Lidt forsinkede nåede ”Torsdags top ti: Sommerdufte 2023” at blive, men det gør ingenting, når man venter på noget godt. Det er selvfølgelig en ret så nylanceret duft, jeg taler om. Mine forventninger var så høje, at jeg nærmest kun kunne blive skuffet, men det blev jeg heldigvis ikke tværtimod faktisk…
Duftene, jeg har samlet til denne ”Torsdags top ti: Sommerdufte 2023”, vidner om, at det snart er tid til ferie. Det må jeg erkende, at jeg har brug for. Lange morgener, tid til at glo ud i luften og måske noget ægte afslapning. Dagdrømme om fjerne egne bliver det naturligvis også til. Alt det og lidt mere er at spore blandt duftene i ”Torsdags top ti: Sommerdufte 2023”. En del noter af tropeblomster og endda kokos. Ja, jeg overrasker også mig selv! Det ville nu være så kedeligt med den samme smag år ud og år ind…
Tekst markeret med * indeholder reklamelinks
Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar
Torsdags top ti: Sommerdufte 2023
1. 2787 Perfumes Flâneur Eau de Parfum*
I sensommeren er den del af Østerbro, hvor jeg bor, indhyllet i en berusende duft af lindetræer, der blomstrer. Duften fylder mig med stor glæde og taknemmelighed over at bo netop der!
For at være helt ærlig, er jeg altid gået uden om Flâneur. Da der er noget bittert i duften, der driller min næse. Det var faktisk først, da jeg sidste år søgte efter en duft med lindeblomst, at den fik en chance. Ved samme lejlighed fandt jeg ud af, at det ikke er åbningen med lindeblomster og bergamotte, der driller… Det er derimod den knastørre og bitre kombination af absint og irisrod, der har krævet noget seriøs tilvænning. En meget diskret mandelnote giver blandingen en mælket og let cremet kvalitet. I bunden er der en varme fra træ, sødme fra ambra, en grøn skovbundsagtig vetiver og en pirrende stjerneanis.
2. Aerin Hibiscus Palm Eau de Parfum*
Hver eneste YouTuber med respekt for sig selv nævner Hibiscus Palm, som værende den perfekte sommerduft. Især sidste år blev den delt flittigt, og jeg må erklære mig enig. Det er helt bestemt en dejlig duft, nærmere bestemt kan den beskrives som sommerferie på flaske… Se scenen for dig, du er lige kommet op fra en forfriskende svømmetur i det ekstremt blå hav. Din krydrede iste af hibiscus står klar ved din liggestol, der står perfekt placeret i skyggen af kokospalmerne. Jeg kan godt den dag!
Hibiscus Palm åbner grønt med syrlig ylang-ylang og saftige palmeblade og er fint krydret med hibiscus, ingefær og luftig lotus. I hjertet finder du et flor af hvide blomster og en skøn og frugtig frangipani. Duften er smukt afrundet med en cremet kokosmælk, en fed og krydret vanilje og en varme og dybde fra moskus.
3. Goldfield & Banks Sunset Hour Perfume*
Det hører til sjældenhederne at finde en duft med parfum-koncentration. Det krævede et visit på Goldfield & Banks eget site for at være helt sikker. Holdbarheden fejler bestemt ikke noget, det er blot overraskende at gense koncentrationen, jeg husker, fra jeg var barn.
Sunset Hour dufter legesygt, frugtigt, krydret, cremet og lidt salt. Og så dufter den rigtig meget af sorgløse dage og hede nætter. Den åbner med saftig mandarin, modne pærer og hindbær. Hovedpersonen er en sprudlende quandong, der angiveligt dufter som en mellemting mellem syrlig fersken og rabarberkompot. Samme note bidrager med duften af salt og strandvarm hud… Som rygrad for denne anderledes australske note finder du en ren jasmin, grøn mango, ingefær og en smule cremet kokos. Rosenpeber, sandeltræ, en varm og blød trænote, lidt rav og fedme fra Styrax, med et hint af vanilje udgør bunden.
4. Yves Rocher Plein Soleil Eau de Parfum*
Selvom Plein Soleil har en anden duftprofil, end jeg ellers går efter. Det var derfor en overraskelse kun at finde en tredjedel tilbage i min oprindelige flaske. Den må være brugt overordentlig flittigt, fordi jeg kun VIRKELIG sjældent er typen, der bader i duft. Plein Soleil både holder længe og dufter tilpas meget til, at man ikke behøver ret meget. Beskrivelsen af den matcher godt nok dét, jeg kan dufte, men den er meget mere kompleks end det. For eksempel åbner Plein Soleil med en ret så syrlig citrusnote, jeg fanger først citron og senere hen bergamotte. I hjertet er der en spændende komposition af knitrende sprød tuberose og en klar grøn og saftig ylang-ylang. En brise af en næsten æterisk og kølende friskkværnet kardemomme svæver forbi. I bunden er der en uendelig cremet fedme fra en smørblød sandeltræsnote.
5. Raaw Alchemy No Vacancy Eau de Parfum*¤
Holdbarheden af en duft kan ofte ses på koncentrationen… noterne har selvfølgelig også en del at sige. Helt generelt er citrusnoter flygtige, når det er sagt, er der altid undtagelser… Sådan én er den nylancerede No Vacancy fra Raaw Alchemy. Den åbner med en helt fantastisk og sprudlende blanding af citrusnoter. Den knækker på intet tidspunkt over og bliver træls, som citrus noter kan have tendens til. Det netop af den grund, jeg selv har undgået mange citrusdufte.
Med en forfriskende friskpresset juice af pomelo, citronskal og måske appelsin åbner No Vacancy muntert og alt andet end tøvende. Denne symfoni af citrusnoter, forbliver frisk på huden i overraskende lang tid, mens en sart note af jasmin hilser på. Cedertræ, sandeltræ og vetiver tilføjer en tør varme, der bliver på huden og sørger for ret unik duft.
6. Lancôme Idôle Nectar L’Eau de Parfum*¤
Udvidelser af en duftlinje kaster med mellemrum fine dufte som La Vie est Belle Iris Absolu af sig. Der er ikke anden mulighed end at indrømme, at jeg faktisk synes Idôle Nectar er ret skøn. Den er temmelig overvældende i åbningen, men den udvikler sig meget rent på min hud. Når den er dampet lidt af, er det en rigtig rar og virkelig fin balance mellem frisk og sødmefuld rose. Det i sig selv er lidt specielt, for alle de forskellige roser ligger i åbningen. I hjertet byder duften på både karamel og popcorn… det kan jeg heldigvis ikke fange. Det jeg kan fange er sådan en sød Tivoli-duft, hvis du forstår, hvad jeg mener. Det er bare alt mulig sødt, let brændt, poppet, spundet og bagt i en stor pærevælling. I bunden er der en rar og afdæmpet vanilje.
7. Diptyque Eau Rose Eau de Parfum*
Duften af roser vil altid være knyttet til minder om min tidlige barndom. Uanset arten og formen elsker jeg roser. I de senere år er det mere marmeladeagtige noter, der trækker. Det er i øvrigt en sand delikatesse, hvis du kan få fingrene i et glas rosenmarmelade. Duften er skabt af Fabrice Pellegrin, der også er parfumøren bag Plein Soleil herover. Begge dufte er meget fine om end også meget forskellige.
Eau Rose åbner med en vanvittigt saftig litchinote. Derefter er du ikke i tvivl om, hvilken note Diptyque forsøger at sælge dig… I hjertet finder du rose, rose og mere rose. Den intense duft af roser er fremhævet af lidt atypiske noter nemlig kamille og artiskok. Kamille tilføjer noget grønt og en subtil krydring, mens artiskok bidrager til kompositionen med en sær bittersød nuance. Duften afrundes fint af træ og moskus.
8. Maison Trudon Elae Eau de Parfum
Blomstret og feminin er en korrekt om end simplificeret og næsten fattig beskrivelse af Elae. Det er på rekordtid blevet en favorit her hjemme. Der må være et glemt olfaktorisk minde forbundet med gule blomster i min bevidsthed. Der er noget lys og lethed over dem, i hvert fald er jeg sært draget af netop disse noter. Denne duft er som et puf i ryggen til at være den bedste version af dig selv. Elae åbner med en intens saftighed fra æbler og en let krydret note af neroli og måske lidt rosenpeber. Hjertet flyder nærmest over med en intens og elegant jasminnote og en raffineret syrlighed fra ylang-ylang. I bunden finder du en rig og krydret fedme fra styrax og en knasende tør note af sandeltræ. Det er en duft, der giver så mange komplimenter, den er virkelig sofistikeret og meget elegant.
9. Stéphane Humbert Lucas 777 Venom Incarnat Eau de Parfum
Den bedste beskrivelse af denne duft, jeg kan komme på, er dragende. Til en fest for nylig var der virkelig rift om at stå med armen rundt om mig. Det er meget sjovt og interessant, når dufte har den effekt på andre mennesker. Flakonen er endnu ikke kommet hjem fra kontoret, men den får med garanti hurtigt plads blandt ældstens foretrukne. Venom Incarnat har en vinøs åbning med en skøn syrlighed fra de vilde og en sødme fra de almindelige jordbær. En sær og let syntetisk sødme der stammer fra en karamelnote og en frugtig saftighed fra brombær. Den meget anderledes men netop dragende kombination af friskplukkede solmodne hindbær, kanel, en blød og velpoleret cedertræsnote udgør hjertet. Kompositionen afrundes på smukkeste vis af rå patchouli, en let røget tonkabønne, krydret vanilje og råt læder.
10. The 7 Virtues Coconut Sun Eau de Parfum*
På grund af en lidt sen beslutning var jeg bekymret for, om Coconut Sun overhovedet ville nå at lande. Konceptet bag The 7 Virtues er virkelig så fint, og det vil jeg meget gerne støtte op om. Desværre har jeg været uheldig i mine indkøb af duftene. Denne gang gik det rigtig godt… Og Coconut Sun er en skøn ukompliceret duft. Generelt har jeg det umådelig stramt med duften af kokos, men der er selvfølgelig undtagelser. Coconut Sun indeholder den mest naturtro kokosnote, jeg nogensinde er stødt på. Og så klæder noterne bare hinanden helt fantastisk. Den åbner med kokosvand og en afrundet let blomstret citrusnote. Hjertet er en brise fra det salte hav, der bærer noterne af roser, jasmin og frangipani med sig. Afrundingen er en cremet og mælket sødme fra vanilje.
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.