SPF spray over makeup: Garnier vs La Roche-Posay

SPF spray
22.06.23
SPF spray

SPF sprayDe indeholder de samme seks solfiltre, føles meget ens på huden, er parfumerede og kommer i den samme 75 ml sprayflaske. Og så er de selvfølgelig begge ejet af L’Oreál.

Både Garnier og La Roche-Posay har deres egne versioner af de mega-praktiske, nemme og behagelige små flasker med solbeskyttelse på spray, der kan påføres ovenpå makeup.

Men hvis du beder mig om at forklare forskellen på de to, så bliver det her et meget kort indlæg. Der er flest ligheder og meget få forskelle. Bortset fra prisen selvfølgelig. Jeg har givet 88 kroner for Garnier Ambre Solaire Over Makeup Super UV SPF50 version i Normal. La Roche Posay Anthelios Antishine Mist SPF50 koster 159 kroner på apoteket.

Men billedet er alligevel lidt mere kompliceret end som så. Priserne varierer meget, Garniers version kan være svær at finde på lager, og når jeg så skal linke lige nu, så kan jeg finde La Roche Posays version til 119 kroner og Garniers til næsten det samme. Så se jer godt for derude, hvis prisen er vigtig.

Kraftig vs lidt mindre kraftig duft

Den mest påfaldende forskel synes jeg er duften. De er begge parfumerede, men der er forskel i styrken. Garniers dufter meget, La Roche Posays dufter mindre. Jeg er ikke nogen særlig god bedømmer af duft, men styrken kan jeg da fornemme.

La Roche-Posay Anthelios Anti-Shine Mist reklamer med en anti-shine effekt, mens Garnier Ambre Solaire Over Makeup Super UV SPF50 fremhæver fugtgivende hyaluronsyre, og ja den indeholder selvfølgelig hyaluronsyre. Jeg håber dog ikke, at nogen af jer bruger en solspray på aerosol i den tro, at den virker specielt fugtighedsgivende. Et produkt som dette har først og fremmest en funktion: At kunne lægge et ekstra lag solbeskyttelse ovenpå din makeup i løbet af dagen – eller bare på ansigtet uden at få fedtede hænder. Og det gør de begge lige godt. Jeg kan simpelthen ikke mærke forskel på dem. Hvis andre kan, så vil jeg meget gerne høre om, hvordan I gør.

Man skal derfor også langt ned på ingredienslisten for at se forskel. Solfiltrene er de samme, men står i en lidt forskellig rækkefølge. Og de indeholder lidt forskelligt af de stoffer, som der er meget lidt af i, som for eksempel hyaluronsyre.

Unikt produkt

Både Garnier Ambre Solaire Over Makeup Super UV SPF50 og La Roche Posay Anthelios Antishine Mist SPF50 er geniale og praktiske produkter, der giver et superfint og tyndt lag. De er velegnet til genpåførsel i løbet af dagen, hvor alternativet er at man ikke lige får smurt mere på, og jeg kender ikke til produkter fra andre end netop disse, der kan klare det job lige så godt.

Her kan du købe det (indeholder reklamelinks*)

La Roche Posay Anthelios Antishine Mist SPF50 koster cirka 159 kroner på apoteket og i Matas*. Den koster 119 kroner på Med24*.

Jeg fandt Garnier Ambre Solaire Over Makeup Super UV SPF50 til 88 kroner i Normal. Du kan også købe den online på Lyko*  til 99 kroner eller 110 i Magasin*.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Indlægget indeholder et gratis anmeldereksemplar

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
8 kommentarer
Lis

Lyko har sat prisen på Garnier ned til 89.-

Nicoline

Jeg har søgt og søgt, men kan ikke finde det nogle steder, så nu spørger jeg jer eksperter 😅
Jeg ved, at dette spørgsmål slet ikke er relateret til emnet, men ved I noget om BB Glow behandlinger? 😅 Er der risici ved disse, eller er der kun perfekt foundationfri hud i sigte? 🥳

Helene Randløv

Hej Nicoline
Da det kom frem, var der en masse sager, hvor huden havde en helt skæv farve og var skjoldet. Nu hvor der er mange flere, der tilbyder det, er der jo et hav af før og efter billeder, så jeg forstår virkelig godt, at det lokker. Det er ligesom utrolig mange andre behandlinger ikke noget, jeg selv tør at få udført. Men altså jeg turde heller ikke at få lavet bryn… and look at me now 😛
Kh. Helene

Mette

Hej pudderdåser
Tak for en god blog! Jeg er nysgerrig på, om “ensheden” begrænser sig til de der specifikke produkter, eller det gælder Garnier/La Roche-Porsay generelt. Ved I det? Jeg er nemlig fan af LRP’s produkter, men de er jo også lidt dyre. Så hvis man kunne få samme effekt og fornemmelse af Garniers produkter, så ville det jo ikke være skidt. Jeg synes det er så svært at gennemskue alle de der filtre osv.
På forhånd mange tak.
Mvh Mette

Helene Randløv

Hej Mette
Garnier benytter ikke netlock teknologien, som for eksempel er én af fordelene ved LRP.

Kh. Helene

Agnete

Hej! Kender I til et parfumefrit alternativ?
Bedste hilsner Agnete

Helene Randløv

Hej Agnete
Et alternativ til SPF som ansigtsmist, nej… Uparfumeret spray ja… Jeg er i gang med at teste noget lige nu, og der findes andre på markedet også. Blandt andet er der https://pudderdaaserne.dk/2015/07/26/coola-sport-spf-50-unscented-sunscreen-spray/

Kh. Helene

Katrine

Jeg fandt tilfældigt “Garnier Ambre Solaire Over Makeup Super UV SPF50” i normal. Jeg er vild med ideen og det fungerer … tror jeg, men jeg hader duften. 😖
Kan Pudderdåserne ikke lave en uden parfume? 😏

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *