Lørdagslook: Style Eye-Con

17.10.15
Lørdagslook: Style Eye-Con

Lørdagslook: Style Eye-Con

Siden lanceringen af Marc Jacobs Beauty i Sephora tilbage i maj måned har jeg haft produkterne liggende, af en eller anden grund er jeg bare ikke blevet så forelsket, som jeg regnede med at blive… på den anden side har de aldrig fået muligheden, fordi de hver gang er blevet vraget til fordel for noget af alt det andet, jeg også tester. De sidste par uger har jeg kigget på Eye-Con The Lolita virkelig mange gange, men det er ikke så tit, jeg er i humør til beige og brun, heldigvis er der efterhånden ret mange virkelig cool farver af de skønne Highliner Gel Crayon, og det var dem, der gjorde, at jeg endelig fik taget mig sammen til at få testet produkterne.

Marc Jacobs Beauty
Inden jeg begynder på beskrivelsen af looket, vil jeg kort gå igennem de produkter, jeg nu har testet i en uges tid. Det var meningen, at looket skulle på bloggen sidste lørdag, men tiden løb helt fra mig, og så ville jeg hellere vente til i dag…

  • Style Eye-Con No. 7 i farven 206 The Lolita: No. 7 refererer til antallet af øjenskygger i paletten. The Lolita indeholder tre helt matte skygger, en meget glitret skygge og tre med perlemor. I mine øjne er paletten oplagt til brug i hverdagen, i lørdags gav jeg den gas med glitter øjenskyggen i midten, men lige bortset fra den er de seks resterende skygger altså ret rolige.
  • Le Marc Lip Crème i farven 234 Core Cora: Nuancen er skøn klar koralrød, jeg er vild med den. Læbestiften holder godt uden at være tør og træls. Faktisk holdt den så godt, at jeg var nødt til at tage den af, fordi jeg kom til at tvære den ud, jeg var nemlig sikker på at den var væk, da jeg tørrede mig om munden. Det er med garanti ikke min sidste læbestift fra Marc Jacobs Beauty.
  • Highliner Gel Crayon i farverne Blue Me Away! og Blacquer: Der er meget stor forskel på de to linere, den sorte Blacquer er både cremet, pigmenteret, holdbar og kulsort. Blue Me Away! er så sej og tør, at jeg startede med at knække spidsen af, da jeg forsøgte at tegne med den. Forskellen på de to er, at der er perlemor i Blue Me Away! Derfor prøvede jeg en mørkeblå variant, som også indeholder perlemor, desværre var den lige så sej.
  • (P)outliner Longwear Lip Pencil i farven Honey(Bun): Det er en fast og meget holdbar lipliner. Den meget faste konsistens giver en meget præcis streg, som indrammer læbestiften eller giver en skarpt optegnet og meget holdbar læbe. Denne nuance er ret god til mange forskellige nuancer, fordi den læner sig op af min læbefarve.

Det ærgrer mig simpelthen sådan med de eyelinere, og jeg skal have fundet en løsning, for farverne er ualmindelig fine. Hvad er dine erfaringer med Marc Jacobs Beauty og har du eventuelt et tip til de fine linere, som jeg ikke kan få til at fungere?

Style Eye-Con
Sidste lørdag fejrede jeg fødselsdag for søde Maja fra Fløjgaard & Malek, og det var altså derfor, jeg tænkte, at der skulle masser af glitter på øjnene… I min hast glemte jeg at starte med øjenmakeuppen, og derfor fik jeg en del af den meget glitrede øjenskygge på kinderne, da jeg tonede den lidt ud. Det var ikke sådan at få væk igen…

Lørdagslook: Style Eye-Con

  • Hud: Det var dagen for ny makeup, for Makiash er et andet mærke, jeg har haft liggende i et stykke tid. Mine forventninger var høje, og de produkter jeg prøvede fungerede også glimrende. Som base under min foundation brugte jeg Makiash Primer Fresh & Matt. Det er en let gelé, som virker kølende og dejlig frisk på huden. Derefter lagde jeg Makiash BB Cream Multi Action i hele ansigtet, og med IsaDora Nude Sensation Fluid Foundation dækkede jeg lidt rødme på kinderne og i panden. For at lysne i øjenkrogene og mundvigene brugte jeg Anastasia Beverly Hills Concealer, og til at mattere T-zonen brugte jeg Make Up For Ever Pro>Finish Multi-Use Powder Foundation (Sephora).
  • Kinder: Øverst på kindbenene lagde jeg først Benefit Watt’s Up! Soft Focus Highlighter For Face, derefter lagde jeg den fine Makiash Blush i farven Bright Coral på kinderne, der, som navnet antyder, er en klar koral nuance med guld perlemor.
  • Bryn: Fordi der var gang i looket med masser af glitter, valgte jeg at tegne brynene op med den lyse Eylure Brow Pencil No30 Blonde. For at fiksere brynene valgte jeg Oriflame Giordani Gold Eye Brow Gel i farven Blonde, som jeg er blevet rigtig glad for at bruge, når jeg bruger en blyant.
  • Øjne: Som altid markerede jeg den øverste vippekant langs rødderne, her brugte jeg Marc Jacobs Beauty Highliner Gel Crayon i farven Blacquer (Sephora). base på øjenlåget brugte jeg den lyse ende af Kardashian Beauty Double Up Double–Ended Eye Sticks Black/Diamond. Derefter lagde jeg den helt lyse matte nuance fra Marc Jacobs Beauty Style Eye-Con No. 7 i farven 206 The Lolita (Sephora) øverst i globelinjen. Den næste matte nuance lagde jeg i globelinjen, og i yderste øjenkrog brugte jeg den mørkeste af de tre matte nuancer. Derefter lagde jeg den beige nuance med perlemor fra inderste øjenkrog og på resten af den bevægelige del af øjenlåget.
    For at få den meget glitrede øjenskygge i midten af paletten til at hæfte bedre på øjenlåget, brugte jeg NARS Pro-Prime Smudge Proof Eyeshadow Base(Sephora)og pressede skyggen fast. Til sidst tonede jeg lidt ud, så kanterne ikke var så skarpe. Langs nederste vippekant lagde jeg Marc Jacobs Beauty Highliner Gel Crayon i farverne Blue Me Away! (Sephora).
  • Vipper: Det er altid lidt et sats for mig at prøve en ny mascara… især når jeg som i lørdags skal ud. Sædvanligvis er jeg sjældent fan af en mascara de første par gange, jeg bruger den. Og jeg var mildest talt ikke venner med NARS Audacious Mascara (Sephora)
  • Læber: Den fine Marc Jacobs Beauty (P)outliner Longwear Lip Pencil i farven Honey(Bun) (Sephora)passer godt til mine læbers farve, så jeg startede med at lægge den hele vejen rundt i læbekanten. Derefter lagde jeg Marc Jacobs Beauty Le Marc Lip Crème i farven 234 Core Cora (Sephora), som altså holdt virkelig fremragende.

Lørdagslook: Style Eye-Con
Det var både produkterne fra Marc Jacobs Beauty og Makiash samt NARS Audacious Mascara, der var nye for mig, og det er også en noget blandet følelse, jeg sidder med her efterfølgende. Hverken NARS eller Marc Jacobs Beauty er kendt for at være særligt billige, og derfor ærgrer det mig virkelig, når jeg ikke helt kan få pris og kvalitet til at hænge sammen. Det er selvfølgelig vigtigt at huske, at det er første hånds indtryk, og derfor kan det sagtens være, at jeg når at blive helt glad for nogle af de ting, som ikke fungerede for mig her.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
5 kommentarer
Stine

Nu er jeg ret glad for brune nuancer og øjenskygge, så jeg måtte prøve den hypede Marc Jacobs palette. Og hans contour palette røg også i kurven på den franske Sephoras website (eneste mulighed for Sephora i Nordjylland), for fragten er 18 Euro, så noget mere måtte jeg købe på sitet (som efter fransk snobberi forbillede kun er på fransk). Nøj en skuffelse 🙁 Begge produkter er pudrede og glimmerskyggen i paletten endte all over the place. Produkterne var bare lagt i en kasse uden yderligere indpakning, så det var heldigt at de nåede hele frem efter den lange rejse. Så jeg er ikke fan af hverken Sephoras franske webshop eller Marc Jacobs Beauty. Hov, sikken en sur kommentar. Dit look er rigtig flot og jeg er vild med Marc Jacobs Decadence duft, så den kommer på ønskesedlen 🙂 Men fransk Sephora og makeup fra Marc Jacobs nej tak 😀

Helene Randløv

Hej Stine
Decadence er FAB! Hvis du har mod på at gøre forsøget igen eller kommer forbi København, så skal du kigge på lægestifterne! De er gode! Hvis du har paletten endnu, synes jeg du skulle prøve igen. Skyggen med glitter, kunne jeg med det samme se, ville drysse, hvorfor jeg valgte at duppe primer på, inden jeg forsigtigt pressede skyggen på med en pensel.
Kh. Helene

Stine

Kære Helene. Jeg solgte paletten, men tippet med primer før glimmer tager jeg til mig. Jeg har i øvrigt en Marc Jacobs neglelak “Petra”, som min veninde har foræret mig – out of this world smuk! – og ok holdbarhed. Men selvom jeg er københavner og elsker min by kan jeg af forskellige grunde ikke komme tilbage, og Sephora forbliver derfor ikke en mulighed at besøge desværre – altså med mindre jeg tager færgen til Göteborg ;). Kh Stine

Marie

Åhh, så smukt!! Med hensyn til primeren under glitteren, som du jo forklarede så fint i dagens tip, så tænkte jeg på om du har erfaringer med fx. glitter glue versionen af Too Face’s shadow insurance? Jeg bruger nemlig alle de tips du anbefaler, med den almindelige primer. Mit problem er dog heller ikke, at det drysser, men snarere at det ligesom smitter af over øjenlåget.. Det er bare heller ikke optimalt, og er blevet lidt skræmt væk fra de fine glimmerskygger/pigmenter, hvilket jeg synes er super ærgerligt, så ethvert forslag modtages med kyshånd!
Mine eyelinertips kender du sikkert i forvejen, men nu spurgte du 😉 jeg varmer dem næsten altid op ved at tegne lidt på håndryggen, men hvis den er helt umulig, får den lige et par sekunder under hårtørreren, det gør dem altid noget mere samarbejdsvillige, hvis det da er det, at de er hårde, der er problemet 🙂

Helene Randløv

Hej Marie
Tak for dine tips, jeg prøvede dem alle… jeg har dog ikke opgivet endnu, på den anden side er jeg også for nærig til at give så meget for en eyeliner og så skulle arbejde SÅ meget for det 😛
Jeg er glad for Glitter Glue, men… den klistrer VIRKELIG, så jeg bruger den KUN til glitter, jeg er derfor usikker på om den vil kunne hjælpe på problemet, eller om du bare ender med noget, der er værre… Jeg er usikker på, om man kan få TFSI Glitter Glue i Sephora her hjemme, men hvis man kan, skal du da bede om en prøve, hvis den kan løse problemet, er det afgjort det værd! Har du prøvet med almindelig glidecreme? Det er jo en af de ting, som også kan holde på glitter og noget mange har liggende… Jeg går lige i tænkeboks :-*
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *