Fredagsfavorit: Libby App

Fredagsfavorit: Libby App
24.03.23
Fredagsfavorit: Libby App

Favoritten denne fredag kunne godt være en omgang Kleenex Balsam… Eller måske den læbepomade der i denne uge har ligget i lommen på mine pyjamasbukser. Det er længe siden, jeg har overgivet mig og tøffet rundt med morgenhår, nattøj og været SÅ sølle. Det har vel sin charme, hvis jeg altså ikke havde haft det så råddent. Fredagsfavorit: Libby App er det bedste bud på et produkt, jeg har brugt meget. Postevand og nus ad libitum fra ham den langhårede står også på listen. Det har været meget ophidsende, kan du nok forstå.
Sædvanligvis læser jeg ualmindelig mange bøger. Det er sådan en ting, jeg mest deler med mine nære mennesker. I denne uge er det dog uden tvivl Libby App, der både har underholdt mig og givet mig ro. Libby App er e-Reolens app, hvor du kan låne ligeså mange bøger, du har lyst til om måneden.

Libby App

Det har holdt hårdt at blive dus med Libby. I årevis har jeg brugt den gamle Overdrive app, men omkring nytår overgik den til Libby. Det var først i sidste sekund, jeg tog skridtet, for jeg synes, at Libby er langt mindre intuitiv at bruge. Det er selvfølgelig bare til, jeg har lært den at kende ligeså godt, som jeg kendte Overdrive. Først var jeg lige ved at få en nedsmeltning over at min ”ønskeliste” var forsvundet… den fik jeg heldigvis genetableret. Nu mangler jeg kun at få genetableret min bogliste fra i år, det håber jeg selvfølgelig stadig på lykkes. For lydbogslyttere er den virkelig let at have med at gøre. Selve det lytteinterface, appen benytter, er meget intuitivt. Når man er sådan en febertype, skal man bare huske at tænde sleep timeren. Så bogen ikke lige pludselig er færdig… uden man rigtig har hørt den Zzz.

Forskellig smag

Under det første år med Covid-19 slog jeg min egen læserekord, og slap afsted med at læse 322 bøger. Det er både ”rigtige bøger”, e- og lydbøger, jeg læser og hører. Så mange bøger har jeg ikke læst, siden jeg gik i folkeskolen. Under mere normale omstændigheder bliver det vel til to til tre bøger om ugen. Det er selvfølgelig kun skønlitteraturen, jeg tæller med her. Nu har jeg jo haft lidt mere tid end ellers, derfor har jeg i denne uge lyttet til:

  • The Murderbot Diaries 1-6 af Martha Wells:

    Det er lidt håbløst at læse bøger med ham den langhårede, for han har en meget særegen smag. Han læser hard core sci-fi og krimier, der nærmest er de eneste to genre, jeg per definition holder mig fra. For at have lidt at tale om har jeg lyttet til The Murderbot Diaries. Det er en overraskende ligetil og ret underholdende serie, der er sådan en sær blanding mellem YA og Sci-Fi. Den er let og hurtigt læst.

  • Green Light af Matthew McConaughey:

    Den fik jeg anbefalet af ældsten, som synes, den var ret vild. Det er den sådan set også… Den fik i hvert fald bekræftet nærmest samtlige fordomme, jeg havde om ham.

  • The Book Of Lost Friends af Lisa Wingate:

    Endnu en helt ubegribelig hjertegribende bog fra hendes hånd. Jeg vrælede mig gennem hele det sidste kapitel… Det er en side af de slavegjorte menneskers skæbne, jeg ikke før havde overvejet. Hvis du har læst Before We Were Yours, ved du nok, om du kan med skrivestilen. Denne her er strammere, fordi flere af de oprindelige annoncer er med som tovholder gennem bogen. Det er slet ikke til at forstå det savn, de stakkels mennesker har måttet lide oven i alt det andet.

  • The Years af Annie Ernaux:

    Ovenpå at have grædt øjnene ud af bogen ovenfor, valgte jeg en genlæsning af denne personlige og skæve dagbogsagtige fortælling. Den spænder over årtier af levet liv. Er du fascineret af Marcel Proust og har en drøm om at læse På Sporet af den Tabte Tid? Eller har du måske allerede læst den? Uanset hvad er Årene eller her i den engelske udgave The Years ikke helt uden sammenligning… dog LANGT bedre, hvis du spørger mig.

  • More Myself A Journey af Alicia Keys:

    Så fin og dokumentaragtig fortælling af og om Alicia Keys. Det er ikke de store overraskelser, men det er en ret så fin rejse at følge. Så synger og spiller hun også lidt til… og det gør hun i hvert fald godt! Den bliver jeg nok færdig med, inden øjnene lukker i aften.

Det var min uge i bøger… Har du læst noget spændende, gribende eller fantastisk, du kan anbefale? Så er du MEGET velkommen til at dele titlerne med mig <3.

Find eller læs mere om Libby App på Overdrive.Com. Det eneste, du behøver, er at have et lånerkort (oftest sygesikringsbeviset) og en kode til biblioteket. Du kan låne alle de bøger, du vil om måneden dog kun to ad gangen og så er det ganske gratis.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
4 kommentarer
Ann-Katrine

Hej.
Dette er godtnok ikke et spørgsmål om dette produkt, men om butikken Brandshop. Hvad er jeres erfaring med dem? De har jo rigtig mange gode tilbud. Er det for godt til at være sandt?

Helene Randløv

Hej Ann-Katrine
Jeg har ingen erfaringer med den overhovedet.

Kh. Helene

Johanne Kristensen

Hej Pudderdåserne, kan jeg godt bruge jeres Azelainsyre under A-vitamincreme? 🤔

Vh
Johanne

Helene Randløv

Hej Johanne
Ja, det bør du fint kunne. Uden at kende detaljerne for det nævnte produkt, vil jeg som altid anbefale stille og rolig opstart.

Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *