Månedens Favoritter: Februar 2022

Månedens Favoritter: Februar 2022
18.03.22
Månedens Favoritter: Februar 2022

Månedens Favoritter: Februar 2022Januar fløj afsted, der var virkelig mange sjove, spændende og dejlige oplevelser. Den næstsidste dag i januar faldt jeg og slog mig og det blev også sidste dag, jeg så min far. Derfor har de seneste uger været… vendt på hovedet. Faktisk har det været sammenligneligt med at løbe ind i en mur. Det gør ONDT, og så tager det tid, før man er i stand til at rejse sig igen.
I de sidste sytten år har jeg set frem mod februar, fordi min yngste er født den første. I år gik januar så hurtigt, at jeg slet ikke nåede at følge med. På grund af den ret så udfordrende måned februar har været, ser Månedens Favoritter: Februar 2022 også lidt anderledes ud… Selvom det nok mest er mig, der kan se det. Der er nemme, praktiske og hurtige løsninger, et kram på spray, solid pleje og flotte pasteller.

Tekst markeret med * indeholder reklamelinks

Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar

Tekst markeret med $ er reklame for eget produkt

1. Mantle The Calm Balm ¤
I januar da jeg var i dejlige Stockholm, mødtes jeg jo med en masse skønne mennesker. Et af dem præsenterede mig for Mantle, som hun arbejder for. Mærket er endnu ikke så udbredt i Danmark, det er en kæmpefejl. Følg med på Instagram, hvor de har en ret så fin profil. Det kære menneske ville selvfølgelig helst have mig til at prøve det hele. Der var bare ikke så meget som en kvadratmillimeter tilovers i min fine lyserøde kuffert, så vi aftalte, at det måtte blive senere. The Calm Balm fik jeg plads til i håndbagagen, så den har jeg brugt flittigt siden. Den er så blød i konsistensen og indeholder en masse skønne olier og plantefedt. Der er ligesom i vores Alt i en Salve en smule salicylsyre i, så den virker også på neglerødder og seriøst tørre læber.

2. Ga.ma Professional Føntørrer *¤
I min tid som dåse har jeg prøvet rigtig mange forskellige mærker og varianter af føntørrere. Efter Dyson Supersonic landede for cirka fem år siden, er alt naturligvis blevet sammenlignet med den. Gama er på en helt anden skala. WAUW for en føntørrer!!! Den vejer under trehundrede gram, og jeg kan tørre og style håret så hurtigt, at jeg hverken når at blive træt eller få ondt i armen. Samtidig er den virkelig lydsvag, kuldefunktionen er KOLD, og de forskellige knapper er placeret sådan, at man nemt kan ændre indstillinger undervejs. Jeg imponeret! Og det har jeg faktisk været så længe, at Gama lå i mine favoritter fra sidste år… Den er vildt praktisk til kufferten og til utålmodige mænd og sønner med meget, tykt og langt hår. Den koster omkring to kilo, men den er hver en krone værd!

3. Kayali Utopia Vanilla Coco | 21*
Kokosduft er ikke rigtig noget, jeg bliver fristet af. Derfor blev jeg helt træt, da jeg læste om Kayali Utopia Vanilla Coco | 21. Det var ikke meget bedre ved første snif, fordi den næsten er kvalmende sød, men jeg købte den alligevel. Da jeg tog mod til mig og gav den en chance, blev købet belønnet. Der er en vammelsød og på samme tid bitter note af pæreblomster og kaprifolie, der generer min næse i åbningen. Det må være disse ellers ret skønne og lette noter i kombination med kokosmælk, der driller mig. Heldigvis damper de hurtigt af og en afrundet buket af gardenia, jasmin, tuberose og en rar varme fra moskusfrø tager over. Sandeltræ, tung krydret vanilje, moskus og en snert af patchouli runder duften af og sørger for, at duften bliver længe på huden.

4. Pudderdåserne Tørshampoo $*
Inden Tørshampoo blev lanceret, var jeg ikke sådan vildt begejstret. Generelt er jeg nemlig til mere ”kridt”. Altså de tørshampooer, der er hvide i det, når de rammer håret. Ulempen ved dem er, i hvert fald for mit vedkommende, at mit hår kommer til at se virkelig beskidt ud. Selvfølgelig ikke den dag jeg bruger produktet men dagen efter. Forsøger jeg mig med mere tørshampoo på anden dagen, er det virkelig ikke et heldigt resultat.
Det er i al beskedenhed den balance, vi har ramt med Tørshampoo. Bruger du den først, når håret ser fedtet ud, er resultatet middelmådigt. Bruger du den som opfrisker, inden håret er RIGTIG fedtet, kan du gå flere dage uden at vaske hår. Min personlige rekord er over fire uger uden at vaske hår, og det så på ingen måde klamt ud.

5. Glossier Monochromes Essential Eyeshadow Trio i farven Jute ¤
Det er ikke så nemt at anmelde øjenskygger, når man virkelig skal stramme sig an for overhovedet at få det på. Derfor har de virkelig fine trioer fra Glossier bare ligget i bunken. De er ikke selvskrevne til mig, da der er alt for lidt spræl. Alligevel forstår jeg fascinationen af dem. Det er da skønt med makeup, hvor man kan slå hjernen helt fra. På den anden side er det netop dét, der gør makeup interessant for mig.
Når valget er faldet på måske en af de ”kedeligste” af de ti paletter, er det ene og alene på grund af anvendeligheden. Jute er en helt lys gråbrun nuance. Den matte er lige akkurat kold nok til at lægge skygger med, mens den mest glitrede er lys nok til at fungere som highlighter.

6. Penselhylstre
Det er mange år siden, jeg stødte på de smarte penselhylstre første gang. Der var simpelthen et mærke, der dedikerede sig til netop disse hylstre. Godt nok kan jeg slet ikke huske, hvad de hed… men jeg husker dem som rimelig dyre. Dét er de i hvert fald ikke længere. Dengang regnede jeg mig nemlig frem til, hvad det ville koste med en til hver af mine pensler. Det var en kostbar affære, men nu kan du altså få dem i Normal. De er vanvittigt praktiske, når man er på farten. Og så kan de faktisk også puste et nyt liv i yndlingspenslerne. Har vi ikke alle sammen et par pensler, der ser ud som om de har fået elektrisk chok efter vask? Lader du penslen tørre (med hårene nedad) med sådan et hylster på, kan du faktisk redde en knap så anvendelig pensel.

7. Depend Spring 2022 Iconic ¤*
Det sker sjældent, at jeg vælger at skrive om en hel kollektion. Iconic er måske nok et småprætentiøst navn til en neglelakkollektion. Navnet refererer imidlertid til dejlige damer som Marilyn, Audrey, Brigitte, Madonna, Twiggy og Jackie, og så virker det helt passende. De er jo alle kendt som netop ikoner.
Det undrer mig hvert år, at jeg bliver i pastelhumør i takt med, at dagene bliver lysere. For jeg er egentlig ikke ret god til de helt lyse farver på neglene. Faktisk er det generelt… jeg har kun ganske få pastelfarvede beklædningsgenstande. Pastelfarvet makeup får heller ikke rigtig mit hjerte til at banke… Nå, men det gør denne kollektion altså. Farverne er så nøje afstemt, og de er perfekte til noget nailart. Faktisk kalder farverne nærmest på lidt kreativitet eller i det mindste negle i forskellige farver.

8. L’Oréal Elvital Hyaluron Plump Moisture Plump Serum*
Siden før vi selv lancerede Alt i en Hyaluronsyre, har jeg fyret hyaluronsyre i håret. Det kan rigtig godt lide det! Det har især været til stor fortrydelse for min veninde, som jeg glad delte tricket med. Sådan en flaske er nemlig ikke så drøj, hvis den også skal holde til håret. Nu er der lidt mere dokumentation end mine erfaringer, og derfor ser vi flere hårprodukter med hyaluronsyre i. Hos L’Oréal finder vi serien Elvital Hyaluron Plump med både shampoo, balsam, kur og dette serum. Moisture Plump Serum er simpelthen en kombination af nærmest alle mine favoritingredienser til håret… og et ret højt indhold af hyaluronsyre.
Nu er det jo L’Oréal, det betyder desværre, at selvom lugten egentlig er rar, så er den temmelig voldsom for min næse. Lige bortset fra det, er produktet tær ved perfekt!

9. Garnier Micellar Cleansing Wipes*
Min indsats på makeupfronten har mildest talt ikke været særligt imponerende i løbet af februar. Det bærer Månedens Favoritter: Februar 2022 tydeligt præg af. De få gange jeg havde makeup på, skulle det helst af i en frygtelig fart, fordi det virkelig svier i øjnene, når man tuder hele tiden. Og sådan blev renseservietterne Micellar Cleansing Wipes fra Garnier mine trofaste venner. Faktisk har jeg overvejet at have en pakke i tasken, fordi vi jo er gået ind i allergisæsonen. Allergi er en anden ting, der ikke passer ret godt med makeup. Mine øjne er så tørre og sarte, at der skal det mindste til, så begynder de at klø. Så er det altså rart at have nogle effektive og praktiske renseprodukter ved hånden. Garnier Micellar Cleansing Wipes udmærker sig især ved at være både bløde, våde nok og effektive.

10. Maanesten Stardust Bag Night Sky Rose
Kender du det der med, at man går forbi noget… og må gå tilbage og se endnu en gang? Sådan mødte jeg denne taske fra Maanesten. Nu hvor jeg har set webshoppen, ved jeg, at det ikke bliver den sidste taske, jeg skal have fat i derfra. Faktisk er jeg helt tosset med de quiltede mønstre på de fine akvarelmalede stoffer. Tasken har den firkantede form, jeg foretrækker, og så er den lang nok til de fleste af mine pensler. Den rummer let flere looks, især hvis du lægger en stor palette ved siden af.
Det var vist i slutningen af december, jeg fik øje på tasken, så der var ikke ligefrem mange varer på hylderne. Maanesten har nemlig også virkelig smukke håraccessories, de fleste af dem, jeg ville købe, var desværre udsolgt, men de er på lager i webshoppen…

 

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
7 kommentarer
NH

Kram til dig ❤️

Helene Randløv Hansson

Tak <3

Kh. Helene

Zeleste

Hej skønne pudderdåser.
Hvad mener i om Basiderm oil control Daily moisturizer med SPF 30? Jeg kan ikke gennemskue om det er et godt produkt på indholdet?! Jeg synes selv den føles fint på huden, men jeg vil gerne sikre mig at det er et ordentligt produkt smører på huden. Jeg har akne og ønsker en god solcreme, som jeg også kan ligge makeup oven på.

Mvh Sasha

Helene Randløv Hansson

Hej Sasha
Hvis den fungerer, så ville jeg nok bruge den uden at skæve videre til indholdet, netop fordi det er SÅ svært at finde noget, der fungerer til udfordret hud. Ellers kan jeg anbefale Avénes nyeste SPF 50, der findes i tre varianter og selvfølgelig min evige favorit fra EVY Technology: https://pudderdaaserne.dk/?s=evy+technology

Kh. Helene

Chris

Magasin sælger ud af den gamle YSL tatouage lip stain med 70 % rabat. Lille tip fordi I hjalp mig til at opdage verdens bedste læbestift 🙂

Helene Randløv Hansson

Tak for tippet, sidst jeg var der, var alle mine favoritter dog allerede væk. Håber du fik fat i nogen til lageret.

Kh. Helene

Karen

🫂😢❤️

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *