Fredagsfavorit: K18 Leave-In Molecular Repair Hair Mask

K18 Leave-In Molecular Repair Hair Mask
13.01.23
K18 Leave-In Molecular Repair Hair Mask

K18 Leave-In Molecular Repair Hair Mask

Det er længe siden mine hårspidser har været så smadrede. Så jeg besluttede mig for at gribe chancen og afprøve K18 – man ved aldrig hvornår en så god chance kommer igen.

Jeg har igen glemt at spise mine kosttilskud (nogen burde gøre noget ved det faktum, at de kun virker, når man rent faktisk husker at spise dem), og så fik min frisør corona, da jeg skulle have været der sidst. Så toppen af mit hår er sit sædvanlige flade jeg, mens mine spidser ligner sidste års juleneg.

K18 vs. Olaplex

Mange sammenligner K18 med Olaplex, og det skyldes, at de begge virker på samme sted i håret, nemlig hårets svovlforbindelser. Ved at reparere hårets svovl- og brintforbindelser, repareret de og udglatter de det ødelagte hår igen.

Men måden K18 og Olaplex gør det på er meget forskellig. Olaplex har patent på at bruge bis-aminopropyl diglycol dimaleate, der er en slags æblesyre.

K18 har fundet et peptid, som de mener er det allerbedste til at smutte ind i hårets eget keratin og gøre det normalt igen ved at genetablere de tabte brint- og svovlforbindelser.

Så vejen K18 og Olaplex tager ind til de ødelagte brint- og svovlforbindelser er forskellig, men effekten er – i teorien – den samme. At sammenligne effekten direkte har jeg dog intet grundlag for. Jeg ved dog, hvilken en der fungerer bedst i praksis for mig.

Nem at bruge

Det bedste ved K18 er, hvor nem den er at bruge. I modsætning til tilsvarende produkter gør den faktisk din daglige hårvask nemmere og hurtigere.

  1. Vask håret med shampoo. Brug IKKE balsam
  2. Brug K18 i håndklædetørt hår og lad det sidde. Vask det ikke ud.

Når jeg tænker på, hvor mange mulige og umulige hårkure, jeg har brugt gennem tiden, der har krævet, at jeg gik ind og ud af badet, ventede 15 minutter, brugte en hårtørrer og fanden og hans pumpestok, så er K18 sendt fra himlen. Jeg skal bare bruge almindelig shampoo først, må ikke bruge conditioner, og så skal jeg putte den i håndklædetørt hår og lade den sidde. Halleluja. Eneste anden regel er, at den skal sidde i 4 minutter før du begynder at tørre hår eller foretage dig anden styling.

Det bliver ikke nemmere. Eller mere miljøvenligt og energibesparende.

Giver glat hår

Jeg har i en periode nu brugt K18 Leave-In Molecular Repair Hair Mask ved hver hårvask, og det har jeg aldrig gjort med konkurrerende produkter, der simpelthen er for tidskrævende.

Allerede ved første brug var resultatet imponerende. Mine halmstrå-lignende spidser blev glatte igen. Er det så på grund af de avancerede peptider eller fordi der for eksempel er en masse god behentrimonium chlorid i, som er en klassisk balsam ingrediens? Det kan jeg umuligt vide, men K18 har selv publiceret studier af deres peptider, og dette her viser hvordan K18 virker.

De har også foretaget noget så sjældent i hår-sammenhæng som et placebo-kontrollet studie. Produktets evne til at reducere frizz i fugtige omgivelser er testet med to formler, en med peptidet og en uden. Studiet konkluderer at, “The presence of the peptide improved the hair volume change more than 60% in high relative humidity conditions.”

Lidt er rigeligt

Jeg er oprigtigt imponeret af K18. Både af effekten og af, hvor enkelt det er at bruge. Det hjælper ikke, at et produkt virker, hvis det er for tidskrævende og kompliceret at bruge. Især ikke for sådan en som mig. K18 er dyrt pr ml. ja, men jeg bruger virkelig ikke ret meget af det pr gang i min begrænsede hårpragt. Det er naturligvis helt anderledes for andre af jer, men man bruger bestemt ikke lige så meget pr gang som en traditionel hårkur.

K18 skriver selv at det normale er at bruge, hvad der svarer til en eller to “dimes”. En dime er en amerikansk ti-cent mønt, der måler godt 1,7 cm i diameter, hvilket svarer ret præcist til en dansk 25-øre. Start med et halvt pump. Det absolut tykkeste og mest krøllede hår kan have bruge for at bruge op til 3 pump, men så heller ikke mere.

Du skal bruge det til hver hårvask de første 4-6 gange og derefter kan du bruge det hver 3.-4. vask eller efter behov.

Til ødelagt hår

Jo mere ødelagt dit hår er, jo mere gavn kan du have af K18. Hvis dit hår er glat og sundt i forvejen vil du næppe opleve nogen forskel overhovedet. Du får for eksempel ikke mere volumen eller glans til et i forvejen pænt hår. Men har du afbleget og varmestylet dit hår i tusind stykker, så er K18 værd at overveje.

PS. Alkohol står højt på ingredienslisten, hvilket ifølge K D18 handler om at åbne håret og opnå en optimal penetration. Den forklaring giver god mening.

Her kan du købe det (indeholder reklamelinks*)

Du kan købe K18 Leave-In Molecular Repair Hair Mask i 50 ml., 30 ml. eller den lillebitte 5 ml. hvis du bare lige vil prøve, hvad den kan. Du kan købe den hos din frisør eller i Matas*.

Online kan du lige nu købe 50 ml. for 399 på Beautycos* eller på Nicehair* til. Den lille 5 ml. koster hhv 69 kroner og  på Beautycos* og Nicehair*.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
12 kommentarer
Louise

Hej 🙂 Kan den også bruges til permanentet hår? Jeg har nogle gange oplevet, at både kure, balsam og leave-in-halløj nærmest har tvunget krøllet ud af håret fordi det virker “tungt”, men ved du, om der kunne være noget i, der ligefrem skulle kunne gøre dét, nu hvor den gør håret “glattere” – eller er det bare hvert enkelte hårs struktur, der ligesom bliver glattere? Den lyder virkelig god, jeg er trolig Olaplex-bruger, men nærmest fra den ene dag til den anden, synes jeg ikke den virker mere, mit hår bliver mere og mere umuligt og har slet ikke samme gavn af det som tidligere…..

KH Louise

Helene Randløv

Hej Louise
Hvis du kan bruge Olaplex, bør du også kunne bruge K18, men jeg ville nok spørge min frisør i tilfælde af tvivl.

Kh. Helene

Mette

Dejligt at nogen har tænkt tidsoptimering ind i et produkt. Jeg tænker, om det har nogen gavnlig virkning på grå hår eller om andre produkter er bedre til det?
Kh Mette

Helene Randløv

Hej Mette
Hvad mener du med effekt på gråt hår? Det skal jeg lige forstå, før jeg kan svare <3

Kh. Helene

Mette

. Jeg er næsten 50 år og min hårpragt består af en fin glorie af stride, krusede grå hår, blandet med mit almindelige blanke, fine glatte hår. Som jeg har forstået det, mister grå hår kernen og jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt det kan gendannes med de processer med svovlforbindelser, som du beskriver.

Mange tak for at du giver dig tid til at spørge uddybende for at sikre et præcist svar. Det er meget værdsat

Helene Randløv

Kære Mette
Nej, gråt hår indeholder mindre og mindre melanin. Melanocytterne, der danner farven i hårsækkene, bliver simpelthen trætte med alderen. Det har altså ikke noget med svovlforbindelserne at gøre. For cirka hundrede år siden læste jeg noget om B-vitaminernes indflydelse på at bibeholde den oprindelige hårfarve længere, men det kan altså ikke gøre en forskel med allerede eksisterende grå hår. Og i øvrigt er der stor risiko for at det er et reklamestunt af en art.
Hvis dit hår bliver farvet/afbleget, kan du nok godt have effekt af K18, men et almindeligt hår gråt eller ej, har den ringe effekt på <3
Kh. Helene

Bettina

Hej kære pudderdåser
Jeg kan se i skriver, at man kun må vaske sit hår i shampoo, hvis man bruger K18. Betyder det, at jeg så ikke må vaske mit hår i jeres vaskebalsam?
Det skal siges, at jeg endnu ikke har afprøvet K18, men den virker enormt fristende, til mine tørre spidser.
Kh. Bettina

Helene Randløv

Hej Bettina
Vaskebalsam er en shampoo, det er decideret balsam, du ikke må bruge. Selvom Vaskebalsam lyder der hen ad, er ikke helt det samme.

Kh. Helene

Kristina

Hej Pudderdåser,
Kan K18 erstatte en almindelig hårkur hvis ens hår ikke er meget ødelagt men almindeligt tørt? Mit hår er farvet og derfor lidt tørt men jeg er allerede flink til at bruge hårkur mm. så helt ødelagt er det ikke.

Kh Kristina

Helene Randløv

Hej Kristina
Der er en god fugt og ikke mindst fedtgivende hårkur bedre.

Kh. Helene

Pernille Jørgensen

Hejsa jeg vil spørge om man kan bruge har maske/hår kur før k18 leave in. VH Pernille

Helene Randløv

Hej Pernille
Det kan du læse i indlægget 🙂

Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *