
Hold op, hvor jeg bare er ude af træning med at skrive favoritter… Det er ikke selve skriveprocessen, der er svær, det er nærmere udvælgelsesarbejdet inden. I de sidste par måneder, har jeg hver eneste måned troet fast på, at NU ville det endelig ske. Troen og viljen har egentlig været der, men hold da op, hvor har livet kastet forhindringer min vej. På den ene side er det jo rart stadig at blive udfordret. På den anden side har det tæret så meget på kræfterne, at mit overskud har været ikkeeksisterende. Det er træls at skuffe sig selv og ikke mindst dig måned for måned. Der har dog ikke været andre muligheder. Min energi er af gode grunde reduceret til næsten ingenting, så den skal bruges fornuftigt. Det er næsten det sværeste, når man er vant til bare at køre på, selvom kroppen siger stop.
Oktober 2025
I skrivende stund har jeg fundet produkterne frem og skrevet dem ind i et dokument. Det vil sige at jeg ”bare” mangler at fotografere de elleve produkter, der er med i Månedens favoritter: Oktober 2025. Erfaringen viser dog, at netop denne opgave kan have lange udsigter på denne årstid.
I denne måned har jeg haft brug for blød og nærende pleje til kroppen. Der er så uhyggelig langt mellem, at jeg falder for et cremeprodukt til kroppen. Det er derfor næsten altid noget, jeg deler. Der er trods alt andre end mig, der ikke holder af cremefornemmelsen.
Der er selvfølgelig også en skøn duft, volumen til håret, matte negle og smukke nye blushes. Der er flotte og velplejede læber og nem makeup. Sidst men ikke mindst er der en vaskeolie til intimområdet og ananas i egen juice, nemlig vores Barriere Boost gavesæt.
Tekst markeret med * indeholder reklamelinks
Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar
Tekst markeret med $ er reklame for eget produkt
1. Garnier Body Superfood 48h Hydra-Sensitive Balm Oat Milk + Probiotic Fraction*
Da jeg faldt over denne creme, skruede jeg straks låget af… for at stikke næsen i den. Garnier har et vildt spændende sortiment af Superfood produkter. Fælles for de fleste af produkterne i denne serie er desværre den voldsomme parfumering. Garnier Body Superfood 48h Hydra-Sensitive Balm Oat Milk + Probiotic Fraction er undtagelsen, der bekræfter reglen. Faktisk burde Garnier Body Superfood 48h Hydra-Sensitive Balm Oat Milk + Probiotic Fraction ikke være blandt favoritterne. Konsistensen på cremen er nemlig liiiige tynd nok i min optik. Dog må jeg erkende, at min hud virkelig godt kan lide den. Trods den lidt vandede og ret lotionagtige konsistens plejer den huden virkelig godt! Så selvom konsistensen ikke falder i min smag… Og sikkert ikke er rig nok om en måned, så er den en kæmpefavorit lige nu.
2. Byredo Animalique Eau de Parfum*
Da jeg duftede til en lille prøve tilbage i 2023, var jeg øjeblikkelig solgt. Det er sådan en ren, let pudret og sofistikeret duft. Det eneste, der er rigtig sært med denne duft, er navnet. Meget kan man kalde den, men animalsk er bestemt ikke én af dem. Rå kan jeg godt gå med til… Åbningen er upoleret, kantet og utæmmet, faktisk vil jeg næsten kalde den eksplosiv. Det er særligt kombinationen af mimose, viol og ruskind, der vækker mine sanser. Det er modsætninger der mødes. Når den syrlige åbning af bergamotte og citron, mødes med solbeskinnet mimose, nyudsprungne violer… og ruskind. På huden er det netop ruskind, men også bunden af tobak, rav og sandeltræ, der er efterladt.
Det er kontrasterne, der giver duften et langt liv på huden. Duften er helt perfekt her til den lidt koldere del af efteråret.
3. Park Concept Fiber Mousse*¤
Katja klagede på et tidspunkt sin nød over den manglende volumen i sit hår. Det opslag svarede søde Christel fra Park Concept på. Hun tilbød at sende forskellige produkter, så Katja kunne prøve. Der var heldigvis også nogle af stylingprodukterne til mig. Christel skød endda en video med brugsanvisning til denne Fiber Mousse, og jeg skal love for, jeg blev nysgerrig. Det er mange år siden, jeg har prøvet et lignende produkt, og det var sådan en cremet voksagtig konsistens. Når jeg skal prøve den slags, er jeg altid så nervøs for at fejldosere. Det tror jeg dog er relativt vanskeligt med Fiber Mousse, da man sagtens kan mærke effekten i håret. Efter endt føntørring havde jeg så meget volumen i håret, at det næsten fortjente et billede. Det betyder, at for første gang i MANGE år bruger jeg mousse igen.
4. Essie Gel Couture i farven 40 Fairy Tailor og Matte Top Coat*¤
Før årtusindskiftet købte jeg en smuk neglelak fra Maybelline, den overraskede mig dog, da jeg lakerede neglene… Den dybe metalliske røde nuance viste sig nemlig at være mat. Det er en tekstur, som jeg har det blandet med på neglene. Det ser flot ud, men fornemmelsen er jeg bestemt ikke fan af. Fejlagtigt troede jeg egentlig, at mat neglelak var en uddød trend. Det matte look fungerer særdeles godt til de ”nude” nuancer. Det giver simpelthen din manicure en helt anden kant. Det er jo meget godt, at man er fan af looket, når nu ens shopping er gået lige hurtigt nok. Det var nemlig ikke den overlak, jeg ville have haft med hjem. Essie Gel Couture er nemt at bruge, manicuren holder godt og ligner ret godt gelélak uden at være det.
5. The Makeup Library Mineral Face Glow Blush i farverne Rouge Affair og Crush*¤
Da jeg så, at det tyndede ud i The Makeup Library Mineral produkterne i Normal, blev jeg vildt trist. Helt lettet fik jeg snart at vide, at det heldigvis bare var en designændring, mærket havde gang i. To af de gamle produkter, jeg aldrig fik delt på bloggen, var de ufatteligt anvendelige blushes. Dem brugte jeg så meget, at jeg har købt en erstatning, der venter… Da de nye landede i postkassen blev jeg alligevel glad. De er helt anderledes end de gamle, men pæne og meget klædelige. For hver af nuancerne gælder, at de gør det godt på mange hudtoner. I øvrigt er de veganske, så jeg kan bruge dem i hele ansigtet. Det er noget lettere at lægge makeup, når man kan matche det hele i et chikt monokromt look.
6. Maybelline Lifter Glaze Oil Balm i farven 08 Acai Glaze*
I øjeblikket er mine læber tørrere end nogensinde før. Det er så slemt, at jeg har overvejet at læse mine gamle anmeldelser, for at afhjælpe problemet. … Når jeg skriver indlæg, sidder jeg oftest med de produkter, jeg skriver om. Før tog jeg derfor Maybelline Lifter Glaze Oil Balm på. Sådan blev jeg mindet om mine knastørre læber. Det så mildest talt skrækkeligt ud, fordi pigmentet sad fast i de tørre områder. Her bare fem minutter senere, er der absolut ingen revner eller tørhed at spore. Den er altså ikke bare anvendelig som lidt diskret farve på læberne, det er et vanvittigt plejende produkt. Produkter, der både er fine og samtidig virker plejende, er jo noget af det, jeg holder mest. Der er ti fine farver at vælge mellem, så der er sikkert også en for dig.
7. Yope Velvety Smoothness Hydrophilic Oil-Based Intimate Care Cleansing Gel*¤
Intimhygiejneprodukter er ikke rigtig noget, jeg har haft brug for. To gange i mit nu halvtredsårige liv, har jeg haft udfordringer. Det var da jeg mødte ham den langhårede i 1997, og i 2005 da min bredskuldrede yngste meldte sin ankomst. Ellers har der aldrig været noget. Desværre har jeg ikke bare én men to helt åndssvage hofter, der vanskeliggør en del bevægelser. Oven i de udfordringer er jeg jo lige lovlig rund, så der er afgjort ting, der er blevet sværere. Sådan en ting som intimhygiejne er én af dem… Det er ikke så meget rengøringen i sig selv, det er mere nervøsitet for sæberester og den slags. Derfor er jeg blevet ret glad for denne rensegelé, der er som den blødeste bruseolie. Der er desværre duft i, ellers tror jeg, at det ville være et perfekt produkt.
8. GOSH Forever Mineral Eye Shadow i farven 019 Matt Olive Green*¤
Nææææhhh! Se lige en cremeøjenskygge på stift form, sikke et originalt valg af mig! Misforstå mig endelig ikke, jeg er aldeles forelsket i GOSH Forever Mineral Eye Shadow… Det er forudsigeligheden i valget, jeg laver sjov med, og altså udelukkende mig selv jeg griner ad. Fortræffelighederne ved dette produkt har jeg allerede skrevet en masse om. For at det ikke skal være løgn, er de nye faktisk endnu bedre. Holdbarheden, farverne, ja selv anvendeligheden er fuldstændig fabelagtig. Det er over ti år siden, jeg stiftede (hø hø!) bekendtskab med Forever Mineral Eye Shadow, jeg er stadig fan! Med den nye formel er der blevet sorteret i farverne, det er både godt og skidt. Især de mørke nuancer savner jeg allerede. Manglen på de mørke nuancer er dog det eneste skår i glæden.
9. By Lyko Small Blending Eyeshadow Brush*
Der er især én slags pensel, jeg altid kigger efter, når jeg ser på pensler. Derfor endte denne lille pensel straks i kurven, da jeg købte ind hos Lyko. Før dette køb har jeg ikke rigtig kigget på By Lyko, der, som navnet antyder, er Lykos eget mærke. Du kan få nærmest alt, hvad hjertet begærer indenfor kategorien… Der er pensler, hudpleje, neglelak, duftlys, håndsæbe, sovemasker og alt muligt andet. Og det hele findes til meget rimelige priser. Når jeg en eller anden dag, får tid, skal jeg klart kigge nærmere på sortimentet. Der er helt sikkert mange flere favoritter i sortimentet. Makeuppen ser i hvert fald også spændende ud, ellers har man jo altid brug for flere pensler… Small Blending Eyeshadow Brush er præcist så lille, at den er perfekt placering af farve i globelinjen og den efterfølgende udtoning.
10. Pudderdåserne Barriere Boost*$
Denne her taske blev præcist, som den skulle være. Det er så rart, når noget lykkes så godt, så er det også lettere at grine ad de mange forhindringer undervejs. Tasken indeholder to af vores produkter nemlig Cremen og Alt i en Hyaluronsyre. Det er produkter, næsten alle kan have gavn af. Dem vil jeg ikke skrive mere om her, for det er jo tasken, der er ny for mig. Det var vigtigt for os at udformningen var god, og at tasken var så rummelig som overhovedet muligt. Da jeg så den endelige version, blev jeg derfor nærmest lykkelig. Selvfølgelig har jeg taget den beskyttende indpakning af, men selv den er fin. Katja delte et billede af, hvor meget der faktisk kan være i den. Det er rart, når man skal på tur, at det ikke er nødvendigt med et helt batteri af løse produkter.
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.
