Anmeldelse: Anettes A-vitamin Ansigtscremen

Beautyspace Ansigtscremen
27.01.21
Beautyspace Ansigtscremen

Beautyspace Ansigtscremen

Når Anette Kristine Poulsen fra Beautyspace lancerer sin egen ansigtscreme, forventer vi naturligvis, at den er både gennemtænkt og effektiv. Og det er A-vitamin Ansigtscremen selvfølgelig også.

Anettes A-vitamin creme blander to typer A-vitamin med niacinamid, zink, squalane, hyaluronsyre og ceramider.

De to typer A-vitamin er granactive retinoid og retinyl palmitat. Granactive retinoid kender vi rigtig godt. Vi bruger det, The Ordinary bruger det, Paula’s Choice bruger det, Sunday Riley bruger det, The Inkey List bruger det – alle bruger det. Fordi det er en effektiv form for A-vitamin-syre med en mindre risiko for bivirkninger end andre typer A-vitamin.

Retinyl palmitate er en endnu mildere form for A-vitamin, som er brugt, fordi Anette mener, det er en fordel at blande to A-vitamin-typer. Læs mere om A-vitamin her.

Udover A-vitamin indeholder ansigtscremen niacinamid og zinc PCA. Denne kombination kender og elsker mange fra The Ordinarys niacinamid serum. I dette tilfælde er koncentrationen bare lavere..

Zinc PCA er en ingrediens som mange elsker – især dem med uren hud. Og så er vi nogle, hvis hud bare ikke er kompatibel med den, som jeg har skrevet om ved flere andre lejligheder. Jeg kan for eksempel slet ikke bruge The Ordinarys Niacinamid 10% af samme årsag, og jeg ved, at flere af jer har det lige sådan. Den gode nyhed er, at jeg har ikke haft de samme bivirkninger med A-vitamin Ansigtscremen – jeg antager, at der blot ikke er lige så meget zinc PCA i. Zinc PCA er ellers en god ingrediens, der virker både beroligende, fugtbindende og kan hjælpe på uren hud.

Tør cremelotion
A-Vitamin Ansigtscremen indeholder også hyaluronsyre, ceramider og squalane for fugt, men tag ikke fejl – det er en meget let, næsten tør creme. Har du fedtet og uren hud, så vil du elske den. Har du knastør hud, som jeg selv har, så skriger huden på mere creme og olie bagefter, så lag på lag er et must.

Du får altså en let creme, der kombinerer A-vitamin og niacinamid, som er nogle af de bedste ingredienser, vi har, mod alt, hvad huden kan byde os af problemer. Sammen med hyaluronsyre, ceramider og squalane er det et en solid blanding. Det er alle ingredienser, som du kan finde i et bredt udvalgt af produkter på markedet – netop fordi de virker.

A-Vitamin Ansigtscremen adskiller sig ved at blande dem alle i et produkt. Så hvis du er blevet træt af at skulle lægge A-vitamin, niacinamid og andre serum i en uendelig rutine, så er den et godt bud på et produkt, der indeholder noget af det hele – bortset fra fedt, solbeskyttelse og syrepeeling.

Cremen er uden parfume.

Her kan du købe det
A-Vitamin Ansigtscremen koster 395 kroner for 50 ml., og du kan købe den på Beautyspace.dk

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
25 kommentarer
Sofie

Hej med jer,

Jeg vil høre om I kan hjælpe mig med valg af syrepeeling i kombination med a-vitamin-cremen her.

Jeg har netop bestilt jeres nye Azelainsyre, men plejer at bruge jeres AHA. Jeg glæder mig til at prøve Azelainsyren, da jeg ikke synes AHA hjalp nok på mit acne. Jeg har en del acne på kæben/hagen, men hel ren, fin hud i resten af ansigtet.

Mit spørgsmål er nu om jeg kan bruge Anettes a-vitamin creme i kombination med Azelainsyren og om I finder det nødvendigt at kombinere den med en anden syre også?

Udover ovenstående er min rutine en mild rens plus fugtserum morgen og aften.

Tak for jeres gode blog + produkter!

/Sofie

Helene Randløv

Kære Sofie
Det er som udgangspunkt T-Zone Peeling man skal vælge som eksfolierende syre, hvis man vil behandle hudorme og bumser. Det eneste den IKKE må kombineres med er andre eksfolierende produkter. Husk den skal nederst og øvrige produkter skal ovenpå.’

Kh. Helene

Maja

Hejsa, jeg synes ikke du svarer på spørgsmålet?
Kan man bruge azelainsyre sammen med Anettes A-vitamincreme eller ej?

Helene Randløv

Ja, det må man gerne

Naja

Kan ‘Ansigtscremen’ fra BeautySpace, bruges som dagcreme? Eller er den kun en natcreme?

Helene Randløv

Hej Naja
A-vitamin er helt klart bedst om natten også Ansigtscremen. Brug eventuelt C-Vitamin i dagtimerne under din SPF.

Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *