Myten om aluminium i deodorant – og hvorfor natron er et dårligt alternativ

14.07.14
Natron eller Sanex deo?

Natron eller Sanex deo?

Det hele startede med en tysk dokumentar i DR kaldet aluminium-alderen. Derpå kørte DR i sædvanlig stil videre med nyheder som denne. Resultatet har været en sand forbrugerflugt de seneste måneder, hvor folk forsager deodoranter og prøver alle alternativer i angst for, hvad aluminium kan have af skadelige effekter. Og det er da klart, når Danmarks Radio i en overskrift kalder aluminium for skadeligt.

Problemet er bare at det slet ikke passer. Det er vandrehistorier, løse rygter og undersøgelser, der for længst er blevet tilbagevist.

Myte 1: Aluminium er kræftfremkaldende
Jeg har ikke selv nogen baggrund for at kunne udtale mig om kræft, men kan kun holde mig til alle dem, der har. Både Kræftens Bekæmpelse, britiske Cancer Research UK  og den amerikanske National Cancer Institute afviser en sammenhæng mellem brug af deodorant og brystkræft.

Myte 2: Aluminium giver Alzheimer
Igen ligger vi her klart uden for mit ekspertområde, men her er en meget klar udtalelse fra Alzheimer’s Association.

“However, studies since then have failed to document a clear role for aluminum in causing Alzheimer’s. Every perspective from which researchers have explored the question has yielded contradictory data. For virtually every study suggesting that aluminum may be linked to Alzheimer’s, there is another study failing to confirm those results.”

Myte 3: Aluminium er neurotoksisk
Jep det er det. Aluminium ER giftigt. Jeg kan derfor ikke anbefale at drikke det eller sprøjte det direkte ind i blodårerne. Men som eksperter udtaler på WebMD:

“The aluminum salts do not work as antiperspirants by being absorbed in the body. They work by forming a chemical reaction with the water in the sweat to form a physical plug… which is deposited in the sweat duct, producing a blockage in the areas that it’s applied,” says David Pariser, MD, professor of dermatology at Eastern Virginia Medical School and past president of the American Academy of Dermatology. “Even [with] nicks from shaving, the amount is so negligible that it doesn’t make a whole lot of scientific sense.”

Læs mere på WebMD

Aluminiumsaltene er blevet undersøgt i hoved og armhuler, og der er ingen dokumentation fundet endnu på, at de har nogen skadelig effekt.

Alternativerne: Natron, zinc ricinoleate og æteriske olier
Som i historien med parabenerne er problemet igen: Hvad bruger vi i stedet? Hvis vi nu bare kunne smøre lidt vaseline under armene og fjerne lugten af sved, så ville alt være godt. Men hvis vi også vil opnå en effekt, så er det en mere kompliceret historie.

Du kan selvfølgelig bare vælge at lugte af gnu, så er du på den sikre side og skal ikke høre et ondt ord fra mig. Problemet er nemlig, at der ikke er et godt alternativ til aluminiumsaltene. Det er dem, der virker i deodoranter. De er effektive og med minimal risiko for irritation.

Natron er hverken naturligt eller sikkert
Hjemmelavede natron-deodoranter florerer på internettet nu. Men det er IKKE det naturlige og sikre valg, det bliver fremhævet som.

Natron er et husholdningskemikalie. Det bliver brugt i industrien til alt lige fra at slukke ildebrande til at fjerne maling med. I køkkenet bruger vi det som et hævemiddel. Og det er ikke mere naturligt end aluminium er.

Natron er et bestemt ikke farligt, problemet er, at det ikke er skabt til at blive brugt på huden. Samtidig bruger de anvisninger vi ser på internettet til hjemmelavede deodoranter nogle voldsomt høje koncentrationer af ren natron på huden. Og natron kan irritere huden og især øjnene i dets rene form. Du kan se mere her på en producents produktsikkerhedsdatablad.

Dertil er natron basisk. Det har en ph-værdi på over 8. Vores huds naturlige ph-værdi ligger omkring 5,5 med nogen variation. At bruge en base på huden vil kunne både irritere den og skabe grobund for infektioner. Læs mere om vigtigheden af at opretholde hudens naturlige ph-værdi her. På huden har vi en beskyttende syrekappe, der holder infektioner og andet skidt væk. Det kan du fjerne ved at bruge en kraftig base som ren natron.

Natron er selvfølgelig ikke farligt som sådan, men det er altså et husholdningskemikalie, der ikke er beregnet til at blive brugt på huden i så høje koncentrationer. Vær søde at love mig, at I stopper prompte med det, hvis I oplever reaktioner på huden. Jeg kan læse mange historier om folk, der oplever udslæt, og det er altså IKKE meningen. Og det er i særdeleshed ikke fordi din hud ‘detox’er’ giftige aluminiumsalte ud!

Æterisk olie – der findes antibakterielle æteriske olier, som kan have en mindre effekt på svedige armhuler. Som altid indebærer brugen af æteriske olier direkte på huden en risiko for allergi, samt forskellige cytotoksiske, fototoksiske mm. effekter.

Zinc ricinoleate – der er begyndt at dukke aluminiumsfri deodoranter op med zinc ricinoleate i stedet. De er mindre effektive end aluminium og vi ved ikke meget om dem.

Alun – Alun er godt! Alun virker fremragende og med minimal risiko for irritation. Alun er nemlig på alle måder en aluminiumsalt ligesom de øvrige udskælte aluminiumsalte.

Jeg bruger i øvrigt selv Sanex Dermo Invisible. Den med det lilla låg.

Hvad bruger du?

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
86 kommentarer
Anneli

Sig mig en gang, er det ikke kun antiperspiranterne der har aluminium i sig og deodoranter har ikke?
Personligt er jeg ikke vild med tanken om at lukke min sved inde, så sveder jeg heller og bruger en deo der tager evt. lugt.

Katja Moikjær

Nej, der er aluminiumsalte i dem alle. Forskellen på deodorant og antiperspirant er vist også mest i navnet. De aktive stoffer er i hvert fald de samme.
Der er begyndt at komme enkelte deodoranter på markedet helt uden aluminiumsalte, men de er stadig meget få.

Anneli

hmm… jeg har altid lært at antiperspiranter sørger for at du ikke sveder og deodoranter lader dig sved med dræber bakterierne og holder dig dermed fra at lugte.
Men det var måske i gamle dage det forholdte sig sådan?

Katja Moikjær

Nu har jeg læst op på ordets betydning, og du har faktisk ret. Det er den oprindelige betydning af de to ord. Når jeg ser på produkterne på hylderne i dag, vil jeg mene, at det ikke længere har nogen praktisk betydning. Begge ord bruges om samme produkter.

Anneli

Ah ok, jeg har naivt troet er stadig var reel forskel på dem.
Er vi enige i at de aliminiumsalte der er i går under navne som aluminiumchlorid, aluminiumchlorhydrat osv – eller kan de stå under helt andre navne?

Katja Moikjær

De hedder altid noget med alummunium-blahblah

claus

Jeg har selv mærket at Alluminum absolut ikke er godt for mig.
har i flere år dyrket sport og af den grund står porerne under huden åbent.
og derfor sveder jeg hurtigere.
og ved at kombinere antirespiranter – så får jeg en betændelses lignende tilstand der betyder at jeg ikke kan løfte min højre eller venstre arm over bryst højde uden smerter.
Ved at stoppe brugen af Deo – fandt jeg ud af hvad mit problem skyldtes – da jeg først troede at det var slid Gigt.

idag bruger jeg roll on og svinger gladeligt mine arme over hovedet.
p.s var også hos lægen flere gange – og de påviste ingen problem – og mistænkte slidgigt – uden at undersøge om jeg fejlede andet. min snak om Alluminium – fik dem blot til at rynke på næsen og løfte øjenbrynene..

ved selvstudie har jeg nu fundet frem til hovedårsagen til at jeg tit var syg og følte at jeg havde ondt flere steder omkring armhulene.

så ingen deo til mig – og jeg har mig selv til at dokumentere at Alluminium strays ikke er godt for kroppen -specielt hvis man dyrker sport.

natron deodorant. Nyttig viden om de tryggeste valg af deodorant

[…] stadigt er sikkert at bruge natron deodorant. Håber du har 5 min til at svare mig. Blandt andet denne artikel fra Pudderdaaserne gør mig […]

Julie

I Norge har nogle førende forskere fundet sammenhæng mellem aluminium og brystkræft, så de norske myndigheder har en anden version end de danske og mistænker aluminium for at være farligt. Så hvordan kan I “bare” afkræfte det som en myte ved selektiv at henvise til tre lande, og så ignorere dem der siger noget andet.

Katja Moikjær

Hvor har de i Norge fundet en sammenhæng mellem aluminium og brystkræft? Kan du sende mig det studie? For det kan jeg ikke finde.

Anja

Jeg har så sent som idag lavet mig en kokos/natron det og bliver nu helt nervøs 😳 Skal jeg droppe projektet med det samme?
Har på en anden siden læst om en det lavet af kokos/citron – hvad er jeres holdning til den?

Katja Moikjær

Jeg vil ikke anbefale det 🙂
Mht. kokosolie og citron, så er citron heller ikke særlig sundt for huden. Men nok bedre end natron. Om det virker ville jeg være mere skeptisk overfor?

Randi

Tak for en fin artikel. Jeg bruger den deo jeg lige kan få på tilbud.Palmolive, rexona, sanex, garnier o.s.v virker . Dennenste der ikke har holdt svedlugten var en fra Sanex hvor der stod uden de der kemikaliesalte. Det eneste problem jeg har haft var engang hvor jeg havde barberet mig under armene og åbenbart havde været lidt for hårdhændet der kom der en voldsom allergisk reaktion bagefet da jeg brugte garnoer´s deodorant

Katja Moikjær

Er det den nye? Den der hedder zero? Den virker nemlig ikke. Jeg har også måtte opgive den. Jeg lugter af gnu, når jeg bruger den – og det gør jeg virkelig normalt ikke.

Ioannis

Med hensyn til aluminium og alzheimers, så må jeg blot konstatere at der er en sammenhæng.
I modsætning til jern, zink, kobber osv har aluminium absolut ingen biologisk funktion i vores kroppe, og er dermed ikke nødvendigt for os at få indenbords.
Idag ved man ar alzheimers skyldes en ophobning af proteinstoffer i hjernen, der samler sig som små “kugler”. I disse ophobes der aluminium og jern. (Jern er ej heller godt for kroppen i for store mængder.)
Rigtig meget tyder på at aluminium forværrer dannelsen af disse proteinkugler og dermed forværrer og fremskynder alzheimers.
Interessant er det da også at alzheimers er blevet langt mere almindeligt i aluminiumsalderen, og at jo mere aluminium vi indtager generelt jo hurtigere stiger forekomsten.
Det står alle frit for at vælge for eller imod, men jeg synes det tangerer noget fælt når man uden faglig indsigt “afliver” myter og siger at alt er såre godt. Hvad med at lave et indlæg der belyste for og imod og lade folk vælge selv?

Katja Moikjær

Kære Loannis. Ud fra hvilke oplysninger konstaterer du, at der er en sammenhæng?
http://www.alzheimer.ca/en/About-dementia/Alzheimer-s-disease/Risk-factors/Aluminum
Det står heldigvis enhver frit for at vælge selv.
Kh. Katja

Ioannis

Kære Katja,
Jeg læner mig op af kloge hoveder læger og forskere, der tager deres ansvar alvorligt som Neal Barnard, dr. mcDougall m.fl. Og ja, de taler primært kost, men arbejder alle med at sikre deres patienter optimalt helbred og sundhed.
Min anke ift jeres indlæg er mest af alt at I slår fast at der er tale om myter ud fra hvad nogle foreninger som fx Kræftens Bekæmpelse siger. Men ikke alle er enig, ja, langt fra alle er, og måske den anden side har ret i sidste ende. (Hvilket jeg er overbevist om.)
Du ved reelt ikke om du har ret, du antager det og det burde komme tydeligere til udtryk.
Tænk hvis de om ti år med usvigelig sikkerhed kan sige at aluminium er skadeligt og kvinder er blevet syge af at Pudderdåserne sagde det modsatte? Giv for og imod og lad folk selv vælge.
Forøvrigt luger man ikke grimt hvis ens kost er ren og uden masser af animalsk protein, og så er antiperspirant slet ikke nødvendig. Selv bruger jeg det ikke, trods jeg er mand og har et fysisk krævende job. Jeg lugter aldrig af gnu, men jeg lever også strikst fedtfattig vegansk.

Ioannis

Og lige et link til noget at bakke min mening op med.
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21157018

Lene

Naturligvis bruger jeg den hjemmelavede med kokosolie og natron 🙂

Nina Lind

Desværre er vi nogle, som er allergiske overfor aluminiumstoffer, og som derfor kæmper med, ikke at gå rundt og lugte som gnu! Det er hamrende svært, at finde alternativer, specielt når man som jeg, samtidig også er parfumeallergiker. personligt er jeg altid på jagt efter gode råd og produkter, som kan hjælpe mig. Det er ikke lykkedes mig at finde noget endnu. Jeg havnede her på jeres side, fordi jeg håbede I havde noget jeg kunne bruge 🙂

Helene Randløv

Hej Nina
Har du prøvet den fra Schmidt’s? Der er en der er parfumefri. Den har jeg hørt meget godt om.
Kh. Helene

Nina Lind

Hej Helene
Tusind tak for tippet, jeg har bestilt en deo fra Schmidt´s jeg er spændt på, at prøve den.
Mange hilsener Nina 🙂

Helene Randløv

Kære Nina
Så håber jeg, at den er lige så god, som jeg har hørt 🙂
Kh. Helene

Nina Lind

Hej Helene
Jeg har nu afprøvet den deodorant fra Schmidt´s, som du anbefalede mig. den er intet mindre end et mirakel. Efter mange års problemer og kvaler, er det lykkedes at finde noget jeg, i hvert fald indtil videre, kan tåle.Der er ikke antydning af svedlugt, og den virker faktisk også dæmpende på svedmængden. Den er svær at påføre huden, men da den er så effektiv, så betragter jeg det ikke som et stort problem. Erfaringen har lært mig, at når man, som jeg, er så sart og allergisk, kan det betale sig, at undlade brug hver dag, så jeg bruger den kun når jeg skal “ud” og vasker den af, før jeg går i seng om aftenen. Endnu engang stort tak for din anbefaling. Mange hilsener Nina

Helene Randløv

😀 Hvor er det bare godt at høre Nina <3 Tak, fordi du tog dig tid til at holde os opdaterede <3
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *