Der er kommet andre boller på suppen gennem årene… Det er temmelig sandsynligt, at jeg havde grinet mistroisk, hvis jeg havde set billedet af Månedens favoritter: Juni 2024. Det er MEGET svært for mig at tro på, at jeg kunne blive sådan en cremetype. Prøv lige at tælle antallet af cremer… Godt nok er den ene en SPF, men så mange cremer og så blandt favoritterne. Det havde været helt utænkeligt før og så endda i juni måned. Det er sjovt at følge med i sin egen udvikling og se, hvordan præferencerne ændrer sig. Det kan jeg godt anbefale, at du gør. Tag for eksempel billeder af, hvad du bruger i øjeblikket og sammenlign om nogle måneder eller et års tid. Der er dog også nogle ting, der er så velkendte, at jeg overvejer, om favoritterne bliver for kedelige. Ja, jeg ELSKER stadig glimmer!
Juni 2024
Der har været temmelig meget at se til i juni, vi har haft mange dejlige fejringer i familien. Blandt andet har ham den langhårede og jeg haft sølvbryllup, det er ret fantastisk, men det er altså også lidt sært. Du kan nok regne ud, at han er af en helt særlig støbning. Femogtyve år er da længe at holde mig ud… Selvfølgelig er han heller ikke altid lige skøn at være sammen med. For det meste er jeg dog alligevel lykkeligt gift.
Blandt Månedens favoritter: Juni 2024 finder du hele fire cremer!!! Der er både gelélak og almindelig neglelak i nogle vildt pæne farver. Den dejlige duft har en ret hyggelig historie. Hårproduktet frembragte ikke straks mine gode sider, og krævede også en undskyldning. Der er efterhånden ingen Månedens favoritter uden noget glimmer og mindst et læbeprodukt, så det er selvfølgelig også denne gang.
Tekst markeret med * indeholder reklamelinks
Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar
1. idHair Me Blow Dry Spray*¤
Min kærlighed til denne spray startede både ved et tilfælde og lidt skørt. Det var en af den slags dag, suk! Dryppende fra badet stod jeg på badeværelset og råbte instrukser til ham den langhårede. Han er typen, der ikke kan finde noget, selvom det står lige foran ham. Naturligvis havde jeg vanvittigt travlt, og min tålmodighed var MEGET udfordret. Til sidst hvæsede jeg nærmest af ham, og så kom han med Me Blow Dry Spray. Med undertitlen ”I’m big and soft, let’s hook up” tænkte han nok, at den var et match… Helledusseda, hvor blev mit hår bare pænt! Ellers er jeg faktisk blevet sådan en, der er uvenner med mit hår, den dag jeg vasker det. Den dag endte med at være en af de bedste hårdage længe. Siden da er den selvfølgelig altid ved hånden, når jeg føntørrer håret.
2. Le Mini Macaron Gel Polish i farven Sun Beam*¤
Nu hvor jeg endelig har taget mig sammen og fået plejet mine negle, skal jeg selvfølgelig have gelélak på igen. Nu sidder jeg her og kigger på de gamle indlæg, og bliver helt flov… Det kan da umuligt være næsten et år siden, jeg sidst havde så pæne negle, at jeg valgte gelélak? Det fortæller desværre en historie om overskud og mangel på samme. Farven Sun Beam faldt jeg pladask for en dag, jeg sad og tjekkede Le Mini Macaron ud. Det er en smuk orange nuance, og jeg vidste med det samme, at jeg ville have den til juni. Orange er nemlig ham den langhåredes yndlingsfarve, så den farve var som skabt til vores fejringer i løbet af måneden. Inden for de sidste par uger har vi nemlig både fejret sølvbryllup og kærestedag.
3. Woods Copenhagen Sun Body SPF 50*¤
Det, der gør det her job allerfedest, er mødet med megainspirerende mennesker. Sådan en er Martin, der er grundlæggeren af Woods Copenhagen. Det har kriblet i fingrene for at teste de mere spændende produkter fra Woods Copenhagen. På grund af fejringer, fødselsdage og så videre har jeg holdt mig i skindet, i fald min hud blev sur. Nu har jeg taget hele balladen hjem, så jeg kan teste det hele lidt efter lidt. Det glæder jeg mig helt vildt til, for der er rigtig mange spændende produkter imellem. Det er ikke ret mange krumspring, man kan tage i forhold til SPF, derfor nævner jeg de mere spændende produkter. Sun Body SPF 50 er en fin solcreme, og så er der ikke ret meget mere at sige om den… Det er straks mere spændende at kigge på Woods Copenhagens masker og sera.
4. Marc-Antoine Barrois Tilia
Inden Tilia blev lanceret, sprayede Aivaras en prøve på mig. Efter to dage og et bad kunne jeg stadig dufte den. Så hvis du undrer dig over, at duften ser ubrugt ud, så er det altså årsagen. Tilia dufter meget intenst af sommernætter… Der hvor jeg bor på Østerbro, er der rigtig mange lindetræer. I år lovede jeg Mette fra Karmameju at give besked, så hun kunne dufte til dem, når de blomstrede. Det gør de lige nu og luften er tung af den fantastiske duft. I den anledning har jeg fundet lindetræer overalt i byen, det har jeg virkelig nydt. Derfor virkede det bare helt rigtigt at fremhæve Tilia. Der udover lindeblomster dufter af jasmin, ambrofix, vetiver, gyvel og georgywood, der er en syntetisk trænote. Det lyder måske lidt sært, men lige så kraftig den er, lige så sart og fin er den.
5. Rituals… Ritual of Karma Body Lotion Mousse*¤
Indtil dette produkt bliver lanceret i mine to favoritdufte fra Rituals…, glæder jeg mig over denne her. Den gør sig virkelig godt som base for lidt tropiske dufte for eksempel med et strejf af kokos. Som du måske ved, er det ikke en duftprofil, jeg er så vild med… Da jeg modtog en duft fra et af mine yndlingsmærker med netop denne note, gik jeg i træningslejr. I den forbindelse har Ritual of Karma Body Lotion Mousse været en kæmpe hjælp, fordi den neutraliserer noten lidt. Bare af den grund elsker jeg den inderligt! Skumkonsistensen er altså også fuldstændig fabelagtig, den er især rar at bruge på de varme dage.
Duften skulle indeholde noter af lotusblomst og hvid te, det er altså en forholdsvis stille og rolig duft. Den er tilpas sæbet og ren, så den passer til det meste.
6. KVD Beauty Everlasting Hyperlight Liquid Lipstick i farven Scarlet Pearl*
Det kommer bag på mig, at jeg aldrig før har delt denne læbestift. Faktisk måtte jeg mine gamle favoritter igennem, da den ikke umiddelbart kom op, da jeg søgte. Formlen er desværre ikke ret fantastisk, men den er SÅ pæn, og så holder den selvfølgelig fremragende. Alt ubehag ved den supertørre formel er tilgivet med den farve. At den er en favorit er der ingen tvivl om… faktisk er den på billedet næsten tom og det er altså min anden. Hvor meget der er blevet pillet ved formlen siden relanceringen, ved jeg ikke. Umiddelbart er den knap så udtørrende som før i tiden, men jeg blev aldrig rigtig dus med den gamle. Selvom formlen altså ikke er min favorit er læbestiften fantastisk! Der er altid nogen, der spørger til den, når jeg har den på.
7. Karmameju Soul Balm*¤
Mit forhold til balms er hedere end nogensinde. I øjeblikket er det Soul Balm, jeg kaster min kærlighed på. Det er alt det gode som Karmamejus øvrige balms bare uden duft. Den er vanvittigt fedtet, men det er jo præcis dét, jeg synes, er så rart.
I år har jeg været hårdt ramt af pollenallergi, det påvirker særlig mine luftveje om natten. Det betyder, at min trofaste luftrenser står og blæser lige ind i mit ansigt hele natten. Det er rigtig rart, og det spiller en stor rolle for både mit medicinforbrug og min søvnkvalitet. Udfordringen er dog, at min hud og slimhinderne både i næsen og øjnene mildest talt er udsat. Løsningen er, som du nok har gættet Soul Balm. Lige inden jeg lægger hovedet på puden, smører jeg den i ansigtet, også på øjnene og i næsen. Det fungerer perfekt!
8. CND Vinylux Long Wear Polish i farven Chic-A-Delic*
Inden jeg fik taget mig sammen til at få gelélak på igen, glædede jeg mig over den lilla nuance Chic-A-Delic. Nicehands har nærmest alt mit neglelakelskende hjerte begærer. Samtidig er Camilla et af de mest imødekommende mennesker, jeg længe har talt med. Min bestilling af lakker fra Nicehands nåede lige at lande, før jeg fik øje på næste køb. Det er en farlig butik, når man har en svaghed for næsten alt, der changerer eller glimrer. Der er simpelthen så mange ting, jeg gerne ville prøve af. Dog er jeg også bevidst om, at jeg slet ikke har tiden til at lege i det omfang.
CND Vinylux er en af mine yndlingsformler, fordi de holder virkelig godt på mine bløde negle. Det er vigtigt for mig, fordi jeg ikke er så god til at sætte tid af til mine negle.
9. Rom&nd Better Than Palette 00 Light & Glitter Garden¤
Måske kan du huske, at jeg skrev om mit møde med de dejlige finske damer bag Yeppo & Soonsoo. I hvert fald måtte jeg tage mig sammen for ikke at smøre mig ind i alt deres skønne glimmer. Denne palet var med den dag, og jeg kunne næsten ikke få øjnene fra den. Skyggerne er cremede, og samtidig er de vildt holdbare, når de kommer på. Paletten er især god, fordi skyggerne kan bruges enkeltvis eller sammen. Kombinerer du den med det, du har i forvejen, får du næsten uendelige muligheder. De ti forskellige glimmerøjenskygger i paletten har ikke kun forskellige farver, glimmeret er også forskellige størrelser.
Det er lettest at bruge skyggerne med en mindre flad syntetisk pensel, så der er styr på placeringen. Hvis du mere er til at bruge fingrene, gør du selvfølgelig bare det.
10. The Inkey List PHA Exfoliating and Hydrating Body Water Cream*¤
I indbakken får vi ofte spørgsmål om røde knopper, ujævn hud og den slags på kroppen. The Inkey List har lanceret kropspleje, og denne her er virkelig et hit! Katja delte for noget tid siden to gode og virksomme kropsprodukter. The Inkey List PHA Exfoliating and Hydrating Body Water Cream burde være blandt dem! Det er ikke tilfældigt, at den hedder ”Water Cream”, konsistensen er i mangel af bedre ord lidt spøjs. Umiddelbart minder den lidt om skolelim, lige når man trykker cremen ud af tuben. Det er, når den får kontakt med huden, magien sker og den helt vandet. På den uges tid jeg har haft cremen, kan jeg både se og mærke forskel på hudens overflade. Udover det føles min hud mere velfugtet og godt tilpas, jeg tror faktisk, den bliver fast inventar på hylden.
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.