Pudderdåsernes Julekalender 2014: Glædelig (forsinket) 13. december

13.12.14
Aromatherapy Associates Ultimate Bath Jewels Box
Aromatherapy Associates Ultimate Bath Jewels Box
Foto: Aromatherapy Associates

Hahaha… jeg ELSKER jeres historier! Så jeg tænker, at I også skal have lov til at høre en af mine…

Den jul da jeg var tolv eller tretten… Det eneste, jeg kunne tænke på, var at få malet mit værelse og at få en sovesofa og alt det der, der ville pille barndommen ud af mit værelse. For i mine egne øjne var jeg jo blevet sådan rigtig voksen (nej, altså det er jeg stadig ikke…).
Der var ingen tvivl om, at mine forældre havde forstået budskabet, og jeg var lige ved at sprænges af utålmodighed… Det startede rigtig godt med de helt rigtige fyrfadslysestager… Så var der nogle andre små ønsker… og så kom jeg til den store pakke, den blev næsten flået op, for jeg havde jo krydset af i Ilva kataloget, og pakken passede lige med størrelsen af en ryghynde til den helt rigtige sovesofa… Det var det ikke!
Min far var nemlig faldet over en fantastisk smuk porcelænsdukke, og den synes han bestemt, at jeg måtte eje. Siden da har jeg ikke skrevet ønskeseddel trods utallige opfordringer… Det er måske den jul, hvor jeg er gået tidligst i seng, for jeg havde uendelig svært ved at skjule min store skuffelse.
Jeg endte selvfølgelig med at blive glad for dukken, fordi den virkelig var meget smuk, og teenageværelset fik jeg et par år efter. Spørgsmålet du skal svare på for at være med i lodtrækningen er: Hvilken julegave er du selv blevet virkelig glad for?

Potent aromaterapi
Dagens præmie har jeg rost i så høje vendinger, at jeg til sidst blev nødt til at understrege, at det altså IKKE var et sponsoreret indlæg. Det var ren begejstring, som gjorde at jeg roste den pågældende olie. Faktum er, at jeg er ret vild med alle ti. Og jeg har selv været ude og investere i de store størrelser af flere af dem. Mit spæde bekendtskab med de potente aromaterapeutiske olier startede med en lille æske med de dengang ni olier.
Det var da også et tilfælde, som gjorde, at jeg endelig kastede mig over dem. Siden har jeg ikke slubbet dem, for de virker virkelig. Man skal ikke være sart, for det er æteriske olier og de dufter karftigt.

Ti små mirakler
Overdriver jeg? Nææ, det synes jeg jo ikke! Det er svært for mig at beskrive, hvor glad jeg er for Aromatherapy Associates Bath & Shower Oils. Alle er de baseret på kokosolie og blandet med forskellige æteriske olier.
Mange af dem er de livliner, jeg benytter mig af, når hovedet er fuldt af tanker og behøver ro, når hosten ikke gider stoppe, når krop og sind er slidt, men der stadig er ting, der skal gøres, på de dage hvor skyerne ikke lige letter af sig selv… Måske giver det sig selv, men denne her gave er helt særlig for mig! Det er altså de ti eksisterende Aromatherapy Associates Bath & Shower Oils i små 7,5 ml flasker som udgør den smukke juleæske: Ultimate Bath Jewels.

  • Deep Relax Bath & Shower Oil: Vetivert, patchouli, australsk sandeltræ, vild kamille og romersk kamille
  • Light Relax Bath & Shower Oil: Lavendel, ylang- ylang, petitgrain, kamfertræ, vetivert.
  • De-Stress Mind Bath & Shower Oil: Rosentræ, kamfertræ, petitgrain, rosmarin, vild kamille og frankincense.
  • De-Stress Muscle Bath & Shower Oil: Lavendel, rosmarin, kajeput, ingefær, enebær og fyrretræ.
  • Revive Morning Bath & Shower Oil: Rosmarin, grapefrugt, mandarin, sød appelsin, eucalyptus, kajeput, fyrretræ, enebær, geranium og pebermynte.
  • Revive Evening Bath & Shower Oil: Ylang ylang, geranium, kamfertræ og patchouli.
  • Support Breathe Bath & Shower Oil: Eucalyptus, lavendel, fyrretræ, pebermynte og tea tree.
  • Support Lavender & Peppermint Bath & Shower Oil: Lavendel og pebermynte.
  • Support Equilibrium Bath & Shower Oil: Geranium, bergamotte, frankincense, petitgrain, appelsin og rose.
  • Inner Strength Bath & Shower Oil: Geranium, rosmarin, salvie, kardemomme, vetivert, sort peber, frankincense, patchouli, rose, pomerans og australsk sandeltræ.

