Det er over fem år siden, MAC lancerede Pro Longwear Concealer. Og i de fem år har Pro Longwear været min favoritconcealer, og den er det stadig. Den kan det hele.
Den er flydende, nem at fordele og lægger sig pænt. Den kager ikke, lægger sig ikke i rynker eller folder.
Pro Longwear Concealer lever til fulde op til sit navn. Jeg har andre concealere, der på grund af deres farve er bedre egnede til at dække mørke rande med. Men ingen af dem holder lige så godt som denne. Den bliver siddende fra morgen til aften.
Den er pigmenteret og dækker godt. Den klarer alt lige fra rande under øjnene til pigmentpletter og bumser. Hver for sig kan jeg nok udpege en enkelt concealer der er bedre til mørke rande, en enkelt concealer der er bedre til bumser osv, men som allround concealer klarer Pro Longwear sig bedst. Den dækker det hele.
Nogen klager lidt over pumpen, som den kommer i, fordi de mener, at der kommer for meget ud af den ad gangen. Jeg er glad for at slippe for klamme indbyggede pensler og hvad man ellers finder på af applikatorer. Det kræver lidt øvelse at finde det helt rette tryk, men jeg synes personligt, at den er god at dosere med.
I de fem år der er gået, siden MAC lancerede Pro Longwear Concealer, er der kommet mange andre på markedet. Også fra MAC selv. Men jeg har stadig ikke fundet en bedre. Jeg bliver ved med at vende tilbage til denne på grund af
- den uovertrufne holdbarhed
- dækkeevnen
- konsistensen
- det store udvalg af farver og totale fravær af glimmer i produktet
Hvilken concealer bruger I?
Her kan du købe det (indeholder reklamelinks)
MAC Pro Longwear Concealer koster 150 kroner og kan købes på MACs webshop, MAC Pro Store på Købmagergade, i Magasin og i Salling i Aalborg.
Læs mere om MACs farvekoder her. Jeg bruger NW25 i concealer, fordi jeg primært bruger den til at neutralisere de blålilla rande under øjnene. I ansigtet bruger jeg foundation i NC20 – om vinteren. Hvis du ved cirka hvilken farve du er hos MAC, så er Pro Longwear lidt til den lyse side.
Jeg er også stadig kæmpe fan af Pro Longwear – den blev pludselig glemt af hele verdenen, da Urban Decays Naked Skin Concealer kom på gaden. Det var lidt synd!
Men ellers er jeg også vild med NARS Radiant Creamy Concealer – synes det er ret lækkert, at den er tyk i konsistensen 🙂
Jeg bruger den også og er meget glad for konsistens, dækkeevne og holdbarhed, men øv, hvor er jeg ked af pumpen.
Jeg brugte faktisk også pro longwear concealer i lang tid, og synes den både sad godt og dækkede helt fantastisk! Oplevede bare at jeg fik helt vildt mange bumser/små bumselignende knopper på hagen af den, der først gik over da jeg forsøgte mig med at holde op med at bruge den. Lidt en ond cirkel at man får bumser af at forsøge at dække dem! 😉
Bobbi Brown Creamy Consealer under øjnene og Laura Geller The Real Deal i en mørkere farve til at dække diverse småting andre steder i ansigtet. Men det erfristende at prøve MAC’s Pro Longwear ;o)
Bobbi Brown er også fantastisk, men den holder ikke lige så godt. Til gengæld er farverne fantastiske til mørke rande. Laura Geller har jeg ikke rigtig dyrket endnu.
Jeg synes desværre den er noget værre møg. Den lægger sig i de fine linjer, kager, og pumpen er ligeledes noget møg. Alt i alt er jeg slet ikke tilfreds.
Æv hvor ærgerligt.
Jeg er ikke så god til at huske at få kommenret på indlæg, men da jeg læste dette indlæg skyndte jeg mig i Magasin, og fik købt sådan en concealer. Og nøj – det var lige det jeg manglede. Den er godt nok god! Tak for tippet 🙂
Hvor er det dejligt at høre 🙂