I ”Fredagsfavorit: Depend Gel iQ Polish Kindness Sprinkle” lovede jeg at dele mine yndlingstip med glimmer. I indlægget nævnte jeg et par tips, som jeg siden hen har støvet op på bloggen. ”Tirsdagstip: Forlæng din manicure med glimmer” bliver derfor en noget mere forklarende gentagelse. Som jeg nævnte i fredags, var jeg HELT sikker på, at jeg har skrevet tippet tidligere. Det har jeg sådan set også… det er bare i en bisætning i Månedens favoritter: Januar 2023. En decideret vejledning er lidt svær at skrive, fordi det afhænger så meget af systemet, du bruger. Du kan sagtens bruge helt almindelig neglelak med glimmer i. Så er der naturligvis bare nogle andre forholdsregler, end hvis du bruger et system med gelélak. Du opnår bedre holdbarhed, uanset hvad du vælger. ”Tirsdagstip: Forlæng din manicure med glimmer” gælder altså, uanset om du er til det ene eller det andet!
Forlæng din manicure med glimmer
Det er ikke så svært at forlænge livet på din manicure, og så er det tilmed festligt. Selv bruger jeg glimmer på tre forskellige måder. Selvfølgelig som favoritten i fredags, der med meget lidt indsats kan forlænge manicuren. Faktisk kan du også redde en knækket negl, men det kræver lidt mere, så det er en anden historie. Du skal være opmærksom på markant forlænget tørretid, når du bruger almindelig neglelak.
Til sidstnævnte løsningsmodel er det vigtigt, at neglelakken, du vælger, er tæt pakket med glimmer. Det er dog udelukkende, når der er tale om almindelig neglelak.
Oplever du, at din reparation er for ru, enten på grund af teksturen fra glimmeret eller en for brat overgang, er en overlak en god idé… særligt hvis du ikke bruger almindelig neglelak.
Udgroning
Det tip kan du klare udelukkende med lakken. Det er lidt lettere, hvis du har en smal firkantet pensel, men nødvendig er den ikke. Penslen kan, uanset hvilket format lakken kommer med, bruges til at lægge og derefter fordele lakken. Der, hvor udgroningen er, lægger du enten en bred stribe langs neglebåndet eller en ret stor prik. Bredden på striben eller størrelsen på den prik du skal lægge, afhænger af længden på dine negle. Lakken du lægger ved neglebåndet, skal nemlig trækkes nedad. Om du stopper på midten eller trækker lakken længere ned, bestemmer du selvfølgelig helt selv.
En hurtig fornyelse
Denne løsning er nok hurtigst, og for mange er det den mest overskuelige. Det er en lynhurtig løsning at lægge, udfordringen er helt klart tørretiden, hvis du bruger almindelig neglelak. Tynde lag gælder for alle systemer, men en almindelig neglelak vil opløse lagene under sig. Du skal derfor regne med, at tørretiden skal matche det antal lag af lak, du nu har på. I al sin enkelhed handler en hurtig fornyelse om at bruge glimmerlakken som topcoat. På den måde kan du gøre en lidt trist og måske lettere afskallet lakering spændende igen. Bruger du gelé, kan du lægge en base af lakken, du allerede har på eller bare give den gas med glimmer.
Hakker i lakken på fingerspidserne
Når lakken begynder at falde af på tipperne er dine negle i overhængende fare for at tage skade. De kan få hakker, de kan spalte, især hvis du kommer til at pille, eller de kan simpelthen knække. Alle mulighederne er lige træls. Med dette tip kan du trække den et par dage, før du skal tænke på en ny lakering. Sådan set er det helt det samme, som tippet med udgroning, det er bare tipperne, der skal dækkes. Eller rettere sagt skal de pakkes ind. Det er nemlig sindssygt vigtigt at forsegle tipperne som det første. Du kan også her have glæde af en smal firkantet pensel, men det er ikke nødvendigt. Denne gang trækker du så glimmerlakken nedefra og op. Du kan både gøre det jævnt eller i et mønster, det spiller ingen rolle for løsningen, så længe tipperne har fået et lag.
Hvilken metode bruger du for at fjerne Depend Gel iQ?
Hej Nanna
Jeg bryder overfladen med en fil og bruger enten Remover 2 eller almindelig acetone. For hundrede år siden købte jeg sådan nogle negleklemmer til at holde folie og vat på plads på neglen. Olien har jeg ikke fået prøvet rigtigt endnu… men det står på listen 😛
Kh. Helene