Olfaktorisk onsdag: Dufte til dig med ascendanten i Skorpionen

Olfaktorisk onsdag: Dufte til dig med ascendanten i Skorpionen
23.10.24
Olfaktorisk onsdag: Dufte til dig med ascendanten i Skorpionen

Det er lidt selvmodsigende at insistere på at udgive disse indlæg i soltegnenes sæsoner eller måneder. Og hvad så hvis det er… Det er heldigvis mig der bestemmer, og i mit hoved er det helt logisk. Skorpionen er andet vandtegn i dyrekredsen, og det betyder, at vi er to tredjedele gennem tegnene. Skorpionen er jo mit eget soltegn, så jeg kender energien rigtig godt. Det er helt rart at have noget at trække på, sidste måned var jeg for eksempel helt på herrens mark. Til alle de andre tegn har jeg haft alle mulige noter skrevet ned og duftene er mere eller mindre valgt. Overskriften ”Dufte til dig med ascendanten i Vægten” stod helt alene med en dato. Der var hverken dufte eller træk, og derfor var det et temmelig udfordrende indlæg at skrive. Nu er jeg med igen både på den ene og den anden måde.

Når energien matcher en duft

Det er jo dybt personligt, hvad man synes, der dufter godt eller det modsatte. ”Dufte til dig med ascendanten i Skorpionen” er skåret over samme læst som de øvrige indlæg. De forskellige dufte matcher altså en energi eller et specifikt træk. De træk, der er valgt til hvert enkelt tegn, er dem der er mest sigende for personligheden forbundet med ascendanten. Det er generelle træk, der ofte går igen i beskrivelserne af det pågældende tegn. Det er selvfølgelig mig, der har valgt dem, ud fra min begrænsede viden om astrologi.
Synes du, det er for mystisk, latterligt eller hvad ved jeg, kan du fint læse om de skønne dufte alligevel. Måske har du brug for en duft, der fremhæver en mere skjult side af dig selv. Dufte er et virkelig godt værktøj i hverdagen. Det gælder, uanset hvilken side du ønsker at tydeliggøre.

Dufte til dig med ascendanten i Skorpionen

Du lægger sikkert ofte ører til diverse tilståelser og livshistorier. Det er meget heldigt, på den måde slipper du nemlig for at dele noget om dig selv. Du er ekstremt fedtet med detaljer om dig selv, før du er HELT tryg ved folk. Et af de ord, der altid går igen i beskrivelserne af dig med ascendanten i Skorpionen, er intens. Ofte er du tiltrukket af mere mørke og mystiske dufte. Ordsproget ”Det stille vand har den dybe grund”, er nærmest en overskrift til dette tegn. Det er også sådan med de fleste af duftene herunder. Der er gemmer sig nogle fine og meget smukke dufte, hvis du giver dem en chance. Fælles træk for duftene er transformation og det er også et af de ord, der går igen om Skorpionen. Man skal lige ind på livet af dem…

Tekst markeret med * indeholder reklamelinks

1. Den sanselige

Den blide kæmpe kaldte jeg den for sjov, da jeg skulle forklare duften til en ven. I virkeligheden er det en ekstremt dækkende beskrivelse af Altheïr, der blev lanceret i Parfums de Marlys* herreserie. Kønnede dufte er selvfølgelig noget pjat, det tager jeg mig ikke af, og det bør du heller ikke. Det er så afbalanceret og rolig en duft med blide noter af bergamotte, appelsinblomst og kanel i åbningen. Det er en fed vanilje, der spiller hovedrollen i hjertet sammen med en afrundet og citrusagtig balsamisk elemi. I bunden er det let røget pukkenholt, en pudret moskus, en lidt metallisk og sæbet ambroxan og en tæt sødme. Det er sådan en hyggelig, blød og rar duft, man ikke kan andet end nyde og læne sig tilbage i. Althaïr er perfekt til sene nætter, hvor du deler hemmeligheder og drømme med din eneste ene.

2. Den observerende

Personer med ascendanten i Skorpionen er ofte stille og observerende frem for at stå på scenen. Fra bagerste række observerer de alle andre, og der er ikke noget der undslipper deres opmærksomhed. De gør alt for at kamuflere sig, og derfor passer Comme des Garçons Odeur 53 perfekt. Da den blev lanceret i 1998 var det en banebrydende duft, der består af alle mulige virkelig sære noter. I beskrivelsen af den fremgår blandt andet varm lyspære, ørkensand, tørretumbler, bjerge og nyslået græs… Ja, og luft. For mig dufter den af sejlads, tovværk der er tørret i solen, et hejst sejl og saltvand. Den har noget lidt metallisk og nyt over sig. Det er ikke en ret nem duft at beskrive, så det lader jeg være med. Odeur 53 dufter simpelthen fantastisk, så du kan indtage din plads uden at genere andre og samtidig gå under radaren.

3. Den enigmatiske

Pantomime Act 3 tilføjer endnu mere mystik til dig med ascendanten i Skorpionen. Det er en røget, rå og samtidig uendelig blød oud fra Laos. Det er under normale omstændigheder ikke en ret tilgængelig note. Det er selvfølgelig heller ikke den, der spiller hovedrollen… det er molekylet methyl ionone alpha extra. Normalt bliver dette molekyle brugt til at fremhæve andre noter. Det gør det sådan set også her. Det er bare nogle helt andre nuancer af denne normalt så brutale oud, der kommer frem. Act 3  åbner med citrus og lavendel. I hjertet er det rosengeranium, oud fra Laos og molekylet methyl ionone alpha extra. Sammen med den intense oud bliver en dyb patchouli, saftig fyrretræsnote og et strejf af rosengeranium på huden.
Duften er inspireret af den hedengangne The Mudd Club. Det skulle efter sigende være et sted for et mere cool og råt klientel.

4. Den karismatiske

Du spotter dem på det intenst stirrende blik og det cool ydre. Personer med ascendanten i Skorpionen har ofte en virkelig vild og tiltrækkende energi. Egentlig vil de helst være i fred, men andre drages af dem. De er ofte sådan nogle klipper, man kan læne sig op ad. De er vanvittigt loyale, indtil de ikke er det mere… De husker hver eneste fornærmelse, så du skal passe på, hvad du siger både i og uden for deres selskab. Byredo Animalique* har samme energi… åbningen er ren og rar med bergamotte og citron. Et øjeblik senere er den rå, mørk og intens præcis som deres blik. I hjertet kigger kombinationen af violer og en meget urtet og grøn mimose frem. I bunden lurer varme fra ambra og en cremet note af sandeltræ. Til sidst er det ruskind og en krydret tobak, der viser tænder.

5. Den hemmelighedsfulde

Personer med ascendanten i Skorpionen er både ekstremt indfølende, meget intuitive og følsomme. Liquides Imaginaires Île Pourpre udgiver sig ved første blik for at være noget andet, end den er. Farven på flakonen afslører en hvis intensitet, men du skal være forberedt på en anderledes duft. Det er noget så sjældent som en frugtig duft, uden den sukrede sødme… Den er både sprudlende og nedtonet på samme tid. Den åbner ekstremt grønt og urtet med en kraftig ingefær, kvan, kinesisk mynte og bergamotte. I hjertet er det søde modne figner, en krydret bynke og bukkehorn, der tilføjer en spændende krydret bitterhed. I bunden er det en fantastisk ren cedertræsnote og en skovbundsagtig patchouli. Der er også både ambroxan og cashmeran, der tilføjer henholdsvis lethed, varme og en kompleks sødme. Afrundingen er en flødeskumsnote, der bidrager med noget cremet og luftigt til denne berusende duft.

6. Den utilnærmelige

Man kan ikke gemme sig, hvis man har fanget opmærksomheden fra en person med ascendanten i Skorpionen. De observerer fra afstand og nærmer sig langsomt, men kun hvis du er interessant. De er ikke blege for at servere sandheden råt for usødet. Det får dem til at virke temmelig utilnærmelige og rå. Præcis sådan er duftene fra BeauFort London, denne er dog lidt mere tilgængelig… men stadig helt sin egen. Absent Presence åbner med en grøn og bitter galbanum, friskkværnet sort peber og bergamotte. I hjertet har violblade selskab af en helt let æterisk jasmin, der er som en let blomstret brise. I bunden hersker vetiver, en cremet sandeltræsnote, en ren og sæbet cedertræsnote og et strejf af læder. For varme og holdbarhed på huden er der en skøn moskus og en let krydret sødme fra rav.

7. Den intense

Den orangerøde flakon er så neutral, at man helt glemmer, hvilken intensitet den gemmer på. Maison Crivelli Hibiscus Mahajád (Illum) er så kraftig, at man kan nøjes med et enkelt lille bitte spray. Det er ikke sådan en duft, man skal dufte til lige med det samme, det er for overvældende. Faktisk er den så intens, at flere ligefrem skærer ansigt, nar de dufter til den. Det er sådan en duft, man godt kan blive lidt dårlig af, så man skal være varsom med doseringen. Solbær og et let strejf spearmint åbner denne anderledes, vilde og frugtige eksplosion. I hjertet skal du forestille dig smagen af hibiscuste kombineret med en intens rosennote og et drys kanel. Hibiscus Mahajád har samme frugtige, krydrede og saftige kvaliteter. I bunden er det vanilje og ambrette. Giv den en chance, den er smuk, når den er dampet lidt af.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *