Forleden havde jeg travlt, da jeg skulle ud, så jeg kom afsted uden øjenbryn. Det er selvfølgelig ikke verdens undergang, selvom det kan føles sådan… Egentlig tvivler jeg stærkt på, at andre lagde mærke til det.
Det er noget tid siden, jeg farvede eller fik farvet bryn sidst. Nu er mine bryn jo tatoverede og altså ikke helt så sølle længere, hvilket jeg er VILDT taknemmelig over. Det er dog ret tydeligt, når jeg glemmer brynmascara, fordi hårene er så lyse.
Mit spejlbillede fik mig til at tænke på alle de år, jeg sprang brynene over. Det gjorde jeg, fordi de var plukket så tynde, at jeg skammede mig over dem. Udseendet af mit værk, altså de ikkeeksisterende øjenbryn, har påvirket mig negativt i så mange år. Det er selvfølgelig en af grundende til, at jeg VIRKELIG ikke håber, at den tendens får ligeså mange ofre som dengang.
Lad dine øjenbryn være
De fleste kender jo mig som dåse og forventer derfor, at jeg har makeup på. Når jeg en sjælden gang glemmer mascara eller øjenbryn, tror de derfor, det er meningen, sådan er det ALDRIG. Netop fordi mine øjenbryn eller mangel på samme, har påvirket mig negativt i så mange år, forsøger jeg ikke at dømme andre. Derfor piner makeuptrenden med manglende eller helt tynde bryn mig.
Naturligvis bestemmer man selv, hvad man gør. Hvis man endelig skal fjerne brynene helt eller delvis, så vil jeg anbefale, at man bruger en skraber i stedet. Selvom det er længe siden, så har jeg jo selv været teenager engang… Derfor er jeg helt med på, den udfordring det er at modtage råd fra en gammel dame som mig. Gå tilbage i vores arkiv og kig på billeder af mine bryn… det er på ingen måde et kønt syn.
De har faktisk en funktion
Det er som sagt ikke verdens undergang, hvis man ikke har bryn, man kan jo også miste dem ved sygdom. I bagklogskabens krystalklare lys kan jeg godt røbe, at det heller ikke var pænt på billederne. Det mest fjollede er, at jeg egentlig ikke har særligt kraftige bryn fra naturens side. Derfor er det jo lidt skørt, at jeg gjorde mig så umage for at plukke dem. Det var selvfølgelig sådan, man så ud i halvfemserne, det er bare ikke så praktisk… nu. Mine øjenbryn voksede nemlig aldrig rigtig ud igen, de er dog blevet lidt kraftigere, end de var dengang. Udover det kosmetiske i at mangle øjenbrynene, har de faktisk en funktion. Heldigvis kan man i dag få tatoveret brynene, så det er pænt og naturligt. Det får jeg bare ikke selve hårene tilbage af, og de er især praktiske, når man sveder.