Det er sjovt med denne favorit, for det er et af de produkter, som jeg bare hader at elske. Sephora Nail & Cuticle Care er et af produkterne fra Sephoras eget mærke fra ”stik noget i dåsen”-linjen. Og det er egentlig ikke et koncept, som jeg er særlig begejstret for, bare fordi jeg helst selv vil bestemme, hvad det produkt, jeg bruger, rammer. Mest fordi jeg jo kun i særligt klumrede øjeblikke har neglelak ud over hele fingeren… Heldigvis er olie i en anden kategori, og det kan jeg bedre accepterer den ukontrollerede omgang med.
Ingen løbere…
Det der med at stikke fingeren i dåsen kræver jo ikke den helt store uddannelse, og den største fordel er, at det ikke er et problem at dosere olien. Det har aldrig rigtig været min spidskompetence at dosere olie eller creme for den sags skyld. En af de helt store fordele ved konceptet er, at olien ikke løber eller på anden måde havner der, hvor man i hvert fald ikke har lyst til, at det er… Det er især smart, hvis du er en af dem, som bliver lidt rastløs med hænderne, når du bare sidder.
Duft og brugervenlighed
En af de ting, mine negleprodukter ofte dumper på, er lugten. Hverken kvalme, hovedpine eller dårligt humør står højt på min hitliste, og det er ofte det negleprodukter og håndcremer med kraftig duft resulterer i. Sephora Nail & Cuticle Care indeholder parfume, men den er ikke kraftig eller ubehagelig.
Den dåse af Sephora Nail & Cuticle Care, jeg har, er ret gammel. Alligevel lugter den ikke harsk, det skyldes til dels at låget lukker tæt, og så er der også noget alkoholen i. Det, at låget lukker tæt, betyder også, at dåsen kan komme med i tasken, uden at olien har tager flugten. Når produkter kan ligge i tasken og komme med på farten, så er det trods alt lidt lettere at få dem brugt.
Der er den igen
I øjeblikket er der en særlig ingrediens, som er gået igen i flere af de hårprodukter, jeg har testet. Og selvom jeg ikke har ledt efter undersøgelser, som kan bekræfte det, jeg oplever, så kan Kamelia olie altså noget! Det er faktisk den olie, som er grunden til, at jeg fandt dåsen frem igen. Og nu har jeg lige købt en til, for jeg VIL blive god til at huske mine neglebånd… Og med de resultater, jeg har oplevet på håret, så er jeg faktisk ret spændt på, hvad olien kan gøre for mine negle.
Om ikke andet er der mandelolie i, så både neglebånd og negle skal nok blive smurt.
Sephora Nail & Cuticle Care koster bare 70 kroner, og du finder den i Sephora i Illum og i Field’s.