Har du også bumser på kæben, hagen eller omkring munden, som du bare ikke kan komme af med? Ikke sådan rigtige gule bumser. Nej, det er røde, irriterede bumser, der ligger under huden og som du højest kan presse lidt vand ud af. De sidder kun på hagen, kæben og under munden – men ikke i resten af ansigtet.
Så har du sandsynligvis ikke bumser, men derimod perioral dermatit.
Hvis du har forsøgt dig med diverse bumsemidler, renseprodukter og ansigtsmasker, så har du sikkert blot gjort det værre. Det er nemlig blandt andet produkter som disse, at din hud er irriteret over og reagerer på.
Vi ved meget lidt om, hvad perioral dermatit egentlig er, og derfor også meget lidt om, hvordan det skal behandles. Men der kommer hele tiden ny viden frem, og derfor opdaterer vi fra tid til anden dette indlæg.
Din hud siger stop
Perioral dermatit er meget almindeligt blandt yngre kvinder. Det sidder omkring munden og på hagen, men kan også findes omkring øjnene. Når du først har fået det, så er det ofte en fast følgesvend, men hvis du lærer at lytte til den, så kan de fleste tilfælde blive helt fri for symptomer.
Perioral dermatit er ofte huden, der reagerer på irritation på grund af hudplejeprodukter, tandpasta, madvarer, kortisonbehandling eller lign. Men langt de fleste tror fejlagtigt, at de har fået bumser og prøver derfor med endnu mere aggressive metoder, hvorefter huden bliver endnu mere irriteret. Jeg har set det så mange gange – også blandt skønhedskolleger. Der finder man jo de største overforbrugere af cremer.
Typiske udløsere
Jeg har selv perioral dermatit og har lavet en liste over de produkter, der efter min egen personlige og helt uvidenskabelige erfaring udløser episoder med perioral dermatit hos mig selv:
- Alkoholbaseret og udtørrende hudpleje
- Sulfatbaserede og udtørrende renseprodukter
- Primere
- Ansigtsmasker, skrubbecremer og lignende
- Produkter med æteriske olier
- Havreekstrakt
- Tandpasta – især tandpasta med laurylsulfat som for eksempel Colgate. Skift til Zendium!
- Læbepomade
- Håndcreme eller lignende som du bruger på hænderne, hvis du ofte piller dig selv i ansigtet
- Mad – som barn blev jeg helt rød om munden, når jeg spiste tomat. Jeg tror noget lignende er på spil nogle gange her.
Den klassiske udløser er behandling med binyrebarkhormoncreme eller inhalator. Hvis du er i behandling med binyrebarkhormoncreme eller inhalator og får perioral dermatit, skal du tale med din læge.
Tænder, tandpasta og fluor i tandpasta
Både tandhygiejne generelt og fluor i tandpasta er koblet til perioral dermatit. Colgate anbefaler temmeligt uansvarligt på deres hjemmeside at droppe fluorholdig tandpasta. Jeg vil selv trods alt hellere have perioral dermatit end huller i tænderne, og jeg kunne aldrig selv drømme om at anbefale noget i den stil, men det er værd at værre opmærksom på, at irritationen kan komme indefra munden. Både i form af skummemidler i tandpastaen, fluor samt bakterier.
Pas godt på din hud, når du børster tænder eller overvej altid at vaske ansigt efter tandbørstning. Jeg gør selv det sidst – jeg evner åbenbart ikke børste tænder uden at sprøjte og savle imens.
Hudbarrieren har brug for hjælp
I ren angst for at komme til at udløse anfald kan jeg nemt komme til at undlade at bruge noget som helst omkring min mund. Derfor var det også med stor interesse, jeg læste denne forskningsartikel om sammenhængen mellem hudbarrieren og perioral dermatit. Perioral dermatit er mere i familie med tør eksemhud end med fedtet aknehud. Problemet skyldes end nedbrudt hudbarriere og mangel på lipider. Forskerne bag denne artikel kalder patienter med perioral dermatit for “hyperreactors” og understreger vigtigheden af behandle ved at genopbygge hudens barriere. Min hage har ikke haft det godt i flere måneder nu – jeg antager det skyldes brug af mundbind.
Desuden var jeg – uvist af hvilken tåbelig årsag – stoppet med at bruge Cremen til tør hud frem, hvilket vist var en rigtig dårlig idé. Den indeholder nemlig alt det, der skal til at styrke hudbarrieren. Så nu har jeg sat den frem forrest på hylden, hvor den hører hjemme, og efter et par dage går det faktisk bedre igen.
Morgenfrue
Calendula har et ry for at kunne hjælpe, og mange er glade for cremer med morgenfrue, for eksempel Purely Professional Repair Cream. Morgenfrue har en beroligende funktion generelt men er desværre aldrig undersøgt specifikt på perioral dermatit. Repair Cream kan også hjælpe på førnævnte barrierefunktion.
4-t-Butylcyclohexanol
Eucerin har udført et enkelt interessant studie af et stof, der hedder 4-t-Butylcyclohexanol. Studiet, der desværre ikke var placebokontrolleret, viser en effekt af 4-t-Butylcyclohexanol efter både 4 og 8 uger. 4-t-Butylcyclohexanol finder du i Eucerin UltraSensitive, der er et virkelig godt bud på en plejende creme til dig med perioral dermatit. Du finder den også i vores egen CREMEN til tør hud. 4-t-Butylcyclohexanol er veldokumenteret til behandling af mange typer følsom hud, men desværre blander de ofte flere ingredienser, når de laver undersøgelser.
Gå til lægen
Hvis det er slemt, så gå til lægen. Lægen har medicin, der virker.
Her kan du købe det (indeholder reklamelinks*)
Purely Professional kan du købe her.
Eucerin kan du ikke længere købe på de danske apoteker, men Lyko sender heldigvis til Danmark. Med24 forhandler også.
Pudderdåserne CREMEN til tør hud kan du købe her*, i Matas* eller hos en af vores andre forhandlere.
Zendium tandpasta kan du købe i supermarkedet.
Kan dette have en sammenhæng med en menstruation? Eller er det noget helt andet? Jeg får typisk noget der ligner det her, men det dukker som regel op lige inden det er menstruationstid
Det er jeg helt sikker på det har. Det sker også for mig.
TAK for dette skriv!
Vil det være muligt fx at bruge
T-zone efterfulgt af alt i en creme om dagen og så antiage om aftenen (i stedet for alt i en)?
Eller hvordan hvad vil I anbefale? (:
Hej Anne Sofie
Det kan du godt 🙂
Kh. Helene
Tak for svar! Hvad med repair cream, skal den på før eller efter alt i en creme? (:
Hej Anne Sofie
Personligt ville jeg bruge den efter. Prøv dig lidt frem. Du kan også bruge dem alle tre oven på hinanden… Så skal Anti age Ansigtscreme nederst.
Kh. Helene
Nu står der læbepomade som noget der kan udløse det… Hvad pokker gør man så med de tørre læber? Og skal jeg virkelig gå på arbejde uden make-up…?
/Louise 🙂
Nej 🙂 Men du skal passe på med hvilken læbepomade du bruger. Hvad bruger du?
Og ja, du kan måske i en periode være nødt til at undlade makeup. Eller i hvert fald passe på med hvad du bruger. Hvad bruger du nu?
Jeg bruger Mentholatums læbepomade, og jeg har stadig udslæt omkring munden. Kan I anbefale en læbepomade, som ikke forværrer tilstanden?
Hej Line
Der er jo også æteriske olier i Mentholatum, så prøv med noget uparfumeret 🙂
Kh. Helene
Hej
Spændende indlæg.
Jeg har ikke hørt om dette før. Har røde bumser/knopper der ligner det på billederne fra sundhed.dk, og helt passer med jeres beskrivelse, men mit sidder bare altid ved tindingerne, kun i lav grad ved munden. (Jeg bruger jeres T-zone peeling derpå, hvilket i perioder hjælper, uden helt at fjerne det.) Kan det mon alligevel være perioral dermatit??
Mange hilsner og tak for god blog
Hej Maria
Ja, det kan det godt, det kan nemlig også hedde periorbital dermatit… hvor det sidder ved øjnene.
Tak for ros <3
Kh. Helene
Du nævner ikke AHA-serummen som et produkt der ikke udløser udslættet?
Jeg har aldrig haft det før, men er begyndt at få det, efter jeg er startet på jeres AHA-serum.
Glykolsyre (den aktive ingrediens i AHA-serum) kan irritere huden. Derfor har jeg ikke sat den på. Jeg synes bestemt, du skal stoppe med den.
Hej med jer! Tak for endnu et meget lærerigt indlæg.
Skal man forstå det sådan, at hvis man kan presse det hvidlige/gullige ud, er der ikke tale om perioral dermatit men derimod “bare” en bums?
Ja, det vil jeg mene. Men det ene udelukker jo ikke det andet.
Hej Mille.
Jeg er selv indehaver af perioral dermatitis – udelukkende bestående med bumser der kan prikkes… Så det kan altså godt være tilfældet.
Dejligt med et indlæg der sætter fokus på perioral dermatitis! Jeg er desværre også selv offer for den irriterende hudlidelse, specielt om vinteren hvor huden jo også bliver ekstra udfordret. Jeg har prøvet alverdens ting, men som I også skriver, så gik det først væk da jeg gav min hud ro. Jeg havde og har dog stor gavn af apotekets fede creme, som lindrer den kløe der også medfølger hos mig. På nuværende tidspunkt anvender jeg Avenés Tolerance-produkter fra apoteket, og de er virkelig lækre og fungerer godt for mig. Men jeg vender aldrig nogensinde tilbage til ansigtsrens to gange om dagen, eller mærkelige produkter der tager mere fra min hud end de giver 🙂
Tak Cecilie. Det er gode råd. Hvilken fed creme var det?
Jeg får noget som lyder som lidt som det samme, men jeg får det på kinderne, og så er det ofte en-to-tre knopper i samme område (et sted på kinden ca et par centimeter ud for næsetippen) Ind i mellem kan jeg godt “presse” noget ud, men langt fra hver gang. I stedet ender jeg med forholdsvis store sår på kinderne, som ikke er pænt, og ender med ar. Kan alle jeres produkter hjælpe på knopperne kun, eller også hjælpe på arene?
Kære Ditte. Jeg vil gerne slå fast med syvtommersøm at INGEN af vores produkter kan hjælpe på Perioral dermatit. Kun to ting kan hjælpe: 1) at stoppe med de produkter du bruger, som irriterer din hud og 2) receptpligtig medicin fra lægen.
Jeg anbefaler i dette indlæg produkter, som ikke FORVÆRRER perioral dermatit, men det er noget helt andet 🙂
TAK! Efter at have læst jeres indlæg er jeg overbevist om, at jeg er den heldige indehaver af både det på hagen og det i tindingerne… Så jeg er stoppet helt med at putte noget i ansigtet (t-zone peeling, creme, makeup – alt) Forhåbentlig vil min hud få det bedre og mit spørgsmål er så, hvad jeg gør derefter? Starter ud med at finde en creme, min hud kan tåle og så arbejder videre på en hudplejerutine derefter?
Ja. Og du går MEGET langsomt frem. Hellere for lidt end for meget.
Vil det sige at man heller ikke må bruge noget for at tilføje fugt til huden i en periode? Hvad gør man så når man føler huden er ved at udtørre fuldstændig? Og skal man i samme periode stoppe med brug af læbepomade?
Mvh.
Kære Silje
Hvis du læser i bunden af indlægget, kan du finde en liste over produkter, det kan gå an at prøve.
Kh. Helene