Tirsdagstip: Bliv glad for dit spejlbillede

Rynket hund
03.09.24
Rynket hund

Det er sjældent, jeg bliver så provokeret, at jeg føler mig nødsaget til at skrive et indlæg. ”Tirsdagstip: Bliv glad for dit spejlbillede” er dog resultatet af et opslag på facebook forleden. Det var en 34-årig kvinde, der udtalte: ”…at mange måske slet ikke ved, hvordan en naturlig 30-årig ser ud”. Det er da ikke, fordi jeg ikke forstår, at det er træls at blive tippet femten-tyve år ældre, end man er. Det synes jeg bare ikke berettiger én til at udtale sig på andre kvinders vegne. Det, synes jeg faktisk, er mindst lige så lidt klædeligt, som det er at diskutere navngivne personer på Reddit.
Det er ærgerligt, fordi denne kvinde bliver gjort til ansigt for en stigende tendens til, at unge får foretaget indgreb. Tallene er aldeles skræmmende, set herfra hvor jeg sidder, men det er (heller) ikke mit job at dømme på den måde.

Mange mulige årsager

Det er aldrig rart at være genstand for andre menneskers dom. Så jeg forstår sagtens behovet for at forsvare sig. Det er bare lidt ærgerligt at gøre det ved at kaste os andre under bussen. Der kan være mange grunde til at man ældes hurtigere end gennemsnittet. Miljømæssige påvirkninger, dårlige vaner, alt for meget sol, utilstrækkelig hudpleje er bare få af de mulige grunde. Du kan også bare være udstyret med usandsynligt uheldige gener. En jævnaldrende bekendt kalder sin panderynke for øksehugget, ”… det har jeg fra min far, sådan skal det være”.
Årene er naturligvis ikke gået sporløst henover mit ansigt heller, det ville være unaturligt, når nu jeg er otteogfyrre år. Endnu er jeg dog sluppet for familieforbandelsen med MEGET tunge øjenlåg, selvom jeg ikke bruger øjencreme. Begge mine forældre har døjet med det og har fået fjernet en del af det øvre øjenlåg.

Bliv glad for dit spejlbillede

I forbindelse med bloggen testede jeg for cirka tolv år siden Restylane i mundvigene og Botox i panderynken. Det behøver jeg ikke at gentage foreløbig, selvom virkningen naturligvis er forsvundet, men nu forstår jeg, hvad det handler om.
Selvfølgelig er der dage, hvor jeg kigger på mig selv i spejlet og tænker, at det ikke er helt heldigt. Det hænger selvfølgelig også sammen med, hvordan jeg har det fysisk. Dog er det oftest psyken, der påvirker min selvopfattelse negativt. Heldigvis er jeg blevet langt mindre kritisk med alderen, eller også har jeg bare affundet mig med, at det nu engang er sådan jeg ser ud. Selvom du måske føler dig fjollet, er det en god vane med anerkendende ord til dig selv i spejlet. Uanset hvor svært du selv har ved at se det, er du med garanti smuk, fokusér på det!

Uoverskuelige konsekvenser

Heldigvis har hende med den trælse udtalelse aldrig selv tænkt over, at hun ser ældre ud end sine jævnaldrende. Det er så grænseoverskridende og træls at blive konfronteret med det, fordi andre sidder og hønser om én. Sidstnævnte er ikke et behov, jeg vil gøre mig klog på…
Det ændrer dog ikke på, at tallene for indgreb er steget, og at dem, der får dem foretaget, er yngre. Det tror jeg, modsat hende, ikke hænger sammen med et forvrænget billede af virkeligheden. Det er nærmere en anderledes opfattelse af, hvad forebyggende pleje er. Det er jo lidt det samme med de her ”Sephora Kids”. Udfordringen er, at konsekvenserne af de mange behandlinger fra en ung alder desværre kan bidrage til en slags dysmorfofobi. Det er et kæmpeproblem i mine øjne, selvom jeg selvfølgelig bifalder, at du helt selv, skal bestemme din vej.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
4 kommentarer
Ann-Katrine

Hej
Jeg er ivrig følger af jeres blog, og læste i den anledning selvfølgelig også dette indlæg, og artiklen der er årsag til det. Det er sjovt, som vi kan opfatte ting forskelligt. Jeg synes, artiklen dyrlægen har medvirket til er supergod, kan give andre med samme følelser selvtillid, og støtter op om, man er smuk som man er, uanset alder og alderstegn. Jeg synes bestemt ikke, hun nedgør dem, der føler behov for kosmetisk indgreb, men netop pointerer, det er den enkeltes behov og selvfølelse, der er vigtig. Jeg synes, hun er modig og fordomsfri og i øvrigt en rigtig smuk kvinde. Og hun sætter ord på, hvad jeg tror, mange, især kvinder tænker om sig selv. Hvor “normal” er jeg og mine alderstegn i forhold til andre på samme alder. Det er jo umuligt at sige i vores tid med div. hjælpemidler. Måske er det også ligegyldigt, men det er vel en meget menneskelig ting, at sammenligne sig med andre.
I øvrigt er jeg også stor tilhænger af, hvad du skrev i et tidligere indlæg, hold dog negative meninger for dig selv, og ros noget mere. Jeg har sjældent mødt et menneske, der ikke er et eller andet pænt at sige om udseendehedsmæssigt.

Maria

Det her får mig også til at tænke på en ting, som vi let kommer til, når vi kigger os selv i spejlet; nemlig at fokusere på én ting. Og det er selvfølgelig den ene ting, vi ikke bryder os om. Og så overskygger den ene ting helheden. I det her tilfælde er det rynker, for mig er det mundvigen.

For ja, jeg kan godt se, at hun har tydeligere rynker, end folk jeg kender som er små 10 år ældre end hende. Men hun ser bestemt ikke ældre ud end dem. Hun ser YNGRE ud en dem. Og det er hun jo. Hun har bare lidt tydeligere rynker.

Så ja, jeg er helt enig med jer. Vi skal være søde ved os selv og sige anerkendende ord til os selv i spejlet. Og aktivt vælge ikke at kigge på den ene ting i spejlfladen, som ikke lige lever op til, hvad vi (eller medierne) synes er perfekt. Zoom ud ❤️

PS: jeg burde selvfølgelig passe på med et kollektivt “vi”. Men jeg fornemmer, jeg ikke er den eneste, som er ramt. Dysmorfofobi er selv i hverdags light-versionen et livsglædesænkende og åndssvagt problem.

Sara

En billig og simpel kur mod begyndende dysmorfobi er at droppe SoMe. Det virker og har også en masse andre positive effekter, end et mildere syn på eget spejlbillede.

Helene Randløv

Hej Sara
Det er nok lidt lettere for en voksen, end det er for en ung/barn. Dysmorfofobi er en psykisk lidelse, man naturligvis skal være opmærksom på, men det er ligeså meget ude i virkeligheden, særligt de unge bliver påvirkede.

Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *