppleret op af lokale vine både til frokost og aftensmad. Shopping? Nej det har jeg ikke haft kræfter til.
En smule lykkedes det mig dog, da vi nåede Paris. Jeg har smugprøvet lidt af det, men vil undlade at skrive mere, før jeg selvfølgelig nok skal teste det ordentligt herinde.
Først og fremmest har jeg selvfølgelig købt Kloranes tørshampoo, som flere har spurgt til en test af, og da jeg med skam må erkende, at det er en af de tørshampoo’er, jeg aldrig har brugt, er der hermed rådet bod på det. Og som altid i Frankrig kan man købe den til ingen penge på de franske apoteker. På de fantastiske franske apoteker har jeg også købt Bioderma Créaline H20, som for eksempel Maria har lovprist, og som jeg måtte prøve. Det er en makeupfjerner til både øjne og ansigt.
I lufthavnen købte jeg Diors Diorskin Forever foundation i både den flydende og kompakte version, fordi jeg længe har villet prøve dem. Jeg er altid på jagt efter en naturligt udseende og langtidsholdbar foundation og glæder mig til at se, om denne holder, hvad den lover. Resten af min shopping gik i mere gastronomiske retninger, den vil jeg ikke trætte jer med.
Hvordan har I haft det de sidste par uger?
Hvor kan man ellers købe Bioderma Créaline H20? :-)