Fredagsfavorit: Clinique Even Better Clinical Dark Spot Corrector

28.08.15
Clinique Even Better Clinical Dark Spot Corrector

Clinique Even Better Clinical Dark Spot Corrector

Det er ikke nemt at finde noget, der virker på pigmentpletter længere. Det, der for alvor virker, er blevet forbudt i Europa. Der er masser af produkter på markedet, men ikke ret meget, der virker.

Clinique Even Better Clinical Dark Spot Corrector er det seneste produkt på min meget korte liste over ting, der virker. De to andre er dette og dette.

I undrer jer måske over, hvorfor jeg ikke har taget et ordentligt billede til denne test, så vi kunne sammenligne med mine før- og efter billeder fra min seneste succesfulde test af et konkurrerende produkt. Men jeg har valgt ikke at gøre det. Fordi der er så mange andre faktorer, der har spillet ind det sidste år, at det ville være at sammenligne æbler og pærer. Hvis jeg havde været forsker og brugt dette som sammenligningsgrundlag, var jeg straks blevet fyret for videnskabelig uredelighed.

Min oplevelse er helt klart, at Clinique Even Better Clinical Dark Spot Corrector virker. Mine pigmentpletter er blevet mindre og færre. De er langt fra væk, men det hjælper.

Flere faktorer spiller ind på resultaterne og gør, at jeg ikke vil lave en direkte før-efter sammenligning:

1) Jeg var gravid sidste år. Det er jeg ikke nu.

2) Mine pigmentpletter er dels udløst af graviditet, dels af noget medicin, jeg tager mod min gigtsygdom. Så længe jeg tager den medicin (og det kommer jeg nok til at blive ved med), så kan mine pigmentpletter ikke forsvinde, fordi den udløsende faktor stadig er i min krop.

Men jeg vil gerne lægge hovedet på blokken og sige, at det virker for mig. Meget til min egen overraskelse, fordi det var et produkt, jeg fordomsfuldt havde afskrevet som ineffektivt. Men en klog dame fra skønhedsbranchen, hvis mening jeg har stor tillid til, anbefalede det så varmt, at jeg tænkte, jeg lige ville prøve det en gang. Og det er jeg glad for.

Clinique har blandet en meget lang række ingredienser i Even Better Clinical Dark Spot Corrector. Nogle af ingredienserne har vi en smule publiceret forskning bag, andre ikke.

Clinique lover at Even Better Clinical Dark Spot Corrector virker svarende til 4 procent hydroquinon. Det stof, der nu er forbudt i EU, og som man kun kan købe i USA. Det har vi desværre kun Cliniques eget ord for. Hvis Clinique nu havde publiceret de resultater, så havde det for alvor været interessant. Men det har de ikke, og så kan de jo sagtens komme og sige det.

Der er flere interessante ingredienser i Cliniques Even Better:

Ascorbyl glucoside – en form for C-vitamin som der findes et par studier af men desværre kun i fællesskab med andre ingredienser og metoder. Som for eksempel her, hvor det bruges i kombination med niacinamid og ultralyd. Men C-vitamin i mange former er en klassiker i produkter mod melasma og er altid et oplagt valg.

Salicylsyre – cirka 1 procent salicylsyre som en mild kemisk eksfoliering er altid godt omend salicylsyre i sig selv næppe har den helt store effekt på hyperpigmentering. Der er andre former for syre, der havde været et langt mere oplagt valg. Desværre er ph-værdien til den høje side.

Dimethoxytolyl propylresorcinol – er en ingrediens, der hæmmer tyrosinase, hvilket er den proces, der er ansvarlig for hyperpigmentering. Desværre har vi stort set ingen tilgengængelige studier af det. Men vi nærmer os her Eucerins B-resorcinol, der er den aktive ingrediens i Eucerin Even Brigter.

Ni forskellige planteekstrakter – som der ikke er studier af hver for sig, og som det vil føre for vidt at gennemgå seperat. Men ifølge dette interessante litteraturstudie, så er der faktisk overraskende mange planter med egenskaber, der er brugbare mod hyperpigmentering.

Så hvad siger alt dette om Clinique Even Better? Ikke ret meget faktisk. Der er en masse gode ingredienser i, der har en hypotetisk og potentiel effekt på melasma og hyperpigmentering. Clinique påstår, at det virker lige så godt som 4% hydroquinon. Hold nu op, hvor ville det være pænt af dem at publicere det studie!

Men ikke desto mindre har jeg brugt skidtet i snart et halvt år nu og holder fast ved det. Fordi det virker på min hyperpigmentering, der som sagt skyldes en kombination af graviditet og medicin.

Og hvilken en er så bedst? Clinique Even Better eller Eucerins Even Brighter? Det er i hvert fald meget tæt løb.

Vil det virke på alle? Nej selvfølgelig ikke. Og det har som sagt langt fra fjernet min egen hyperpigmentering. Det vil jeg aldrig kunne så længe jeg fortsat tager den medicin, der udløser problemet. Og det er jeg jo nødt til at fortsætte med. Men den hjælper med til at holde det nede.

Hyperpigmentering og melasma er noget forbandet noget at behandle. Der er ingen mirakelkur og kun ganske få produkter, der virker bare en lille smule. Og særlig set i det perspektiv, så er Clinique Even Better Clinical Dark Spot Corrector et virkelig godt bud.

Her kan du købe det
Clinique Even Better Clinical Dark Spot Corrector koster 475 kroner for 30 ml. og 655 kroner for 50 ml. Jeg bruger selv den store, men jeg vil klart anbefale at starte med den lille, indtil du ved, om det virker for dig. Det er ikke ligefrem et billigt produkt.

Clinique Even Better Dark Spot Corrector kan købes på Cliniques webshop, i Matas og i Magasin.

Den er lige nu på tilbud i Matas til 380 kroner for Club Matas medlemmer, der altså sparer 20 procent. (Det er gratis at melde sig ind i Club Matas)

Clinique Even Better Clinical Dark Spot Corrector

 

 

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
28 kommentarer
Mette

Prøvede den sidste år uden nogen effekt overhovedet – andet end at huden føltes blød og lækker.
Men som du også skriver: Der er så mange produkter og så lidt, der virker 🙁 Synes godt nok, at jeg har købt mig fattig i diverse cremer, så nu bruger jeg i stedet for pengene på makeup, som dækker 😉

Helle

Make up der dækker pigmentpletter? Det vil jeg gerne vide hvad er 🙂

Elisa Andreasen

Jeg brugt den til ar efter acne og synes det blev væsentlig bedre med clinique.

Katja Moikjær

Det er interessant!

Lene // DuftVerket

Jeg er så meget i tvivl om, hvorvidt jeg har pigmentfejl eller ej… Forklaring:
Efter jeg startede på heavy a-vitamin er min ansigtskulør blevet mørkere og mørkere. Det ligner at jeg har en for mørk foundation på da min hals/brystparti er mange toner lysere. Og ja – jeg bruger SPF50 hele tiden..
What to do what to do? Skal jeg mon ud i sådan en creme her? Eller andet som bleger? Eller skal jeg stoppe med a-vitamin/retin-a cremen? 🙁

Katja Moikjær

Hvilken creme er det helt præcis? Umiddelbart ville jeg stoppe, ja.

Lene // DuftVerket

Det er ikke noget bestemt mærke, men bare små tuber med retin-a som jeg køber på ebay… Jeg ved godt, at man bliver meget lysfølsom af dem, men jeg synes virkelig det har hjulpet på mine store porer. Og jeg har brugt det i 1½ års tid tror jeg…

Katja Moikjær

Det er helt klart pigmentpletter du har nu. Udløst af at din hud er blevet mere lysfølsom pga. A-vitaminsyren.
Helt ærligt kan du ikke gøre en døjt ved de pletter så længe du bruger den creme. Det er spild af penge. Det eneste, du kan gøre er at være fascistisk med SPF50.
Personligt ville jeg nok passe rigtig godt på og overveje de skadelige effekter af den øgede lysfølsomhed nøje.

Anne - Sofie A

Har du en ide til cv’et/concealer til nogle hvide pletter jeg har fået i ansigtet efter stråler. Huden er fin helt glat men der er hvide pletter der lyser op gennem faundation og tonsvis af concealer jeg har haft. I stormagasinerne får jeg altid for mørke farver og de kager. Jeg er lys med lidt rødligt skær. Hjælp!

Katja Moikjær

Hvilke produkter og farver har du prøvet indtil videre?

Signe

Hej dåser
Har en meget meget tør hud, ingen fugtmasker hjælper udover intensive drink up fra origins. Derfor overvejer jeg at bruge the body shops shea body butter i ansigtet. Er dog bange for, at den vil slå mig ud? Hvad tænker i og kan min hud ånde hvis jeg smører den i ansigtet inden jeg smutter i seng
Vh

Helene Randløv

Hej Signe
Er det på grund af parfumen du er bange for at slå ud, eller hvad mener du med slå ud? Hvis den gør jobbet andre steder, kan det sagtens være, at den kan hjælpe i ansigtet, men jeg ville nu hellere bruge noget mindre parfumeret. Hvad har du prøvet? Og hvordan renser du?
Kh. Helene

Signe

Ja pga parfumen og den tykke konsistens. Tænker min hud ikke kan ånde igennem cremen hvis jeg smører den i ansigtet
Jeg renser med garnier rensevand for at fjerne forundation. Derefter renser jeg huden med en rensemælk fra beaute pacifique til tør hud
Synes ikke jeg kan finde noget til ansigtet der er ligeså fugtgivende som body butter. Kokosolie giver mig desværre udbrud

Katja Moikjær

Umiddelbart er der ikke nogen grund til at du ikke skulle kunne bruge den.
I dit tilfælde tænker jeg at det må komme an på en prøve?

Mads

Even Better og så Tyrostase fra Beauté Pacifique er de eneste af de utallige cremer/serums, jeg har brugt mod pigmentpletter, som har virket.
Er det mig, der er blind, eller er der ikke noget Even Better-tilbud hos ClubMatas? Tilbuddet var måske kun fredag? 🙂

Katja Moikjær

Ja, det har det nok været 🙁 Jeg fjerner det igen. Tak

Lone H

Må bestemt sige at jeg kan tilslutte mig denne even better serum. Startede sidste år efter sommeren og har fået rigtig gode resultater. Desværre har jeg fået nogle af pigment forandringerne tilbage efter denne sommer men jeg kan se at de på ingen måde er ligeså mørke som sidste år. Har fået en fantastisk behandling i mit stormagasin af de dygtige clinique piger. Er løbende blevet fulgt for om serummet virkede. Kan klart give mine varmeste anbefalinger.

Katja Moikjær

Hvor er det godt at høre. Tak for anbefalingen

Jeanette

Kan i anbefale et produkt der virker, som man kan købe i USA? Jeg døjer nemlig meget med hyperpigmentering, og er bosat i USA. Det vil jeg være rigtig interesseret i 🙂

Katja Moikjær

Hej Jeanette. Nej, ikke rigtig. Hydroquinon er som sagt forbudt i EU, og det er derfor ikke noget, jeg har erfaring med.
KH. Katja

Helle

Jeg bruger Eucerins Even Brighter serum hver aften og det hjælper en del. Altså, det lysner pletterne, men fjerner dem ikke.
Ville det give mening at bruge Cliniques serum om morgenen? Eller måske den anden, to gange om dagen, i stedet for en?

Helene Randløv

Hej Helle
Anbefalingen på Even Brighter er en gang dagligt, jeg ville nok prøve to gange dagligt i en periode, men sørg endelig for masser af SPF og anden god pleje.
Kh. Helene

mona

Har i nogen erfaringer med produkterne fra phformular ?

Katja Moikjær

Nej desværre

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *