Matas har givet deres striber et tiltrængt ansigtsløft og lancerer tre nye serier til ansigtet:
- En renseserie og plejeserie med grå striber under navnet “Mild”
- En “Anti Wrinkle” plejeserie med gule striber til 35+ hud
- En “Firming” plejeserie med lilla striber til 50+ hud
Matas redesigner alle de gamle striber, så de får samme udseende, men i andre farver. Nogle får bare en ny emballage, andre får også et lidt ændret indhold. For eksempel bliver farvestofferne fjernet fra et par ældre produkter.
Under hver af de tre serier er der produkter til flere forskellige hudtyper. Det står med forholdsvis små bogstaver nederst på forsiden og er ikke nødvendigvis noget, man lige opdager.
Helt generelt synes jeg, det er en meget vellykket opgradering af en plejeserie, der i høj grad trængte til et løft. Cremerne er på lufttætte pumper, der er ingen parfume i, og der er mange gode ingredienser i flere af cremerne. Der er selvfølgelig produkter, der er mere interessante end andre, men der ingen, som vi vil decideret fraråde. Der er højest nogle, der er lidt kedelige. Det er en billig, godt indpakket og parfumefri serie med flere gode ingredienser i – man skulle næsten tro, nogen havde læst Pudderdåserne…
Dagcremer med og uden SPF
En enkelt kommentar: Nogle af dagcremerne indeholder SPF15, mens andre er uden solfaktor og bare er en almindelig creme med navnet “dagcreme”, så pas på du ikke kommer til at købe en dagcreme uden solfaktor i den tro, at den indeholder SPF.
De produkter, der kommer med SPF15, indeholder bredspektret beskyttelse mod både UVB og UVA-stråler helt op til de lange UVA-stråler.
Matas Mild renseprodukter
Serien med renseprodukter er enkel og overskuelig. De gode produkter fra de gamle striber er blevet videreført i let opdaterede udgaver.
Matas Mild Micellar Water ligner meget de gamle versioner, som kom forrige år. Faktisk er den en forbedret version af den Matas Natur, som kom sidste år, og som havde en meget høj ph-værdi. Denne er helt magen til den – men med en normal ph-værdi. Tak for den!
Matas Mild Rensemousse minder meget om de øvrige rensemousse fra Matas, som vi altid er fans af, fordi de er milde og ikke generer huden. Læs mere her.
Matas Mild Skintonic er en harmløs halv liter vand med lidt makeupfjerner og plejende ingredienser. Der er ingen grund til at bruge skintonic, men denne er i det mindste harmløs.
Matas Mild ansigtscremer
Mild-serien indeholder en lang række dag- og natcremer til forskellige hudtyper. De er kedelige men udemærkede fugtighedscremer, der ikke indeholder noget bemærkelsesværdigt. Øjencremerne indeholder ikke noget, der gør dem mere velegnede omkring øjnene end ansigtscremerne.
Dagcremen med SPF er mest interessant. Hvis du leder efter en solcreme til overskyede dage, vinterbrug og lign., så er det her en SPF15 med beskyttelse mod både lange og korte UVA-stråler, ligesom de øvrige dagcremer med SPF fra de nye striber.
Matas Anti-Wrinkle
Med de gule striber har Matas kigget dybt i apotekets ansigtsplejeserie med kreatin. Også her er kreatin hovedingrediensen.
Hvorfor er den så det? Kreatin er en aminosyre, der ifølge Matas styrker og genopbygger huden. Paula Begoun giver Matas ret, men jeg kan ikke finde kilden. Der er lavet to enkelte studier af kreatin, men kun i kombination med andre ingredienser, så vi kan ikke bruge dem til at sige noget om effekten af kreatin alene.
Ifølge Matas, Apoteket og råvareproducenten virker kreatin cellefornyende, forbedrer elasticitet og reducerer rynker. Jeg kan ikke finde yderligere dokumentation.
Anti Wrinkle ansigtsolie indeholder planteolier såsom jojobaolie og en lille smule shea. Det er fugtgivende olier, som måske kan mindske den slags rynker, som kommer af virkelig tør hud, men du får ikke færre rynker af hverken jojobaolie, shea-fedtsyre eller nogle af de andre olier, der er i. Konsistensen er tyk og sej. Det mest spændende ved produktet er emballagen.
Matas Firming
Så er der langt mere saft, kraft og solid dokumentation i den lilla Firming serie: Matrixyl, niacinamid og hyaluronsyre (efterhånden en klassisk kombination i dansk hudpleje). Der er bunkevis af undersøgelser, og du kan søge på bloggen, hvor vi har skrevet stolpe op og ned om alle tre ingredienser.
Der er seks forskellige produkter i firming 50+ serien, og bortset fra en unødvendig og kedelig øjencreme er de alle gode valg – uanset alder.
Hvis du gerne vil have kreatinen fra den gule serie, så får du både kreatin, hyaluronsyre og peptider i Matas Firming Natcreme til tør hud, der giver mere for pengene end den markant kedeligere Matas Anti-Wrinkle Natcreme.
Der er i alt 31 nye striber, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at flere vil følge efter.
Disse produkter er de mest vellykkede efter min mening:
- Alle dagcremerne pga den gode UVA-beskyttelse
- Matas Firming 50+ Serum med både peptider, niacinamid og hyaluronsyre.
- Matas Firming 50+ Natcreme til tør hud med kreatin og peptider.
- Matas Firming 50+ Natcreme til meget tør med enzymer fra granatæbler, hyaluronsyre og peptider
- Matas Mild Rensemousse
- Matas Mild Micellar Water
Disse synes vi, du fint kan springe over:
- Skintonic
- Øjencremer
- Anti Wrinkle Ansigtsolie
- Dagcremer uden SPF med mindre du bruger anden SPF sammen med
Her kan du købe det (indeholder reklamelink*)
Du kan købe de nye striber i Matas og på Matas.dk*. Alle cremer, serum og olie koster det samme – 65 kroner. Renseprodukter koster mellem 30 og 70 kroner. Find alle de nye striber her*.
Har I nogen idé om, hvorfor Matas har valgt at deres dagcreme til normal/kombineret hud (fra “Mild” serien) skal indeholde cacao seed butter? I beskrivelsen af produktet skriver de, at cremen er henvendt til folk hvis hud har tendens til at fedte, men jeg synes jeg flere steder kan læse mig til, at cacao seed butter er en alt for fed ingrediens til fedtet hud, og at det vil tilstoppe ens porer, og det er jo ikke særligt hensigtsmæssigt hvis ens hud har tendens til at fedte.
Du har fuldstændig ret. Det er godt set: https://pudderdaaserne.dk/2013/03/27/guide-disse-ingredienser-kan-tilstoppe-porerne/
Nej, den ville jeg også springe over
Tak for et godt overblik. Det er total uoverskueligt at stå inde i butikken og vende og dreje alle produkterne selv… 😉 hvad med rensemælken? Den synes jeg ikke i har haft nævnt i indlægget.
Nej, vi har ikke kigget på samtlige 31 produkter.
Det er en rensemælk, der er ikke meget mere at sige om den 🙂
Jeg bemærkede, at i Firming-dagcremen med spf er alcohol denat listet som ingrediens nr. 6 og iflg. Paula Begoun skal man holde sig fra produkter, hvor alcohol denat er blandt de første 7 ingredienser – hvad er jeres syn på dette?
7? Hun plejede da at sige en 4-5 stykker. Men ja, den står som nummer 5. Det er lige på grænsen. Det er ikke nok til at generere ikke mig, men mærk selv efter. Det giver for mig bare en tør serum som jeg vil bruge mere creme ovenpå. Jeg synes ikke det irriterer. Men grænsen er selvfølgelig altid individuel. For mig bliver det først slemt hvis det står blandt de første 4 cirka.
Mange tak for en rigtig god beskrivelse. Da jeg klikkede ind på Matas faldt jeg også over Nilens Jord har opdateret deres hudplejeserie. Er det noget I planlægger at anmelde/beskrive?
Tak for en rigtig god og brugbar blog!!!
Ja, det vil jeg rigtigt gerne. Jeg vidste det faktisk ikke. Tak
Hej Katja og Helene
Kan 31-årige have glæde af 50+ produkterne eller er det helt skævt?
På forhånd tak for svar 🙂
BH Marie
Ja selvfølgelig!
Hej Pudderdåserne
Tak for en god, seriøs og informativ side. Jeg er blevet meget klogere på nogle af de mystiske ingredienser som mange produkter bliver besunget for. Men. Jeg kan dog ikke tilslutte mig, at matas rensemousse skulle være mild og god. I hvert fald ikke den fra matas natur serien. Min hud begynder at skælle af efter brug – også selvom jeg skynder mig at give den fugtgivende creme umiddelbart efter. Er der så stor forskel på matas mild og matas natur serierne ift rensemousse?
Mvh
Monika
Hej Monika
Nu er det jo helt specifikt Mild Rensemousse fra Matas Striber, vi skriver om her. Og ja, der er så stor forskel, du kan jo selv sammenligne dem på Matas Webshop 🙂
Kh. Helene