Fredagsfavorit: S.W. Basics Cocoa Lip Balm

21.08.15
SW Basics Organic Lip Balm

SW Basics Organic Lip Balm

I går var vi til fejringen af Fashion Post’ webshop, og der stiftede jeg også nærmere bekendtskab med mærket S.W. Basics. Kendetegnende for produkterne er, at de består af økologiske olier og ikke andet. Der er stort set ikke noget i, som man ikke kan finde i sit køkken.

Det med at finde sine kosmetiske ingredienser i køkkenet er generelt ikke noget, jeg er fortaler for, men det, der umiddelbart tiltaler mig ved produkterne, er overskueligheden. I min nye favoritlæbepomade er der 3 ingredienser i. Det er da til at overskue, selv uden briller på.

S.W. Basics Cocoa Lip Balm består af tre ting: Kakaosmør, kokosolie og bivoks. Ikke andet. Ingen parfume, ingen konserveringsmidler, ingen farvestoffer, ingenting.

Læbepomaden har en overraskende blød og lækker konsistens, den simple formulering til trods. Den smelter på læberne og en lille smule i tasken på en varm dag som i dag. Den er fed, lækker og superplejende til tørre læber.

Personligt kunne jeg godt have tænkt mig et konserveringsmiddel. Der er trods alt tale om et produkt, som jeg skal have i nærkontakt med min bakteriefyldte mund mange gange dagligt. Men en læbepomade er også et produkt, som jeg bruger op så hurtigt, at der næppe når at opstå problemer med manglende konservering.

Cocoa Lip Balm er uden parfume eller smagsstoffer,men har en duft af kakao fra kakaosmørret. Den er tydelig, men ikke overvældende. Jeg kan godt lide den, og jeg bryder mig IKKE om læbepomade med tilsat smag eller duft. Og så er prisen rimelig – 50 kroner koster den.

Udover Cocoa-varianten, så findes der tre andre læbepomader i sortimentet. De er alle tre parfumerede med æteriske olier af hhv. citrus, pebermynte og kardemomme/kanel.

Her kan du købe det
S.W. Basics Lip Balm koster 50 kroner stykket. Du kan købe den på Fashion Post’ nye webshop og på Beaumonde.dk.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
3 kommentarer
Anne-Pi Toft Hansen

Hej Pudderdåserne. Jeg har næsten lige opdaget jeres blog, og nu er jeg som 57 årig næsten blevet afhængig af jer. Jeg bruger mange af jeres råd.Nu vil jeg spørge jer om I mener der findes en slags antirynke creme til de små rynker omkr læberne?
Mvh. Anne-Pi

Katja Moikjær

Kære Anne-Pi. Der findes faktisk en del. Det hedder O-zonen (ja, det passer! Jeg fnisede godt nok, da jeg hørte det første gang…). Den bedste løsning kommer dog lidt an på, hvad du gerne vil opnå. De gode antiage cremer til ansigtet virker også på rynker omkring munden. Der er ingen grund til at købe et bestemt produkt. Ingredienserne er det samme. Hvad bruger du i ansigtet?
Hvis du bruger læbestift og lipgloss kan du også have gavn af at læse dette: https://pudderdaaserne.dk/2011/11/15/tirsdagstip-sadan-undgar-du-at-glossen-bloder/
Kh. Katja

Cecilia.

På s.w. basics hjemmeside stod der at deres produkter holder i 2 år, men at de anbefaler at man bruger dem indenfor 8 måneder. De har vist testet det godt og grundigt ud.
Mvh,
Cecilia

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *