Pudderdåsernes Julekalender 2014: Glædelig (forsinket) 13. december

13.12.14
Aromatherapy Associates Ultimate Bath Jewels Box
Aromatherapy Associates Ultimate Bath Jewels Box
Foto: Aromatherapy Associates

Hahaha… jeg ELSKER jeres historier! Så jeg tænker, at I også skal have lov til at høre en af mine…

Den jul da jeg var tolv eller tretten… Det eneste, jeg kunne tænke på, var at få malet mit værelse og at få en sovesofa og alt det der, der ville pille barndommen ud af mit værelse. For i mine egne øjne var jeg jo blevet sådan rigtig voksen (nej, altså det er jeg stadig ikke…).
Der var ingen tvivl om, at mine forældre havde forstået budskabet, og jeg var lige ved at sprænges af utålmodighed… Det startede rigtig godt med de helt rigtige fyrfadslysestager… Så var der nogle andre små ønsker… og så kom jeg til den store pakke, den blev næsten flået op, for jeg havde jo krydset af i Ilva kataloget, og pakken passede lige med størrelsen af en ryghynde til den helt rigtige sovesofa… Det var det ikke!
Min far var nemlig faldet over en fantastisk smuk porcelænsdukke, og den synes han bestemt, at jeg måtte eje. Siden da har jeg ikke skrevet ønskeseddel trods utallige opfordringer… Det er måske den jul, hvor jeg er gået tidligst i seng, for jeg havde uendelig svært ved at skjule min store skuffelse.
Jeg endte selvfølgelig med at blive glad for dukken, fordi den virkelig var meget smuk, og teenageværelset fik jeg et par år efter. Spørgsmålet du skal svare på for at være med i lodtrækningen er: Hvilken julegave er du selv blevet virkelig glad for?

Potent aromaterapi
Dagens præmie har jeg rost i så høje vendinger, at jeg til sidst blev nødt til at understrege, at det altså IKKE var et sponsoreret indlæg. Det var ren begejstring, som gjorde at jeg roste den pågældende olie. Faktum er, at jeg er ret vild med alle ti. Og jeg har selv været ude og investere i de store størrelser af flere af dem. Mit spæde bekendtskab med de potente aromaterapeutiske olier startede med en lille æske med de dengang ni olier.
Det var da også et tilfælde, som gjorde, at jeg endelig kastede mig over dem. Siden har jeg ikke slubbet dem, for de virker virkelig. Man skal ikke være sart, for det er æteriske olier og de dufter karftigt.

Ti små mirakler
Overdriver jeg? Nææ, det synes jeg jo ikke! Det er svært for mig at beskrive, hvor glad jeg er for Aromatherapy Associates Bath & Shower Oils. Alle er de baseret på kokosolie og blandet med forskellige æteriske olier.
Mange af dem er de livliner, jeg benytter mig af, når hovedet er fuldt af tanker og behøver ro, når hosten ikke gider stoppe, når krop og sind er slidt, men der stadig er ting, der skal gøres, på de dage hvor skyerne ikke lige letter af sig selv… Måske giver det sig selv, men denne her gave er helt særlig for mig! Det er altså de ti eksisterende Aromatherapy Associates Bath & Shower Oils i små 7,5 ml flasker som udgør den smukke juleæske: Ultimate Bath Jewels.

  • Deep Relax Bath & Shower Oil: Vetivert, patchouli, australsk sandeltræ, vild kamille og romersk kamille
  • Light Relax Bath & Shower Oil: Lavendel, ylang- ylang, petitgrain, kamfertræ, vetivert.
  • De-Stress Mind Bath & Shower Oil: Rosentræ, kamfertræ, petitgrain, rosmarin, vild kamille og frankincense.
  • De-Stress Muscle Bath & Shower Oil: Lavendel, rosmarin, kajeput, ingefær, enebær og fyrretræ.
  • Revive Morning Bath & Shower Oil: Rosmarin, grapefrugt, mandarin, sød appelsin, eucalyptus, kajeput, fyrretræ, enebær, geranium og pebermynte.
  • Revive Evening Bath & Shower Oil: Ylang ylang, geranium, kamfertræ og patchouli.
  • Support Breathe Bath & Shower Oil: Eucalyptus, lavendel, fyrretræ, pebermynte og tea tree.
  • Support Lavender & Peppermint Bath & Shower Oil: Lavendel og pebermynte.
  • Support Equilibrium Bath & Shower Oil: Geranium, bergamotte, frankincense, petitgrain, appelsin og rose.
  • Inner Strength Bath & Shower Oil: Geranium, rosmarin, salvie, kardemomme, vetivert, sort peber, frankincense, patchouli, rose, pomerans og australsk sandeltræ.

Der er mange favoritter i bland og derfor har jeg ikke lyst til at beskrive dem udover at skrive, hvad de dufter af. De er nemlig skønne alle sammen.

Vinderen af Too Faced Everything Nice og Shadow Insurance
Siden det nu var Simone, som gav mig ideen til dagens spørgsmål, så forsøgte jeg at finde hende i dagens kommentarfelt! Hun har nemlig måttet udlevere ikke mindre end to af julegavehistorierne… Simone (12 december 2014 kl. 13.59)

  • Åh nu har jeg jo brugt min Matas citron stribe historie :p så må det blive en historie fra nogle år tilbage, der sjovt nok også involverer en svigerfamilie…
    Jeg var for ca. 5 år siden blevet kæreste med en fyr den 6. december (yep, en dag før ham jeg er sammen med nu…) og ham havde så købt to gaver til mig, som jeg skulle åbne til snydejul hjemme hos hans familie. Jeg har vel været 17 år på det tidspunkt. Han har så købt en ring (I ved en af de der flotte, der kan ligne vielsesringe, men som ikke er det) hvilket i sig selv var akavet, men som om det ikke et nok havde han købt et korset til mig! Et sort korset, i lak-look materiale og som kunne spændes ind. Fordi det gad han da godt se mig i! Sagde han foran hele den her svigerfamilie… jeg havde ikke ønsket mig noget af det og han var altså på alder med mig og jeg var hans første kæreste… jeg var rimelig mortified :p
    Jeg tror, jeg har brugt korsettet èn gang uden at gå i detaljer… det var ikke lige det jeg havde regnet med XD

Stort tillykke Simone, jeg håber ,at denne jul ikke bliver helt så chokerende eller ildelugtende….
Du hører fra mig snarest!

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
131 kommentarer
Louise

Den bedste gave jeg har fået var en gave fra mine forældre – to flybilletter til min kæreste og jeg sydpå! Det var virkelig tiltrængt, og en virkelig (virkelig!) god gave! 🙂

Kathrine

Jeg kan ikke komme på én specifik gave jeg er blevet rigitg glad for. Ikke fordi jeg får dårlige gaver, men fordi jeg er ualmindeligt dårlig til at huske hvad jeg får 😉
Men generelt så bliver jeg (hen ad vejen) rigtig glad for det tøj jeg får i gave. De gange jeg har fået tøj, er det noget, som jeg ikke selv ville have købt, men tøjet er endt med at blive hverdagsfavoritter 🙂
Som eksempel kan nævnes beige bluse fra Monki. Meget neutral men virkelig lækker 🙂 !

mette

tester om det er svært

Helene Randløv

tak :-‘

Mette B

Kan huske da jeg var 5 år fik jeg et stort barbie dukkehus af min oldemor. Det har jeg aldrig helt glemt.

louise

Den gave jeg er blevet mest glad for er et Charlotte Lynggård læderarmbånd med sweetdrops som jeg har fået af min mand.

Laura

det må være koncertbilletter til Drake i foråret, som jeg fik af min kæreste sidste jul. Begyndte faktisk at græde da jeg åbnede gaven. Det var inklusiv hotel, dåseøl, og “middag” på et pizzaria nær forum hvor vi lige snuppede en vin med til køen også. Det var den bedste gave!

Anne

Min bedste julegave fik jeg af min mormor og morfar, da jeg var 4 år. Det var en stor hvid isbjørnebamse med en rød sløjfe om halsen. Den var pakket ind i en gennemsigtig plastikpose, som jeg skyndte mig at tage af, for bamsen skulle jo nødigt kvæles. (Jeg havde lært at man aldrig måtte tage en plastikpose over hovedet.) Bamsen blev min bedste ven og jeg kunne ikke sove uden den før jeg for alvor som teenager syntes det var pinligt. Engang glemte jeg den, da vi skulle i sommerhus, og det endte med at min far brugte hele natten på at køre hjem efter den! Bamsen har også være med i zoologiskhave, for at hilse på andre isbjørne. Her blev den transporteret i en bæresele, som min mor havde syet til den/mig. I dag, hvor jeg næsten er 30, må den nøjes med at sidde i fodenden af sengen 😉 Men det er helt klart den bedste julegave, jeg har fået – det er jo ikke hver dag, man får sin nye bedsteven i julegave 🙂

Maria

Den julegave jeg husker bedst og som har gjort mig mest ekstatisk, når jeg tænker tilbage, må være fra omkring 1990. Jeg var 9 år gammel og MEGA Michael Jackson fan. CD-afspilleren var stadig ikke noget folk ejede i hobetal og den jul havde min far overrasket mig og købt min højeste ønske: et stereo anlæg med CD afspiller OG OG OG Michael Jackson – “Bad” cd’en som blev afspillet til døde i de kommmende år frem !! 😀
Jeg troede jeg ville få en ghetto belaster og et kasettebånd højest …. Jeg var helt vild !! 😀

Helle Lina Andersen

Sidste år ønskede jeg mig helt vildt at få en shu uemura eyelash curler. Havde faktisk længe søgt på nettet efter en dansk webshop hvor jeg kunne købe den, men uden held. Og jeg er sådan en kylling der ikke tør handle på udenlandske sider. Men det tør min lillesøster, og hold nu op hvor blev jeg bare glad da jeg fik den juleaften af hende. Og jeg har glædet mig over at bruge den hver eneste dag siden.
Og for lige at fortælle om en anden helt fantastisk julegave, så fik jeg og min mand sidste år et gavekort til overnatning på Comwell Borupgaard af vores 2 fantastiske døtre. Vi brugte det i sommers og nød det i fulde drag, bla. sad jeg i deres smukke park i den udendørs spa kl. 7 om morgenen og følte mig som verdens heldigste kvinde i verdens mest smukke land. Jeg har en stor svaghed for store træer, at opleve verden vågne og sanseoplevelser. I den superlækre spashop på Borupgaard så og duftede jeg til disse fantastiske dufte, så det ville da i den grad være en drømmeadventsgave. I øvrigt prøvede vi også saunagusen i deres park sauna, et drømmetrip to heaven.

Heidi Winther

Min bedste julegave fik jeg, da jeg var fire år gammel. Det var en stor gul plastikkælk formet som en and! Nøj hvor var den fed! Jeg har den endnu. Jeg var blevet for stor til den, men når jeg låner den til familiens mindre børn, får de lige så meget julens i øjnene som jeg havde da jeg så den første gang 🙂

Din kommentar