Sponsoreret indlæg
I sidste uge var det meningen, at jeg skulle skrive om mine oplevelser med Swiss Skin Renewal, men mit maveskind, som jeg jo testede på, var ret hurtigt begyndt at brokke sig over alt det rulleri med Swiss Skin Roller. Derfor har jeg efter vejledning fra flere dermatologer valgt at stoppe behandlingen helt.
Da det som bekendt er et sponsoreret indlæg, vil jeg hellere end gerne følge vejledningen og derefter fremvise et fint resultat. Det er desværre bare ikke muligt, når huden slet ikke kan følge med. I stedet har jeg skrevet den ultimative guide til microneedling derhjemme.
Forventningsafstemning
Når man starter med en behandling, uanset om det er huden, håret, kroppen, neglene eller noget helt femte, der skal behandles, så er det naturligvis ret vigtigt at tage en realistisk forventningssamtale med behandleren. Når det er en hjemmebehandling, så lægger du et stort ansvar i dine egne hænder, der er nemlig ingen, du kan spørge til råds og heller ingen, der kan hjælpe dig undervejs heller ikke, hvis det ikke går helt som forventet. Du kan hente en smule hjælp i Swiss Clinics egen FAQ.
På grund af min baggrund, og min gennemlæsning af sindssyge mængder af materiale om microneedling, gode behandler venner i telefonen og dygtige dermatologer i ærmet turde jeg godt selv gå i gang.
Vejledning
Da jeg skrev det første indlæg om Swiss Skin Renewal, glædede jeg mig virkelig til at se og dele forskellen før og efter, men jeg var nødt til lige at spørge til vejledningen. Der stod nemlig, at resultaterne sjældent viser sig før mange ugers behandling, og det harmonerede naturligvis ikke særlig godt med, at jeg allerede to uger senere skulle vise før og efter billeder. Den vejledning, jeg referer til, blev desværre ændret, og den nye vejledning vil jeg gerne knytte nogle kommentarer til.
Der er, som Swiss Clinic ganske rigtigt skriver, ikke et entydigt svar på, hvor tit man skal bruge Swiss Skin Roller, der er mange variable, og det skal naturligvis med i dine overvejelser. Det er også ganske rigtigt, at den bestemt ikke skal bruges for tit! Men at bruge Swiss Skin Roller nogle minutter hver dag i en uge er noget, jeg vil fraråde på det kraftigste!
Det er netop overdrivelse, der er den allerstørste fare ved microneedling, læs derfor grundigt vejledningen til at vælge roller. Den ældgamle sætning ”less is more” er rigtig god at have i tankerne, når du begynder at rulle. Ydermere mener jeg ikke, at rollere med nåle der er længere end 1 millimeter bør bruges derhjemme, og da er det kun til kroppen!
Her er et par tommelfingerregler i forhold til nålelængderne:
- 0,2 eller 0.25 mm nåle kan du bruge hver anden dag.
- 0,5 mm nåle kan du brute 1 -2 gang om ugen.
- 1 mm kan du bruge en gang hver anden uge.
Microneedling er IKKE til dagligt brug. Tænk på det som et alternativ til klinikbehandlinger og ikke som en del af din daglige hudpleje. Og husk at rolleren skal skiftes ud forholdsvis ofte, da nålene selvfølgelig bliver sløve.
Samtidig med at jeg har testet Swiss Skin Roller, har Katja testet en lignende 0,5 mm rulle derhjemme i ansigtet. Hun bruger den et par gange om ugen med rigtig fine resultater. Den har haft en god effekt på hudens udseende generelt.
Herunder ser du det før-billedet, som blev taget, da jeg begyndte at rulle…
Bivirkninger
For mig var det altså den daglige brug af Swiss Skin Roller, som allerede på tredjedagen resulterede i rød, varm og synligt irriteret hud. Det er der ikke noget mærkeligt i, på klinikker anbefaler man 24 makeupfri timer efter en behandling, fordi huden er “åben”. Derfor stoppede jeg naturligvis, og efter en uge skulle der altså kun en enkelt gang til, før huden reagerede sådan igen.
Her vil jeg lige tillade mig at nævne nogle af de klassiske tegn på inflammation:
- Calor: Når vævet i og omkring det behandlede område bliver varmt.
- Dolor: Når vævet i og omkring det behandlede område er ømt eller gør ondt.
- Rubor: Når du opdager rødme i vævet omkring det behandlede område.
- Tumor: Når vævet i det behandlede område er hævet.
Oplever du noget lignende, er det din hud, som fortæller dig, at DU SKAL STOPPE NU!
Hygiejne
Som vores faste læsere ved, overlader jeg ingenting til held eller tilfældigheder, når det kommer til hygiejne… faktisk har Katja af flere omgange bemærket mit i hendes øjne unaturlige forhold til håndsprit og ja, det er til dels en erhvervsskade… Derfor kan jeg godt garantere, at det ikke er svigtende hygiejne, der er årsagen til mine problemer.
Hygiejne er selvfølgelig noget, du skal være meget striks omkring, når du behandler med Swiss Skin Roller hjemme. Især fordi du ikke lige har adgang til en autoklave, som kan sterilisere din Swiss Skin Roller for dig. Derfor skal du:
- Sørge for at rense Swiss Skin Roller virkelig grundigt efter brug.
- Lade den tørre hundrede procent, inden du lægger den på plads.
- Opbevare den så rent og sikkert som overhovedet muligt.
Det er klart, at Swiss Skin Roller er til personligt brug, og du naturligvis ikke må dele den med andre!
Effekt
Den lidt kedelige bivirkning, jeg har oplevet, har heldigvis ikke overskygget, den gode gerning som Swiss Skin Roller har gjort for mig og mit ar. Det er ikke en effekt, man kan se, men det er noget, jeg meget tydeligt kan mærke.
Mit ar har altid været sådan lidt hårdt og stramt, og det er trods alt blevet markant blødere og meget mere behageligt. Selvom jeg selvfølgelig havde været glad for et mindre synligt ar, så er den nye blødere version af arret præcis det resultat, som jeg håbede på at opnå. Og selvom jeg selvfølgelig ikke kan dokumentere denne effekt med billeder, så er den vigtigere for mig end en egentlig reduktion af både ar og strækmærker.
Bruger du Swiss Skin Roller regelmæssigt (dog ikke for tit!), så burde du se resultater efter fire til otte uger. Ved microneedling med nåle der er 0,3 millimeter og derover, aktiverer du kollagenet i huden, og den effekt vil du oftest kunne spore efter bare to eller tre uger. Det betyder, at huden vil virke og syne mere fugtet og fyldig.
Husk nu at længere nåle og hyppigere behandlinger på ingen måde er garanti for et bedre resultat snarere tværtimod!
Den rigtige roller
Den originale Dermaroller, som er produceret i Tyskland, er et beskyttet varemærke og sælges kun til klinikker! Møder du navnet “dermaroller” andre steder eller når nogen på internettet påstår at sælge en “original” dermaroller, så kan du altså være helt sikker på, at det er en forfalskning.
De fleste andre rollere til hjemmebrug stammer fra fabrikker i Asien. Så advarslerne mod billige “kinaruller” kan du nogenlunde roligt tage med et gran salt.
Du er nødt til at kigge kritisk på produktet, ligegyldigt hvem du køber fra. Se efter konstruktionen og kvaliteten af rullen. Ser den solid ud? Knækker nålene? Bøjer de? Falder de af?
Her har jeg naturligvis kun vurderet Swiss Skin Roller, og den stemmer fint overens med mine forventninger til kvaliteten.
Hvorfor vælge Swiss Skin Renewal?
På en del sider finder du diskussioner om, hvilken rulle der er bedst… Sådan vil det ALTID være, de sites, der sælger den ene slags, vil argumentere mod den anden slags og omvendt, sådan er det bare. Derfor har jeg læst og læst om de forskellige slags, og endda søgt på eBay… Og lad mig sige det med det samme. Det er ikke altid muligt at spotte kvaliteten, og det betyder, at du kan ende med noget, som minder mere om et torturredskab end om et hjælpemiddel til din skønhedspleje. Derfor bliver du nødt til at tage nogle meget kritiske briller på, inden du bruger din roller på huden. Og igen vil jeg advare mod at bruge rollere med nåle, der er længere end 0,5 millimeter i ansigtet, i hvert fald hvis du selv skal udføre behandlingen.
Swiss Skin Roller er en af de såkaldte 540-needle rollere. Den stammer fra en koreansk fabrik, der producerer rolleren på en helt anden måde end den originale Dermaroller. Swiss Skin Roller består faktisk ikke af nåle, men af 540 bittesmå udstandsede metal-takker.
Som sagt vil du finde mange rundt omkring på nettet, der mener, at rigtige nåle er den eneste vej frem, og at de 540 bittesmå “knive”, som Swiss Skin Roller reelt består af, kan skade huden. Det er imidlertid ikke muligt for mig at finde dokumentation for, at det ene er bedre end det andet. Og den umiddelbare fordel ved Swiss Skin Roller er, at nålene ikke kan falde af, i modsætning til nogle af de andre billige modeller, som har en kedelig tendens til at tabe nålene, mens du ruller…
Sættet fra Swiss Clinic
Den pakke jeg har testet hedder Swiss Skin Renewal og den indeholder en Swiss Skin Roller på 1 millimeter og det genopbyggende serum Swiss Rejuvenator. Der findes også den mere eksklusive Swiss Total Skin Renewal pakke som yderligere består af en pakke af kosttilskuddet Swiss Immunizer, som indeholder den kraftige antioxidant Beta Glukan og D-vitamin.
Det bliver spændende at se, hvordan Swiss Total Skin Renewal klarer sig til Swedish Beauty & Cosmetic Awards, hvor sættet er nomineret i kategorien årets innovation. Herfra skal lyde et stort held og lykke!
Webshoppen Swissclinic.dk er en e-mærke godkendt webshop, hvor du altså blandt de andre fine produkter fra Swiss Clinic i øjeblikket finder Swiss Skin Renewal til 799 kroner og Swiss Total Skin Renewal til 1199 kroner.
Sponsoreret indlæg skrevet i samarbejde med Swiss Clinic.
Hej Pudderdåser
Jeg ved, det er et gammelt opslag, men jeg har svært ved at finde frem til, om det er en god idé at bruge en skin roller, når man har mild rosacea (primært rødme og karsprængninger). Hvad er jeres viden omkring det område?
Tak for en skøn blog og ikke mindst dejlige produkter, som har gjort en forskel 🙂
Kh. Victoria
Vil lige spørge om man skal bruge natcreme efter man har rollet ? Altså efter man har brugt serum og der er gået et par timer og skal i seng?
Med venlig hilsen
Siff Tordenro
Hej Siff
Der er efterhånden så mange forskellige holdninger til, hvad der er bedst. Derfor vil jeg ikke kloge mig på området. Umiddelbart ville jeg sige, ja, det kan du godt, men det afhænger helt af cremen.
Kh. Helene