Sommerfødder: Sådan undgår du hård hud

03.05.13
Sådan undgår du hård hud på fødderne og hælene

Sådan undgår du hård hud på fødderne og hælene

Sommeren kommer snart med sandaler og bare tæer, og det afslører vores fødders sande tilstand. God fodpleje kan gøre forskellen på pæne eller grimme fødder, og den forkerte fodpleje kan gøre det hele meget værre.

Jeg har snart skrevet dette indlæg mange gange, men det kan ikke siges nok.

Jeg selv kan godt huske, hvornår jeg begyndt at få hård hud på fødderne. Det var ret kort tid efter, at jeg begyndte at bruge fodfil, pimpsten og hvad man ellers kan bruge til at fjerne hård hud med. De fleste fodterapeuter vil også sige det samme. Der er to vigtige regler til at starte med:

1. ALDRIG file fødderne med fodfil eller pimpstene
2. LAD VÆRE med opløse fødderne i fodbad

At file hud af fødderne fjerner måske huden til at starte med og føles godt lige der, men det gør kun ondt værre på sigt og stimulerer huden til at danne mere hård hud. Og huden har ikke godt af at blive opløst i for meget vand. Fodbad er dejligt afslappende – men gør det for din egen skyld, ikke for din huds skyld.

Brug en creme med masser af urea
En fodcreme med et HØJT indhold af urea (carbamid) er din vigtigste ven i kampen mod hård hud. Der findes flere på markedet, det er en gennemgående ingrediens i produkter, der hedder noget med “hælkur” eller lignende.

Urea/carbamid/urinsyre – det hedder lidt af hvert – kan blødgøre tør og hård hud og eksfoliere huden i de rette koncentrationer. Og det er det eneste, der virker på lang sigt mod hård hud på fødderne.

Vores favorit-fodcremer er:

Matas fod- og hælkur – ingen over ingen under. Denne usandsynligt fedtede creme i en meget upraktisk krukke, der ikke kan blive andet end klistret, er den mest effektive af dem alle. Punktum! Det skyldes, at den har det højeste indhold af carbamid – nemlig 25 procent. Den er ikke smuk, den er ikke lækker, men den er den mest effektive.

Carbamidcreme – helt almindelig carbamidcreme fra apoteket eller matas på 10 procent kan være det, der skal til og en billig løsning, hvis du kun har mindre problemer med dine fødder.

Allpresan – Allpresan er en serie fodcremer med forskellige procentindhold urea, som du kan købe hos fodterapeuter. De findes i skum-versioner, som er virkelig lækre og helt u-fedtede, hvis du virkelig ikke kan lide fede cremer på dine fødder.

Apotekets hælcreme – Den har jeg først for nylig prøvet, og jeg kender desværre ikke carbamidindholdet, men det lader til at være laverede end Matas. Men Apoteket har tilsat et par andre ingredienser, som fx. Niacinamid og Allantoin, sidstnævnte virker på lidt samme måde som urea. Jeg har kun brugt den et par uger endnu, så det er for tidligt at sige noget – men det virker lovende. Og konsistensen er behagelig.

Brug en grydesvamp
Et gammelkendt fodterapeutråd holder stadig: Brug den grove side af en almindelig køkkensvamp lige efter du har været i bad til at fjerne overskydende hård hud med. Det er et godt og mildt alternativ til de ødelæggende fodfiler. Jeg gjorde det selv i starten – i dag gør jeg det ikke, mine fødder er stort set hård-hud frie, og jeg vil helst være så mild mod dem som muligt.

Min egen erfaring
Jeg har haft hård hud på fødderne siden jeg var teenager. Det startede sjovt nok kort tid efter jeg opdagede, hvad en pimpsten var for noget. I dag har jeg efter cirka 4 år med foragt for fodfilen og ihærdig brug af primært Matas Fod- og Hælkur ingen problemer med hård hud mere på fødderne. Jeg bruger fodcreme hver dag for at holde det væk. Det kræver tålmodighed – det tager LANG tid før man ser resultaterne. Men de kommer lige så langsomt. Og at få pæne hæle igen er ubeskriveligt dejligt.

Hvad er dine erfaringer med hård hud på fødderne?

 

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
74 kommentarer
Lis T

Jeg fulgte rådet om grydesvamp sidste forår da jeg læste om det (her på Pudderdåserne naturligvis) og jeg kan kun sige TAK, der skal lige lidt “afpudsning” til og så er mine fødder ellers sommerklar.

Pudderdåse Katja

Det er dejligt at det virker 🙂 Jeg kan kun sige, at det bliver bedre endnu efter selv et år. Husk cremen – det er det vigtigste.

Signe plummum.dk

TAK for skønne råd, som jeg vil forsøge at følge. Jeg har temmelig meget hård hud på mine fødder, og tror helt ærlig ikke det kan ordnes kun med en svamp og fodcreme. Eller hvad? Er jeres erfaring, at det blot tager sin tid? Jeg er sååååå træt af konstant at ordne mine fødder, der blot producerer mere og mere hård hud KONSTANT. Synes endda det er blevet en del værre, efter jeg er blevet mor.

Pudderdåse Katja

Tro mig det kan det! Du skal bare være tålmodig og tro på hvad jeg siger. Tænk på det som en afvænning 😀

Signe plummum.dk

Det vil jeg gøre – glæder mig allerede til at komme på afvænningskur 😉

Mette K. Frederiksen

Hvad så egentlig med doktorfisk (Garra rufa)? Virker de, eller er de med til at stimulere dannelsen af hård hud? De bruger jo deres spyt (or something) til at opløse den hårde hud?
Jeg er i hvert fald stor fan af fiskene (Mest fordi det føles lidt luksus ;-)) og så er jeg STORforbruger af Matas fod og hælkur.
– Mette

Pudderdåse Katja

Jeg ved det faktisk ikke – er de ikke mest for sjov? De er da sjove i hvert fald 😀 Men det er den daglige pleje, der gør forskellen.

Elise Søgaard

SUK! Hvorfor er det jeg kan genkende alt det du lister på den “forkerte” side i indslaget… 🙁
Jeg bruger dog ikke fodfil, men fodbade og den fodcreme som L’Occitane laver – men på det seneste virker det som om fødderne reagerer modsat det ønskede… Til trods for jeg nu giver dem mere opmærksomhed end tidligere…
Må vist i Matas og hjem og finde en skuresvamp 🙂
Som altid tak for de gode råd!

Pudderdåse Katja

Hehehehe…. fordi jeg også selv har gjort det alt sammen i årevis måske? Held og lykke 🙂

Emma

Hej dåser 🙂
Kan I anbefale en god, billig shampoo? Jeg har før brugt en fra PP, som jeg har været meget tilfreds med, men budgettet tillader ikke, at jeg bruger så mange på en shampoo – desværre.
Kh Emma

Pudderdåse Katja

Kære Emma
Det kommer lidt an på, hvad du leder efter i en shampoo? Der er mange gode og billige derude?
Kh. Katja

Emma

Øh, det ved jeg ikke helt. En der er god? Jeg har ikke specielt slidt hår, rimelig normalt tykt og mørkebrunt. Har før brugt en uden sulfat, og det synes jeg virkede godt. Nemlig shampoo 0 fra PP.
Kh Emma

Pudderdåse Katja

Der er ikke andre shampooer på markedet der minder om shampoo 0 fra PP.
Det nærmeste, jeg kan komme det, er de nye sulfatfrie shampooer fra L’Oreal, der lige er kommet i Matas. De koster 100 kroner cirka.

Malene Dethmer

Tak for de gode fiduser… Som ejer af en str. 38½, går jeg konstant i lidt for lange sko = godt med slid på hælene. Min erfaring er også, at fed creme hver aften slår alle fodfilerne med mange længder – men så er det jo bare om at holde disciplinen hver aften!

Elise Søgaard

Pakker du så fødderne ind i strømper eller noget om natten? Jeg kæmper altid lidt med fornemmelsen af fedtede fødder under dynen eller varme fødder i sokker – ingen af tingene jeg rigtig kan lide om natten 😉

Pudderdåse Katja

Og jeg med en 42,5 går i lidt for korte… 🙂

susanne

Jeg har med stor succes brugt en lidt alternativ løsning: man kværner en lille håndfil ris, næsten så det bliver til en grynet mel. Tilsætter en skefuld honning, en lille portion eddike og olivenolie og rører det hele sammen til en pasta. Op i en balje, ned med fødderne og kør så rundt med dem i massen. Dine fødder bliver superbløde. Hold det ved lige med creme og en grydesvamp. Voila!

henrik boysen

Fantastisk idé skulle faktisk selv lige til at skrive om iden på min egen blog. Da det bare virker

Pudderdåse Katja

Tak 🙂

Helle

mange tak 🙂 jeg kan se jeg har et arbejde foran mig 🙂
ved du hvordan man slipper af med ligtorne under foden ?

Pudderdåse Katja

Nej – ikke andet end at man skal en tur til fodterapeut

Anne Nielsen

Min mor led af rigtig meget hård hud på fødderne og mishandlede med fodbad, fodfil, pimpsten og endda sådan en dims, der skar den hårde hud af med et barberblad(!) Hun gik meget i nylonstrømper og jeg tror at det også var medvirkende til miseren. En af hendes veninder havde boet i USA og gav hende det råd, at hun skulle blande olie (solsikke, eller en anden madolie) med salt eller sukker og citronsaft til en grynet masse og gnubbe fødderne med den blanding. Det virkede! Det tog godt nok næsten en vinter, inden hun slap af med parmesanfødderne og siden har jeg brugt samme råd, når jeg har forsømt fødderne lidt og fået lidt mere hård hud, end jeg bryder mig om. Matas hælkur skal dog også lige forsøges (det er nemmere, at det ordner sig af sig selv om natten, selv om man skal sove med strømper på) 🙂

Pudderdåse Katja

Aaaaaav – stakkels fødder! Uhaaa

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *