Bioeffect er på mange måder det mest unikke, effektive og tilfredsstillende ansigtsplejeprodukt, jeg kender. Man får reelle resultater med det, rynker bliver mindre, furene mindskes, ansigtet får glød, og ens hud bliver sit bedste jeg.
Jeg har været kæmpe fan af det oprindelige serum, ligesiden jeg første gang prøvede det og vender igen og igen tilbage til det. Men lige så fantastisk det serum er, lige så lidt forstår jeg flere af de øvrige produkter i serien.
Bioeffect har nemlig et luksusproblem. De har lavet den perfekte ingrediens, og den ene ingrediens skal de nu genopfinde hele tiden i nye produkter. Samtidig har den ingrediens, EGF – epidermal growth factor, det særlige problem, at det ikke kan kombineres med olie i formuleringer af produkter. Så bliver det ineffektivt.
Så hvad gør man så som producent? Medier og markedsføring tillader jo ikke, at man nøjes med det ene effektive produkt i sit sortiment, selvom det måske på mange måder kunne give mest mening.
Resultatet er da også blevet en efter min mening temmelig varierende serie. Og med ganske få undtagelser holder jeg fast i, at det bedste resultat opnår man ved at bruge det oprindelige EGF serum i kombination med produkter fra helt andre serier.
Her er produkterne i Bioeffect-serien:
EGF SERUM – den oprindelige, the one and only. Uden nogen som helst tvivl, det produkt, du skal købe, hvis du vil prøve selv, hvad epidermal growth factor kan gøre for din hud. Bioeffect indeholder EGF – epidermal growth factor, der er en genmodificeret vækstfaktor, som stimulerer huden til at danne nye, friske hudceller. Og det virker altså bare.
EGF EYE SERUM – Her gør Bioeffect præcis det samme som hovedparten af alle andre mærker derude. For de har med deres eye serum lavet et produkt med PRÆCIS samme aktive ingrediens som i det oprindelige serum, blot hældt på en roll-on applikator og i en anden konsistens og selvfølgelig til en højere pris pr ml. Det klæder ikke Bioeffect, når de har så stærk en videnskabelig profil. Noget helt andet er, at det er en superbehagelig roll-on, der er en fornøjelse at bruge – også i hele ansigtet. Desværre er den også som sagt markant dyrere pr ml.
DAYTIME – Daytime var Bioeffects første bud på en dagcreme, og den er ærlig talt ikke ret god. Der er selvfølgelig egf i ligesom i de øvrige produkter, og effekten af egf kan man ikke betvivle. Men dagcremen her indeholder ingen solfaktor eller ingensomhelst andre interessante ingredienser. Den er oliefri, fordi egf ikke kan tåle olie og har en ret trist konsistens – og så forstår jeg bare ikke pointen med at lave den? Hvis jeg får en højere koncentration af den aktive ingrediens i førnævnte serum, og alligevel skal have en anden dagcreme med solfaktor på – hvad skal jeg så med denne ind i mellem?
BODY INTENSIVE – Bioeffects kropsplejeprodukt giver til gengæld mening. Rigtig meget endda Det er simpelthen en fortyndet version af det oprindelige serum, så man får nogle flere ml. at arbejde med til hele kroppen. Det er et af de bedste kropsprodukter, jeg kender. Husk på, at den eneste forskel på denne og det oprindelige serum er koncentrationen af egf og dermed en større mængde produkt at arbejde med til en lavere pris.
30 DAY TREATMENT – Bioeffect har her lavet en luksusversion, hvor der rent faktisk kommer nogle andre boller på suppen. Der er tre forskellige typer vækstfaktor i, og effekten er meget overbevisende. Det er en dyr fornøjelse, men absolut pengene værd, hvis man har dem.
DAYTIME RICH – Det seneste skud på stammen er en fed dagcreme – igen uden solfilter i. Her er det lykkedes de hårdtkæmpende forskere at få egf til at fungere med en LILLEBITTE smule sheasmør. Derudover består blandingen af nogle meget kedelige syntetiske fedtstoffer og silikoner, som giver en temmelig fedtet og klistret oplevelse uden nogle særlige fordele. Det eneste unikke ved dette produkt er, at det rent faktisk er lykkedes de stakkels forskere at få egf ned i et fedtet produkt. Men jeg har meget svært ved at se, hvorfor man skulle vælge at købe det? Igen er der ingen SPF i.
Mine anbefalinger
Jeg kan ikke varmt nok anbefale Bioeffect EGF Serum. Prøv det, og brug det sammen med din øvrige hudpleje. Du vil virkelig opleve en forskel. Men der er absolut ingen grund til at skulle trækkes med de trælse konsistenser, de to cremer i serien har. Du skal alligevel bruge en anden dagcreme ovenpå for at få solbeskyttelse.
30 day treatment er et interessant produkt at prøve, hvis du har penge nok, og jeg kan bestemt også varmt anbefale body intensive. De øvrige produkter i serien er der på ingen måde grund til at bruge ekstra penge på.
Hvis du vil være sikker på, at en fed creme eller olie ikke påvirker effekten af din egf serum, så skal du sørge for at vente en halv time med at lægge den på. Eller som Bioeffect selv skriver på deres hjemmeside i deres Q&A:
If I use the BIOEFFECT EGF SERUM at night, do I need to apply a night cream afterwards?
No. BIOEFFECT EGF SERUM is a superlative moisturiser in its own right.
Hvorfor i alverden fandt I det så nødvendigt at producere flere?
Her kan du købe det
Du kan købe Bioeffect i Magasin, på Magasins webshop og hos udvalgte forhandlere og webshops landet over. 15 ml. EGF serum koster 865 kroner, og de øvrige produkter mellem 565 kroner og 1850 kroner.
Hvilke produkter kan du anbefale der bruges sammen med EGF serum fra Bioeffect.
Kære Karina
Følger du BIOEFFECTS vejledning, ingen… Det er bedre at spørge dem selv, hvis du vil være klogere på deres produkter.
Kh. Helene