
Når amerikanske eller andre internationale influencere lovpriser Supergoop!, Innisfree eller andre hypede solcremer, som du kan købe på det amerikanske marked, skal du huske på en ting: Amerikanske solcremer skal leve op til en dramatisk lavere standard end vores.
Amerikansk lovgivning er noget værre rod, og de har derfor ikke godkendt nye solfiltre i dette årtusinde. Vi har i EU 29 solfiltre til vores rådighed, når vi skal blande en ny solcreme, mens amerikanerne kun har 17. De moderne europæiske solfiltre er kendetegnede ved, at de ikke irriterer huden, de optages ikke i kroppen, og de er miljø- og allergivenlige. (kilde)
Moderne bredspektret beskyttelse
De nye solfiltre, som videnskaben har opfundet de sidste årtier har især fokuseret på at udvikle beskyttelse mod de lange UVA-stråler helt op i begyndelsen af det synlige lys. Dengang vi var børn, beskyttede solcremer primært mod UVB-stråler, der giver den synlige forbrænding. I dag ved vi, at bredspektret beskyttelse er vigtigt. Billedet her er fra et oplæg ved professor dr.med og speciallæge i hudsygdomme Peter Bjerring.

Har du pigmentpletter, skal du især interessere dig for beskyttelsen mod de lange UVA-stråler. UVA1-strålingen spiller en særlig rolle for hyperpigmentering.
Eller som Helene plejer at sige: UVB-strålerne forbrænder dig og er farlige. UVA-strålerne gør dig grim og gammel.
Supergoop! Unseen Sunscreen SPF40
Supergoop! er et amerikansk mærke, og de er derfor henvist til at nøjes med de godkendte amerikanske solfiltre, når de vil kunne sælge på det amerikanske marked. Denne ansigtssolcreme indeholder en kombination af fire solfiltre: Avobenzone, homosalate, octisalate og octocrylene.
Octocrylene er primært udskiftet herhjemme på grund af risiko for allergi. Der er en lille risiko, men den er der. Nogle af jer kan måske stadig huske da det skete tilbage i 2011 under megen omtale?
Avobenzone var en revolution, da det blev lanceret i Europa samme år, som jeg blev født – 1978. Det giver stadig en god UVA-beskyttelse, men der er kommet mange flere og mere effektive muligheder i dag, hvis du vil have beskyttelse mod de længste UVA-stråler – og det vil du gerne.
Her kan du købe det (indeholder reklamelinks*)
Supergoop! kan du købe i blandt andet Sephora*, men jeg synes hellere, du skal smutte ned på apoteket eller Matas og kigge efter en solcreme fra La Roche Posay* eller Avène*.
“Grim og gammel”, hold da op
UVA-strålerne gør hverken huden pænere eller yngre, det er helt sikkert!