Fredagsfavorit: Vand

Vand: Maya Water
12.08.22
Vand: Maya Water

Hvor ofte værdsætter du vand? Vi drikker det, bader i det, vasker i det, skyller og meget andet med det. Sent onsdag aften fyldte jeg for mindst femte gang min drikkedunk med vand. Der blev jeg fyldt med en kæmpe taknemmelighed over, at jeg bare kan åbne og drikke vandet direkte fra hanen. Har man bare en gang været nødsaget til at slæbe vand til sit hotel, ved man, hvor heldige vi er.
Onsdag eftermiddag var jeg på Handelsfagskolen i Skåde, hvor jeg skulle præsentere kommende materialister for vores produkter. Respekt for de unge mennesker! Selv klokken fire om eftermiddagen i et kogende varmt lokale formåede de at være tilstede og interesserede. Vores søde sælger og en af underviserne hentede vand til mig, der nærmest stod og smeltede for øjnene af eleverne. Det var helt ekstremt i lokalet, og derfor også ekstra rart med dejlig koldt vand.

Livets vand
Et liv uden drikkevand i hanen er jævnt besværligt. Dengang jeg både dyrkede friluftsliv og rejser til fjerne egne, lærte jeg, at vand er en luksusvare. Ligesom når man rejser i lande, hvor selv tandbørstningen med vand fra hanen er en træls oplevelse. Da mine knægte første gang så mig slæbe atten liter til et hotelværelse i Paris, fnisede de. Kort tid senere var de taknemmelige over, at jeg havde insisteret.
Når der ved reparationer, vedligeholdelse eller lignende bliver lukket for vandet i vores ejendom, hamstrer jeg! Der bliver både fyldt flasker, kander, spande og hvad ved jeg… det går selvfølgelig aldrig til spilde. Vand er altid med i mine overvejelser på ture og rejser. Bare tanken om, at jeg ikke har adgang til rent drikkevand, er ubehagelig. Vand er min foretrukne drik fremfor alverdens læskedrikke, selvom det da også kan være meget lækkert en gang i mellem.

Udskældt hudpleje
Ligeså meget som vi generelt skælder ud på vand som hudpleje, ligeså meget elsker jeg det selvfølgelig. Der er slet ingen tvivl om, at jeg ville være rigtig træt af at undvære vand i mit bade- og hudplejeritual. Det kan være gavnligt at undgå vand i ansigtet, men det er essentielt ved brug af en del produkter. Skummende renseprodukter kan virkelig gøre mere skade end gavn, især hvis man skyller dem af huden. Begrænser du vandmængden med en klud, så huden stille og roligt bliver renset fri for produkter, er det langt bedre. Det gælder også, når du bruger et produkt som vores Alt i en Renseolie. Den og lignende produkter opløser blidt alle former for makeup og snavs. Det kræver dog igen, at du passer på huden, når produktet skal af igen. I det tilfælde er kluden igen din bedste ven.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *