I de sidste par uger har jeg ventet utålmodigt på en særlig duft. Da den endelig kom, blev jeg faktisk i tvivl om den skulle med. Det er afgjort en favorit, men den er virkelig speciel… Der er flere af duftene blandt ”Torsdags top ti: Efterårsdufte 2022”, der er kølige… I mangel af en bedre beskrivelse, læste jeg nogle ældre indlæg, hvor ordet intens går igen. Det er dufte som dem, jeg vælger, når det bliver køligere… især når det blæser. Måske er det fordi en af de dufte, jeg har holdt mest af nogensinde, netop havde de kvaliteter? Udover at valget af denne type dufte er et tilbagevendende fænomen for mig, er der vist ingen særlig fællesnævner. Mine ti bud på Efterårsdufte 2022 rummer alle den der intensitet, som indbefatter efteråret for mig… Og en skarphed lidt som luften på den første frostklare morgen.
Tekst markeret med * indeholder reklamelinks
Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar
1. Diptyque 34 Boulevard Saint-Germain Eau de Parfum*
Duften blev endelig indkøbt i Paris i oktober sidste år og vil derfor altid være forbundet til efterår for mig. I sin tid lovede jeg mig selv at købe netop denne duft på den originale adresse. Trods utallige besøg i byen nåede jeg dog først forbi i åbningstiden sidste år.
Historien er, at det er den duft, man fanger, når man træder ind i butikken på 34 Boulevard Saint Germain. Det er i hvert fald ud fra den idé, Eau de Toilette-versionen blev skabt i anledning af Diptyques 50-års jubilæum. I årenes løb blev butikkens særegne duft ofte efterspurgt, hvorfor de satte sig for at skabe den. Den åbner med krydderier og syrlige solbær, derefter folder en skøn buket af roser, violer, tuberose og geranium sig ud. Varme og dybde fra træ, rav og vanilje bliver på huden.
2. Oriza L. Legrand Relique d’Amour Eau de Parfum
Det er få dufte, der gør så lidt væsen af sig og alligevel gør så stort et indtryk. Selv ham den langhårede, der kun sjældent reagerer på mine dufte, spørger til duften. Der hører en fin fortælling til Relique d’Amour, den kan du læse i Månedens favoritter: Oktober 2022. Dufte med historie er endnu mere fascinerende. Der er ligesom mere på spil, der er masser af historie, der er levet liv, og der er nu! Duften er fuld af modsætninger. Den er rå men også sart, den er æterisk men også insisterende og nærværende.
Noterne der åbner den fine fortælling er urter, pinjenåle og en dyb aromatisk peber. Lignelsens hjerte tager form med myrra, harpiks, egetræ, lidt røgelse, hvide liljer og en svag men nærværende sødme. Den insisterende aromatiske pebernote følger mos, olieret træ og moskus til det sidste.
3. Puredistance Gold No. 10 Extrait de Parfum
Duften tager mig i hånden og giver mig følelsen af at komme hjem. Det er vildt opblæst at skrive, men den føles som parfumeversionen af mig. Behovet for at blive mindet om, hvem det egentlig er, har været større end sædvanligt. Så den er blevet brugt flittigt. Der er ingen grund til bekymring. Der er bare sket så meget… Derfor er det også rart at finde støtten, mine egne ben og et solidt sted jeg kan rejse mig igen.
Som nævnt i Månedens Favoritter: September 2022, er det som at bære et kunstværk. Puredistance Gold No. 10 åbner legende med bergamotte, mandarin og krydderier. En munter blanding af labdanum, jasmin, flere krydderier, en tydelig og lidt pebret geranium udfoldes i hjertet. Stilen forstærkes med styrax, tonkabønne, vanilje, myrra, storax, vetiver, patchouli og castoreum.
4. Le Labo Tonka 25 Eau de Parfum*
Efter at have skrevet mig varm og mere ind i Efterårsdufte 2022, er jeg blevet klar over en anden fællesnævner. Nemlig at ingen af disse dufte er særligt feminine. De er alle sammen lidt rå præcis ligesom årstiden.
Tonka 25 er tusmørke, den dufter af varm hud, en let røget og krydret sødme, røgelse og træ. Den er diskret og alligevel berusende. Mange dufte bliver lidt vamle, når tonka kommer ind i billedet. Le Labo har holdt den i virkelig stramme tøjler. Noten får her et let bittert og røget anstrøg, som jeg ellers kun kender fra sort kardemomme. I kombination med cedertræ bliver duften ren, let kamferagtig, sæbet og pudret. En sart appelsinblomst, et strejf af vanilje og en blomstret styrax tager legende over. Mens mørket falder på sniger en fuldfed næsten smøragtig moskus sig ind i kompositionen.
5. Matiere Premiere Crystal Saffron Eau de Parfum
Duften og smagen af safran kan jeg nærmest ikke få nok af. Min fascination af denne note skyldes nok, at det var en af noterne i den favorit, jeg nævnte ovenfor. Aurelien Guichard, manden og næsen bag Matiere Premiere skaber dufte for at betone en enkelt note. Denne tilgang, der kunne være dødkedelig, er en hyldest i hans hænder. Crystal Saffron er et mesterværk, duften er så skarp, at den er svær at beskrive. Safran har sædvanligvis en sødme, den, synes jeg, er barberet væk. Noten er her kølig, tør, metallisk og nærmest læderagtig. Den åbner med den syntetiske moskusnote Habanolide, der er så intens og tør, at man næsten mister vejret. I hjertet er der fuld fokus på safran, mens tiden på huden afgøres af røgelse og Ambroxan, der er en anden skøn syntetisk animalsk note.
6. 27 87 Perfumes #hashtag Eau de Parfum*
Aldehyder dufter så forskelligt og kan være mange ting, at det nærmest er uforskammet at skære dem over en kam. Aldehyderne i #hashtag minder lidt om petrichor, og det er netop denne kvalitet, der gør denne duft interessant. Det er en ubestemmelig men meget dragende duft. Inspirationen bag #hashtag er nok ikke så svær at gætte, når man ser navnet. Uanset hvilket socialt medie, du benytter dig af, kan du tiltrække opmærksomhed ved hjælp af hashtags. Med dette #hashtag tiltrækker man faktisk mere opmærksomhed, selvom duften på ingen måde er overdøvende. Næsen bag #hashtag er Daniela Andrier, der står bag en lang række meget specielle dufte, jeg elsker. I kombination med petrichor åbner duften med violblade. Et hjerte af temmelig pudret iris og en finurlig frugtighed fra olibanum folder sig ud, mens cedertræ og moskus runder så fint af.
7. Laurent Mazzone Scandinavian Crime Extrait de Parfum
Det er dufte med en profil som Scandinavian Crime, der er årsag til mine duftpræferencer til efteråret. Det år jeg blev kæreste med ham den langhårede, forærede han mig nemlig en duft. Duftnørder i hele verden begræder stadig dens forsvinden. Scandinavian Crime har samme kølige elegance og krydrede dybde. Det er en krydret sag, og den giver mig samme følelse af at komme hjem som duften ovenfor. Afhængigt af hvilke noter din egen duft fremhæver, kan Scandinavian Crime godt blive lidt maskulin, det er jeg vild med. Den åbner med en brusende komposition af krydderier som kardemomme, sort peber, ingefær, muskatnød og koriander. Når boblerne har lagt sig, tager en blanding af mørk patchouli, cremet sandeltræ, indbydende cedertræ og en røget oud over. Rav, vanilje, moskus, røgelse og labdanum tilføjer dybde, et strejf af sødme og en invitation ind i mørket.
8. Maison Martin Margiela Replica Whispers in the Library Eau de Toilette*
Tanken bag Replica er, at duftene kan minde os om, få os til at fejre og ikke mindst dele de oplevelser og følelser, som særlige begivenheder eller steder vækker i os. Når jeg ikke lige er dåse, så læser jeg, sædvanligvis bliver det til et par hundrede bøger om året. Derfor købte jeg ved lanceringen Whispers in the Library uden nogensinde at have duftet til den… Det var lidt vovet, for beskrivelserne af den var ærligt talt vage. Whispers in the Library er sødere, men ellers er duften, jeg associerer med bøger, ramt meget godt. Forordet er krydret med sort peber og en næsten frugtig patchouli. Fortællingen tager form med en aromatisk grøn cypriol, en støvet tonka og en varm styrax. En sød og cremet vanilje, oliebehandlet cedertræ samt en tør og røget vetiver skriver epilogen.
9. A Lab On Fire Hallucinogenic Pearl Eau de Parfum
De særegne og utæmmede dufte fra A Lab On Fire er skabt af en sammenslutning af kendte næser med frie hænder. Uden at vide det, forestiller jeg mig et kreativt, engageret, vildt eksperimenterende og udfordrende miljø. Det er i hvert fald sådan, jeg opfatter duftene, og Hallucinogenic Pearl er ingen undtagelse. Den åbner med en tør sødme fra abelmoskusfrø, en blomstret bitterhed fra rosenpeber og et strejf syrlig bergamotte. Udover de knasende tørre og næsten røgede noter af viol og orrisrod rummer hjertet en kuriositet med historie. Iriseine De Laire er et nik mod parfumehistorien. Det er også første offentliggjorte brug af de mange fine syntetiske ekstrakter, den store ingrediensproducent Symrise, har overtaget fra det næsten mytiske laboratorium De Laire. Ruskind, friskfældet lyst træ og forskellige moskusnoter afrunder duften og omslutter dig som en lun, godt brugt skindjakke.
10. Yves Rocher Voile D’Ocre Eau de Parfum*¤
Voile D’Ocre minder lidt om Le Labo Santal 33, en duft jeg endnu ikke har lært at holde af. Derfor stod den bare i æsken på mit bord, hver gang jeg så den, blev jeg helt træt. At Voile D’Ocre overhovedet fik taletid skyldes ham den langhårede, der meget overraskende prøvede den på. Det er jeg rigtig glad for, Voile D’Ocre har nemlig ændret mit syn på mere end én duft.
Blandt de to offentliggjorte noter er cedertræ og sandeltræ. De to forklarer den grønne harpiksagtige duft og den træagtige, cremede og nærmest mælkede duft. Udover det dufter jeg en tør, let støvet, krydret og frugtig varme, som nok skyldes en solid dosis Iso E Super. I hvert fald genkender jeg ovennævnte kvaliteter fra de klassiske Iso E Super bomber som Feminite du Bois, Fahrenheit og Trésor.
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.