Siden Katja var så uheldig at få perioral dermatit, har vi modtaget hundredvis af henvendelser fra kvinder med lignende problemer. Det er som bekendt et tegn på, at du har været for hård ved huden. Generelt får man perioral dermatit, når huden er blevet godt og grundigt gnaven. Der er desværre rigtig mange, der går aggressivt til værks. Det gør de, fordi de tror, det er bumser de har omkring munden eller på hagen.
Du kan læse meget mere om perioral dermatit blandt andet i Katjas seneste indlæg om emnet.
Nej, det er ikke sundere
Der hersker en meget almindelig misforståelse om at løs pudderfoundation, er MEGET bedre for huden. Der er mange mærker, især dem der sælger mineralmakeup, der bestemt ikke har forsøgt at ændre på den forståelse. Selvfølgelig kan der være noget i det pudder, du bruger, der får huden til at reagere. Langt oftere er det dog selve påføringsmetoden, der er problemet. Sådan en tæt pudderpensel, der bliver kørt rundt i ansigtet er hård kost for en prøvet hud. Og hvis man samtidig ikke lige har tid til at få vasket den pensel… Så er der endnu større risiko for udslæt eller reaktioner på sigt.
Reaktion
I bloggens spæde begyndelse brugte jeg ikke andet end mineral pudderfoundation. Det var i mine øjne en succes, fordi det er SÅ nemt. Efter noget tid med den behandling blev min hud rigtig sur. Efter al den eksfoliering med en pensel var min hud knasende tør og meget slidt. Dengang havde jeg ganske ofte udbrud af store trælse bumser omkring munden… Eller det troede jeg, at det var… nu ved jeg, at det med stor sandsynlighed var perioral dermatit. Det var den meget tørre hud, der fik mig til at stoppe med at bruge pudder. Det er det samme, jeg anbefaler alle dem, der skriver til os at gøre.
Kan det også give store ‘indvendige’ bumser?
Efter endt barsel er jeg begyndt at få nogle udbrud i det område, og troede det var hormonelt efter endt amning, men er jo også begyndt på arbejde og dermed også begyndt at bruge makeup i hverdagen igen (pudderfoundation med dertilhørende børste)
Kære Trine. Hvilket område taler du om? Altså omkring munden?
Jeg måtte også droppe mineralfoundations og skifte til en flydende – det hjalp med det samme på “bumser” og irriteret hud. Pt bruger jeg en matterende foundation fra Clarins til hverdag. Når jeg engang imellem ikke gider ret meget makeup, bruger jeg Gosh BB Powder – det går fint, hvis jeg bruger den måske 1-2 gange om ugen eller mindre (OG renser puffen hver uge), men hvis jeg bruger den hver dag får jeg samme problem som med mineralpudderne. Men Clarins har i øvrigt også et mattifying kit, som består af blotting papir og en speciel pudder (med en svamp der er nem at rengøre), det fungerer også rigtigt godt sammen med en flydende foundation i perioder, hvor min hud er lidt fedtet (der hvor jeg syntes mineralpudderen kunne noget).
Jeg forstår ikke helt. Er det børsten mod huden, eller selve mineral-pudder-foundation, som er skidt for huden?
Hvis man da går over til en flydende foundation, ville i så anbefale at bruge en beutyblender, eller hvordan?
Mvh Line
Hej Line
Meget pudder kan tørre huden ud, men bevægelserne med børsten er værre. En flydende foundation bliver ikke påført på samme måde, og i øvrigt bliver eksfolieringen mindsket af, at der er fedtstof i foundation.
Kh. Helene