Pudderdåserne søger: Testpanel til nyt produkt

11.02.18

Fødder

Ofte får vi lige en lille hilsen, om ikke vi skal bruge nogen til at teste de produkter, vi arbejder på. Vi har altid både samarbejdspartnere, venner og familie i spil, når vi tester produkter, så det er ikke noget, vi har haft brug for før nu. Denne gang har vi dog brug for hjælp! Derfor søger vi personer, der kan nikke genkendende til mindst to af de nedenstående udfordringer og er med på de krav, der hører med:

  • Fødder med revnet hud
  • Hård hud på fødderne
  • Sure tæer
  • Slidte sportsfødder
  • Svedige fødder

Udover at døje med mindst to af ovenstående udfordringer, er det naturligvis vigtigt, at du forstår og accepterer følgende:

  • Du skal kunne fotografere problemet (eventuelt få en anden til det).
  • Mørke og slørede billeder kan vi ikke bruge (vær venligst kritisk og realistisk!).
  • Et ønske om at teste er desværre ikke nok.
  • Det må gerne være din ven, veninde, kæreste, kone, søn, datter og så videre, der tester, men du skal gøre dem klart at billederne bliver brugt på bloggen.

Alle fødder er selvfølgelig anonyme. Har du tatoveringer eller andre kendetegn på fødderne, så er det dit eget ansvar at dække, maskere, camouflere eller skjule dem, inden du sender billederne. Når du har sendt billedet, er det samtidigt dit samtykke til, at vi bruger billedet på bloggen. Og at du accepterer at teste produktet efter de foreskrifter, du modtager sammen med produktet. Det er hverken svært, tidskrævende eller besværligt.

Sådan bliver du optaget i Pudderdåsernes testpanel
Hvis du kan sige ja til ovenstående punkter, skal du sende et billede af din fodudfordring til daaserne@pudderdaaserne.dk. Du bliver automatisk valgt fra, hvis der ikke står Testpanel i emnefeltet! Katja er lidt sart og skal derfor ikke belemres med billeder af fødder😉

Når der er så mange regler og krav, er det simpelthen fordi vi tidligere har været lidt uheldige med testere. Hvorfor vi denne gang forsøger at gøre kravet om deltagelse endnu mere klart. Vi eller rettere sagt jeg 😛 glæder mig meget til at se jeres fødder.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.