En god concealer er noget af det vigtigste makeup for mig. Jeg har for eksempel nogle gode mørke rande omkring øjnene og at forsøge at dække dem med foundation alene, bliver ikke nogen succes. Der skal concealer til, og det behøver ikke være dyrt.
Disse tre concealere er nogle af mine absolutte favoritter til både omkring øjnene, bumser, og hvad der ellers kan poppe op af interessante ting.
Fælles for dem alle gælder, at de fås i nogle dejlige lyse farver, sågar meget lyse. Hvis du derimod har mørk hud, så er det som altid en svær opgave at købe billige produkter i beige-farvede Danmark. Selv Oriflames “dark” er ikke ret mørk i en større sammenhæng.
Rimmel Wake Me Up Concealer
Rimmels Wake Me Up Concealer er en af de bedste concealere, jeg har, til at meget hurtigt dække mørke rande og virkelig give et friskere udseende. Den har en meget god dækkeevne, holder godt og sætter sig pænt uden at samle sig i linjerne omkring øjnene. Den indeholder lidt shimmer i form af mica, som går ok omkring øjnene, men som gør, at den ikke er min favorit til for eksempel bumser, som Helene også nævner her. Det er dog nærmest ikke synligt, og dækkeevnen er meget god.
Samtidig har Rimmel tilsat både hyaluronsyre og en effektiv anti-age ingrediens i form af plamitoyl oligopeptid. Dette studie har for eksempel vist den peptid effektiv mod netop rynker omkring øjnene. Wake Me Up Concealer er også uden parfume. Og alt sammen til 70 kroner. Smooth!
Rimmel Wake Me Up Concealer koster 70 kroner i Matas. Jeg kan desværre ikke finde den på Matas.dk, men Asos har den til 50 kroner.
Oriflame Studio Artist Concealer
Oriflames Studio Artist Concealer har flere af de samme dyder som Rimmel: Den dækker godt, holder godt og sætter sig pænt på uden uden at ende i folder og linjer. Derudover er den helt uden mica, så den er bedre egnet til at dække for eksempel akne eller ujævnheder i ansigtet. Den er med parfume i modsætning til Rimmel.
Studio Artist Concealer koster 69 kroner på Oriflames hjemmeside, hvis du er medlem. Du binder dig ikke til noget med et medlemskab andet end et nyhedsbrev.
Normalpris er 99 kroner.
La Roche Posay Toleraine Teint Concealer Pen
Toleraine Teint Concealer Pen fra La Roche Posay er lidt dyrere end de to ovenfor, men hvis du har noget, du virkelig gerne vil dække, så er den på alle måder de ekstra 60 kroner værd. Den er min favorit, når det kommer til at dække især bumser.
Dækkeevnen er helt i top, og den er absolut mat, hvilket gør den perfekt til det, La Roche-Posay har skabt den til: Korrigerende makeup til at skjule ar, pigmentplette, akne osv.
Udover de to almindelige farver, lys og mørk, findes den også i en gul og en grøn. Den gule er til at korrigere det blå i mørke rande, og den grønne er til at skjule rødme. Det sidste har jeg ikke selv testet i praksis.
La Roche-Posay Toleraine Teint Concealer Pen koster 129 kroner på apoteket.
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.
Tak for et lækkert indlæg og tak for god inspiration.
Faktisk fik jeg ideen til at lave min egen ‘anmeldelses’-blog fra jeres fantastisk gode blog! I er ret ikoniske i mine øjne og ideen bag denne blog er jo genial!
Tak og fortsat god weekend!
Tusind tak Sus. Den vil jeg glæde mig til at se nærmere på
Hej dåser.
Jeg ville lige høre, om I har en favorit indenfor setting powder? Jeg skal primært bruge en til at sætte min concealer under øjnene, da jeg bruger en del concealer. Lige nu bruger jeg Stay Matte, men jeg synes ikke, at den pudrer nok, min concealer sætter sig stadig i linjerne og mit øjenområde synes rødligt, på trods af at jeg har den transparente udgave, hvilket ser ret underligt ud på min meget gullige hud. Jeg har overvejet MACs Prem + Prime Transparent Finishing Powder, men jeg ville lige tjekke forbi jer først og høre ad 🙂
Hej Andrea
En af mine egne favoritter, når det kommer til pudder er L’Oréal Paris Nude Magique BB Powder, fordi den simpelthen er så fin i pudderet. MAC Prep+Prime Transparent Finishing Powder er god, men jeg ville ikke bruge den til daglig, da den godt kan blive så mat, at man kan se det… Hvilken concealer bruger du, og er det primært til at dække mørke rande?
Kh. Helene