Det var meningen, at titlen til dette indlæg, skulle være mærk efter. Så kom jeg i tanke om, at der allerede er et indlæg, der hedder sådan. Det var ikke samme emne, dette indlæg skulle handle om, men i virkeligheden er det to sider af samme sag. Det gamle indlæg er stadig så relevant, at det tåler en genudgivelse eller i hvert fald en genlæsning. Det handler om at gøre det, der virker for dig. Og det handler om at være realistisk. Selvom alt peger i retning af, at hudplejen burde virke, er det slet ikke sikkert, at den gør det. Måske er det bare ikke det rigtige for dig. Blandt andet derfor anbefaler vi altid, at du skal få en prøve… Og at du giver produkterne en chance. Det gælder alle produkter.
Monkey see, monkey do!
I alle de år, jeg har haft langt hår, har jeg lært, at man SKAL bruge balsam efter hårkuren. Forklaringen på den fremgangsmåde er enkel. Hårkuren er jo pleje og kommer på håret efter vask, mens hårstrået er åbent. For at have ordentligt glæde af plejen, skal hårstråets skællag ”lukkes” igen. Sådan har jeg derfor behandlet mit slidte hår i årevis. I hvert fald lige indtil jeg spurgte Johan Hellström manden bag Björn Axén. Johan spurgte, om det var nødvendigt med den balsam. Det har jeg aldrig tænkt over…”Du kan jo mærke efter, om håret er blødt”: sagde Johan. Behøver jeg at sige, at jeg følte mig lidt fjollet?
Der er en del hårkure, der er spækket med protein, og det gør meget sjældent håret blødt. Derfor er det alfa og omega, at du er opmærksom på, hvad dit hår har brug for.
Skal jeg bruge…
Vores søde læsere skriver ofte til os. Det er oftest produktrelaterede spørgsmål. Hvert og et af spørgsmålene er velkomne! Det er sandelig heller ikke ret nemt at navigere i effekt og anvendelse af diverse produkter. Det kan godt være, at den koreanske trend med ti trin har motiveret nogen til at gøre lidt ekstra… Desværre har den mindst forvirret lige så mange. Spørgsmålene handler om renseprodukter, masker, skintonic, forskellige sera, cremer til dagen og cremer til natten og nødvendigheden af hele redeligheden. Mine bedste råd er, skær ind til benet og mærk efter. Hvor mange produkter kan du overskue at bruge? Hvis dit hudplejeritual er uoverskueligt, er der ikke ret stor chance for, at du får det gjort. Så det handler om at være realistisk.
Jeg er for nylig begyndt at bruge hudpleje fra Beauté Pacifique. Det at skære ned til to produkter morgen og et produkt om aftenen (udover rens og skin tonic) har gjort underværker for min hud. Min hud er meget mindre sart, min rødme er nærmest helt i ro og min hud er generelt mere jævn.
Jeg er en rigtig skin care fiend, som altid er hoppet med på de nyeste trends, men jeg må nok indse, at min hud bare er mere tilfreds uden syrepeeling, dobbeltrens osv. Det er lidt “kedeligt”, men min hud er meget mere tilfreds nu 🙂
Jeg har fjernet min bodylotion, bruger en olie når jeg kommer ud af badet istedet. Om vinteren bruger jeg en fed creme til ansigtet og spare serummen væk. Det fungere meget bedre for mig med mindre produkter, de skal bare være en ordentlig kvalitet. 🙂
Det handler helt klart om, at finde ud af hvad der virker bedst for en selv ♥