Bland bare

11.04.16
Blandede produkter

Blandede produkter

Hvordan ville du reagere, hvis dit foretrukne tøjmærke prøvede at overbevise dig om, at du  kun  måtte bruge deres tøj? Hvis du brugte andre mærker på resten af kroppen, så ville dine jeans slet ikke sidde optimalt.

Eller supermarkedet påstod, at hvis du brugte noget som helst andet end kun deres produkter i din kødsovs, så ville hele måltiddet være ødelagt.

Det lyder selvfølgelig fuldkommen gak i låget, men ikke desto mindre er det hvad mange hudplejemærker hver dag prøver at overbevise deres kunder om. Og det har selvfølgelig intet hold i virkeligheden.

Bland, shop, miks så tosset du har lyst til mellem alle de fantastiske produkter der findes ude i verden og nyd alle de mange muligheder, videnskaben har givet os indenfor hudpleje.

Klassiske myter

Huden skal forberedes – Der findes ikke en eneste effektiv hudplejeingrediens, der kræver en særlig forudgående behandling for at virke på huden. Og ingen af disse “forberedende” produkter indeholder noget, der giver dem nogle særlige fordele i forhold til et specifikt efterfølgende produkt.

Hudens ph-værdi skal justeres – Hudens naturlige ph-værdi er lige under 5, og der skal den meget gerne forblive. Hvis hudens ph-værdi er blevet højere end det, er det fordi du har brugt en skrap ansigtsrens eller ganske simpelt brugt for meget vand. Vand i sig selv hæver hudens ph-værdi. Og den bedste kur er simpelthen at være blidere når du renser din hud, men det er et helt andet indlæg.

For at dette produkt skal virke, skal du også lige købe… – Hvis et produkt indeholder en effektiv ingrediens, så gør den det altså ligegyldigt hvilke andre produkter, man ellers bruger.

Når du går til behandling skal du også bruge… – Hvis du er i gang med et forløb af klinikbehandlinger med for eksempel høje koncentrationer af syre, er det rigtig vigtigt, at behandleren har styr på, hvad du bruger derhjemme. Det samme gælder også receptpligtige lægemidler. Det kan for eksempel være vigtigt at undgå hjemmeprodukter med syre samtidig, at bruge ordentlig solfilter osv. Det kan man sikre sig ved at sælge nogle ekstra produkter ved siden af. Man kan selvfølgelig også bare se grundigt på, hvad man allerede har derhjemme.

Sådan laver du et godt miks
Hvis et produkt indeholder en effektiv ingrediens, så gør den det altså ligegyldigt hvilke andre produkter, man ellers bruger. Selvfølgelig er det vigtigt at bruge solbeskyttelse, når du bruger et produkt med glykolsyre. Men det er IKKE vigtigt, hvilket mærke solbeskyttelse.

Det forkerte miks af cremer på huden kan fnulre og opføre sig helt håbløst. Men det kan de nu også sagtens selvom de kommer fra samme forhandler. Nogle gange er de to formuleringer ikke blandbare og giver et forkert miks, så blandingen fnulrer når de rammer hinanden på huden. Det kan være helt umuligt at forudse – prøv at blande dem på hånden i butikken først, så du ved om konsistenserne kan arbejde sammen.

Sådan laver du den rigtige rækkefølge for din hud
Det er altid svært at gennemskue, hvilken rækkefølge man skal bruge hudplejeprodukter i. Der er et par hovedregler, du kan følge, så du selv kan sammensætte din egen rutine.

  1. Rens først – det siger sig selv jo. (Men du behøver ikke rense hver gang)
  2. Syre nederst – hvis du bruger et produkt med for eksempel salicylsyre, glykolsyre, LHA, PHA eller lign., så skal det altid på nederst.
  3. Jo flere aktive ingredienser et produkt har, jo tidligere bruger du det. Altså bruger du altid din rynkecreme eller produktet mod pigmentpletter FØR den fede creme.
  4. Jo federe et produkt, jo senere bruger du det. En god fedtcreme lægger en barriere på huden, der beskytter den mod udefrakommende påvirkninger. Så derfor vil vi gerne have de gode ingredienser på før sådan en.
  5. Solfaktor til sidst. Produkter indeholdende solfaktor skal ALTID på til sidst. Uden undtagelse.
  6. Prøv det og gør det, der fungerer for dig. Der er ikke altid noget endegyldigt svar. Bruger du både et serum mod rynker og et serum mod pigmentpletter, så er der næppe noget endegyldigt svar på, hvilken rækkefølge der er bedst. Og der er altid undtagelser. For eksempel har både Helene og jeg fundet ud af at vores egen Ansigtsolie fungerer fantastisk under vores Antiage Ansigtscreme. Selvom det selvfølgelig strider imod punkt 4. Eksperimentér med produkterne og gør det, der fungerer for dig.

Ingen endegyldige svar
Og ja, der er produkter, der begynder at drille her. For hvad nu hvis man bruger en skintonic. Skal den så på før eller efter syre? Jeg ville bruge den før. Muligvis efter, hvis den er på spray.

Og hvis du – ligesom jeg – er fan af både BioEffect og af Pudderdåsernes syreprodukter, hvordan blander du så dem, når BioEffect også siger, at deres produkt skal på nederst? Her er der flere muligheder. Du kan vælge at bruge et af vores syreprodukter om morgenen og BioEffect om aftenen. Hvis du vil bruge dem begge på samme tid, så vil jeg nu holde fast i at vores skal nederst.

Men det vigtigste er at prøve sig frem og finde ud af det.

Verden er fuld af fantastiske produkter, og det vil være alt for begrænsende at skulle holde sig til et mærke. Og hvorfor skulle vi også det? Det kunne vi jo ikke drømme om at gøre på andre områder af livet. Vælg og miks det, der fungerer for dig og din hud.

 

 

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
24 kommentarer
Christine

Godt indlæg! 😉
Kan se du har Rodial liggende? Ville være vildt fedt med en anmeldelse af det på et tidspunkt, er nysgerrig på hvordan det virker og om det gør:-)
Det ville også være spændende hvis i anmeldte noget Charlotte Tilbury makeup på et tidspunkt. Er spændt på om det er hypen og pengene værd:-)

Helene Randløv

Hej Christine
Der er masser af Rodials produkter der er fantastiske, men jeg har ikke prøvet det hele 😛 Er der noget særligt, du ønsker dig anmeldelse af?
De produkter fra Charlotte Tilbury, som jeg selv har været mest interesseret i, er blevet slagtet på Youtube… Og jeg må indrømme, at det har afskrækket mig fra at indkøbe produkterne selv.
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *