

Skønne dufte har jeg meget svært ved at få nok af. Derfor klappede jeg i hænderne, da jeg så at Miller et Bertaux kom til Danmark. Der har været en masse rygter om en særlig af disse dufte, nemlig den jeg har fået lov til at udlodde i dag. Det er Miller et Bertaux L’eau de parfum #1 Parfum Trouve. Når jeg finder denne duft særligt spændende, er det fordi, den dufter ret meget som Shiseido Feminite du Bois, som desværre udgik for en del år siden.
Første gang
Historien med den duft er lidt sjov, for jeg havde læst nogle anbefalinger fra Helle Forum, og hun fortalte om denne skønne duft Shiseido Feminite du Bois. Jeg styrtede ned i Matas, og jeg forstod simpelthen ikke, hvordan man kunne lide en duft som den. Min oplevelse af duften var anderledes… jeg syntes nemlig, at den duftede fuldstændig, som når man spidser sine blyanter. Den skulle jeg ikke nyde noget af at prøve og jeg gik slukøret hjem.
Den må alligevel have gjort et indtryk, for da jeg endelig tog mig sammen til at prøve den, var det kærlighed ved første snif.
L’eau de parfum #1 Parfum Trouve
Miller et Bertaux rummer samme fantastiske pudrede kompleksitet. Sort Iris, ylang ylang, hvid lilje, og (blyantspidser noten) cedertræ, rosentræ, moskus, kommen og varme krydderier. Det er en meget krydret åbning, men den ender med at være en næsten let blomsterduft. Den er mildere og langt mere blød i trænoterne end originalen og den er også umiddelbart friskere.
Vil du vinde?
For at være med i konkurrencen om en flaske L’eau de parfum #1 Parfum Trouve skal du i kommentarfeltet herunder fortælle, hvilken duft andre forbinder med dig. Husk at læse reglerne, hvis du vil være sikker på at din kommentar er med i lodtrækningen!
Som du nok har gættet, har denne duft en helt særlig betydning for mig, den er meget speciel, men også ualmindelig skøn.
Vinderen af Aromatherapy Associates Bath & Shower Oils
Tidligere da jeg lukkede kommentarfeltet, havde jeg lige skrevet en hel seddel fyldt med gangestykker til min yngste søn, ja… han øver tabeller. Da vinderen skulle trækkes, spurgte jeg, hvor mange stykker han havde regnet og svaret var 58 stykker. Derfor er det personen bag denne kommentar, der har vundet den ret vidunderlige gave fra Aromatherapy Associates… Det er Aia (14. december 2014 kl. 18:02)
- Sidste år fik jeg i julegave en Bose højtaler som kan kobles til mobilen via bluetooth. Og jeg elsker den. Lyden er fantastisk og den er i brug hele tiden og kan sparke hvilken som helst fest i gang. Det der forundrede mig mest var hvor højt den lille ting kan spille, og nogle gange er der ikke noget bedre i hele verden end at høre sin yndlingssang på max volumen.
Stort tillykke til Aia, du hører fra mig snarest :-*
Tror folk forbinder mig med Elizabeths Ardens Green Tea, da jeg efterhånden har brugt den on/off i en del år nu 🙂
Jeg har altid en 8-10 dufte, som jeg veksler mellem alt efter anledning – humør – årstid – youknowthedrill. HVER gang – uden undtagelse – jeg har Miss Dior Cherie på, så er der mindst een der bemærker det. Jeg har haft den igennem 3-4 år – og den er stensikker – HVER GANG! Så det må være den…
Min kæreste forbinder mig med Maitresse fra Agent Provocateur og er den duft han har givet mig flest gange i løbet af de 6 år vi har været sammen, da det var den jeg havde på da vi mødtes
Uhmm, dufte, noget der betyder meget for mig og min hundeagtige lugtesans. Desværre betyder det også, at jeg kan kende de fleste klassiske parfumer i de nye jeg dufter til, og der er langt imellem de som skiller sig ud.
Mine børn siger, at den duft der minder dem mest om mig er Cartiers Must de Cartier, selv om jeg bruger den mest om vinteren.
Jeg har fået at vide at folk altid tænker på bamselines lyserøde skyldemiddel, haha 😀
Tror egentlig ikke jeg bliver forbundet med nogen duft. Men folk synes altid jeg har vildt meget parfume på, hahaha 😛
Chanel Chance har i mange år været min yndlingsparfume, og er efterhånden også blevet det hos mange af mine veninder. Når vi er på bar bund omkring gaver til hinanden, er denne altid en sikker vinder:)
Nu er det ikke lige noget jeg går og spørger folk om 😉 Men jeg vil tro at de forbinder mig med Love fra Chloe
Issey Mikaye. Jeg burde virkelig snart komme videre, men jeg KAN ikke. Jeg tror, det er mig umuligt at blive træt af den duft, og jeg bliver helt salig og glad, når jeg passerer andre, der dufter af den.
Det sagt, forsøger jeg pt. at komme LIDT videre med Clean, men det er med virkelig små skridt.
Jeg havde engang købt en juicemaskine og gik i gang med det helt store juicetrip og læste side op og ned om hvad de forskellige frugter og grøntsager gjorde for kroppen. Jeg havde nok desværre mistet min kritiske sans den dag jeg juicede et helt hvidkål og insisterede på at det var godt at drikke. Det stank i hele lejligheden og smagte fælt….. Så jeg er bange for at min mand forbinder mig med duften af hvidkål! 😉 heldigvis forbinder de fleste mig med duften flowerbomb fra Viktor & Rolf 🙂