Inspirationen til Tirsdagstip: Læs lige det hele… sprang ud af en uheldig overskrift. Det er, som jeg har nævnt før, ikke altid inspirationen lige flyder. I øjeblikket kunne jeg virkelig have det bedre, hvorfor jeg søgte aktivt efter inspiration på det store internet. Min søgen gav hurtigt pote, for jeg faldt over en trist overskrift. Havde jeg ikke læst videre, havde jeg fuldstændig misforstået meningen med artiklen.
Det falder meget godt i tråd med et møde, vi selv holdt i dag. Det er klart, at vi gerne vil gøre det så nemt for vores kunder som overhovedet muligt. Det er desværre blevet fuldstændig uoverskueligt at vælge produkter fra os. Uanset hvor mange indlæg vi skriver her på bloggen, er det jo ikke alles indgangsvinkel til produkterne. I forbindelse med vores designændring har vi også omskrevet bagsideteksterne. Det var tiltrængt, udfordringen er bare, at den tekst står så pokkers småt…
Læs lige det hele…
Nå, men ovennævnte overskrift var temmelig tragisk, og gjorde mig faktisk lidt trist. I den tilhørende artikel var der godt nok en HELT anden vinkel på historien. Hvor den uendelig triste overskrift faktisk havde været en kæmpe sejr for vedkommende. Det fik mig til at tænke på, hvor godt eller dårligt man læser og sætter sig ind i tingene. Temmelig ofte når jeg svarer på beskeder, kører dialogen i ring, indtil jeg har gentaget mig selv flere gange. Det er aldrig for sjov, når jeg linker til det ene eller det andet indlæg her på bloggen. Ligesom du forventer et svar, så forventer jeg også en dialog, og dermed at du læser, hvad jeg skriver. Nu lyder jeg måske småsur, det er jeg ikke. Det er da bare ærgerligt, hvis du ikke får det fulde udbytte af sådan en dialog.
Spild af din tid
Måske er overskriften lidt selvmodsigende, men jeg står alligevel ved den! Det er nemlig spild af tid, hvis du ikke læser, hvad der står. Det gælder langt de fleste brugsanvisninger, vejledninger og den slags, dermed også de links, jeg for eksempel sender med. Er der noget jeg virkelig ikke holder af, så er det at spilde min men især andres tid. Det er fair nok, hvis det jeg skriver, er uforståeligt. Det er altid rigtig meget information på én gang, og det ER selvfølgelig overvældende næsten uanset udgangspunktet. Selvfølgelig kan jeg også overse en detalje. Ofte læser jeg beskederne flere gange, så jeg er sikker på, at mine svar giver mening. Dialogen er så vigtig, og vi kan kun have den sammen, derfor er det ekstra vigtig at læse det hele. Både meningen og resultaterne afhænger simpelthen af det!
Click Bait
Det er ikke spor svært at regne ud, hvorfor man ikke klikker på links. De fleste af os bliver tæppebombet af såkaldt Click Bait. Altså overskrifter, der lyder fuldstændig vanvittige eller faktisk interessante, der udelukkende har det formål at få dig til at klikke. I en travl hverdag lærer man hurtigt at sortere alt det der fra. Det er helt som det skal være. Så er det bare vanskeligt at hjælpe, når du faktisk sorterer svaret fra. Det er for nylig gået op for mig, hvor lidt af en tekst, der bliver læst og forstået efter hensigten. Det gør mig lidt mismodig, fordi vi faktisk virkelig prøver at gøre os umage for ikke at blive misforstået. Det slipper vi naturligvis ikke altid lige heldigt fra, men vi prøver altså! Nu må du endelig ikke misforstå, ”Tirsdagstip: Læs lige det hele…” tager ikke udgangspunkt i vores indbakke!