Der er mange favoritter i bland og derfor har jeg ikke lyst til at beskrive dem udover at skrive, hvad de dufter af. De er nemlig skønne alle sammen.

Vinderen af Too Faced Everything Nice og Shadow Insurance
Siden det nu var Simone, som gav mig ideen til dagens spørgsmål, så forsøgte jeg at finde hende i dagens kommentarfelt! Hun har nemlig måttet udlevere ikke mindre end to af julegavehistorierne… Simone (12 december 2014 kl. 13.59)

  • Åh nu har jeg jo brugt min Matas citron stribe historie :p så må det blive en historie fra nogle år tilbage, der sjovt nok også involverer en svigerfamilie…
    Jeg var for ca. 5 år siden blevet kæreste med en fyr den 6. december (yep, en dag før ham jeg er sammen med nu…) og ham havde så købt to gaver til mig, som jeg skulle åbne til snydejul hjemme hos hans familie. Jeg har vel været 17 år på det tidspunkt. Han har så købt en ring (I ved en af de der flotte, der kan ligne vielsesringe, men som ikke er det) hvilket i sig selv var akavet, men som om det ikke et nok havde han købt et korset til mig! Et sort korset, i lak-look materiale og som kunne spændes ind. Fordi det gad han da godt se mig i! Sagde han foran hele den her svigerfamilie… jeg havde ikke ønsket mig noget af det og han var altså på alder med mig og jeg var hans første kæreste… jeg var rimelig mortified :p
    Jeg tror, jeg har brugt korsettet èn gang uden at gå i detaljer… det var ikke lige det jeg havde regnet med XD

Stort tillykke Simone, jeg håber ,at denne jul ikke bliver helt så chokerende eller ildelugtende….
Du hører fra mig snarest!

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
131 kommentarer
Baysen

Min kæreste giver ret gode gaver. Ikke fordi de som sådan er specielle. Men fordi han gør så stort et nr. ud af at ramme rigtigt.
Mine Margurit-ørestikker, som jeg fik for nogle år siden, bliver stadig flittigt brugt. Og tasken fra sidste år følger mig trofast hver dag.
Ofte gætter jeg, hvad han finder på, fordi han spørger så meget ind til mine ønsker, inden han køber. Det har han ikke gjort i år, så jeg er helt lost. Jeg venter i spænding! For han rammer aldrig ved siden af 🙂

Mia Anna Christensen

Jeg synes faktisk, jeg har været ret heldig og fået flere gode gaver end dårlige. Derfor kan jeg nok ikke kun vælge en enkelt. Den bedste julegave jeg fik som barn, må have været den dukke, jeg ønskede mig noget så inderligt. Den kunne snakke, og var dermed temmelig dyr (især i forhold til mine forældres budget), men jeg fik den alligevel. Følelsen af de hersens glædessammentrækninger i maven, kan jeg stadig huske.
I mine teenageår var den bedste gave nok et par Dr Martens støvler, som jeg fik af ingen ringere end min kære mormor. Sidste jul fik jeg en meget flot Hobbiten-DVD i speciel edition med en hulens masse ekstramateriale. Den var jeg sørme glad for (jeg kan ikke få nok af det univers), ligeledes fik jeg en kopi af Harry Potters tryllestav (et kært eje). Ellers har jeg fået mange bøger og LP’er, som jeg har været meget glad for 🙂
Penge til studiebøger har heller ikke været sådan at kimse ad – de koster jo det hvide ud af øjnene.

Anne

Jeg havde sidste år ønsket mig et par helt vildt flotte Vagabondstøvler. Jeg havde skrevet dem allerøverst på min ønskeseddel, og da der kom en gave, som havde den eksakte skokartonsstørrelse, blev jeg simpelthen så glad. Jeg strålede og grinede, fordi jeg vidste, hvad jeg skulle til at pakke ud. Til min store overraskelse var det ikke støvlerne, for mor havde ikke kunnet finde dem. Men hun havde fundet et andet par, som hun syntes var skønne. Jeg syntes i min skuffelse, at det var de grimmeste sko, jeg nogensinde havde set, så jeg gav mig til at tude. Jeg gik op på mit værelse med masser af skam i sindet, for jeg vidste jo godt at mor havde kigget over alt efter de dumme støvler. Far endte med at komme op til mig og sagde, at jeg gerne måtte bytte dem, hvis jeg ville. Jeg indså, at de egentligt var ret flotte, og jeg iklædte mig ikke andre sko resten af juledagene.

Kathrine W

Da jeg var barn, fik jeg en ægte Barbiehest med lyserød karet, hvor hjulene kunne tages af, så den blev til en vinterslæde i stedet for. Ingen af mine veninder havde noget der var nær så sejt! Den var mit yndlingslegetøj, og jeg har gemt den på loftet til hvis jeg selv skulle få en datter…

jessie holmslykke

Den jeg husker bedst var det første år min mand og jeg holdt jul sammen efter vi hade købt hus, sammen med min fars nye kone hendes børn og børnebørn , skal lige sige vi ikke selv hade børn på dette tidspunkt , jeg var ved at kvæles i alle de gaver til ungerne og syntes bare intet der var til mig 🙂 da vi har pakket ud siger min mand hvem er den kæmpe gave til i hjørnet ? min første tanke var mere legetøj til ungerne , men nej det var en ny spisebords lampe som jeg virkelig har ønsket mig.. den var så smuk.

Sascha Veggerby

Vi havde ikke særlig mange penge da jeg var mindre, men mine forældre havde lovet mig et tv til mit værelse i julegave hvis jeg ryddede mit værelse op hver fredag et helt år. Jeg knoklede for sagen et helt år og klarede opgaven stort set hver uge, til trods for det var jeg stadig meget spændt på om jeg nu også fik tv’et, så lykken var meget stor da jeg åbnede en pakke med det fineste røde 19″ tv. Det tv blev værdsat mange år efter og jeg har fået mange rigtig gode gaver siden, men det lille røde tv var noget ganske særligt.

miss Sunflower

Lyder måske lidt kedeligt. Men den bedste julegave fik jeg af min ekskæreste: en utrolig lækker og praktisk stor taske. Bruger den næsten dagligt og har gjort det i 5 år nu! Og nu er den brugt til så mange rejser at den vækker gode minder, hver gang jeg tager den i brug.

Maria Ørum

Vi geocacher en hel del og et år fik jeg en fin gps til det samme, men når man nu er vant til at bruge sin mobil, der viser stier veje osv, er det lige pludselig ret svært med sådan en.
Men den fik et par forsøg og nogle knap så pæne gloser med på vejen og i dag er vi de bedste venner og altid i lommen på cacheturene 🙂

Signe Mehl

En af mine bedste julegaver har været et par helt simple og sorte dr. denim bukser. Jeg havde virkelig ønsket mig dem, og blev helt overrasket over at få dem. Og siden juleaften har jeg brugt dem flittigt, da de passer til alt!

Maria Høyer

Den julegave, som jeg er mest glad for, er en jeg selv har givet. Sidste år havde jeg lavet en fotobog til mine forældre, der indeholdte billeder fra en fantastisk rejse vi havde sammen. Det var det ebdste i hele verden at se dem åbne pakken og blive rigtig glade og overraskede 🙂

Din kommentar