Vi får med jævne mellemrum læserønsker, og dette indlæg stammer fra sådan et. En læser (som jeg ikke engang kan huske, hvem var nu? Råb højt!) bad om gode tips til de bedste ansigtsrens. Og ja, det kan du tro, jeg gerne vil skrive om.
Først og fremmest vil jeg gerne give lidt generelle tips til at vælge en god ansigtsrens. Det allervigtigste råd, jeg kan give, er, at dette er i særklasse et område, hvor der IKKE er nogen grund til at købe de allerdyreste produkter. En ansigtsrens har EN funktion, og det er at vaske din hud ren uden at udtørre den. Alle dyre og fine ingredienser bliver alligevel bare vasket af din hud igen, når du skyller den.
Så som hovedregel skal du bruge penge på det, der bliver siddende på din hud, og spare på det, du vasker af din hud igen. Som for eksempel ansigtsrens. Det, jeg leder efter, i sådan en er, at den vasker min hud ren uden at irritere eller udtørre den. At den er mild, uparfurmeret og behagelig og ikke koster en formue.
Og som en sidenote: Glem alt om ansigtsvaske, der påstår at de kan afhjælpe akne og lignende. Det kan de ikke. Alle aktive ingredienser bliver jo alligevel skyllet af. Det er det, der bliver siddende på din hud, der kan virke. Ansigtsvask renser din hud und nichts weider. Kan I huske Clearasil ansigtsvask fra 90’erne? Det virkede heller ikke, vel?
Så tilbage til mine yndlings. De har flere fællestræk end forskelle. De er milde, uparfumerede og uden sulfater og andre irriterende ingredienser. De fleste hudtyper kan bruge dem. Konsistenserne er forskellige, så der handler det meget om, hvilken følelse du bedst kan lide.
Clinique Liquid Facial Soap Extra Mild – I har hørt mig skælde ud over Clinique forældede 3 trins system, men lige præcis deres Liquid Facial Soap Extra Mild er virkelig god. Den er blød, mild og behagelig og har haft en fast plads i min brusekabine meget længe. Den er uparfumeret, men har en sjov meget let duft. Den dufter for mig ganske let af kardemomme. Sådan meget let af kagecreme? Er det kun mig, der synes det? Den er hovedsageligt baseret på olie og er derfor særlig egnet til tør hud.
Clinique Liquid Facial Soap Extra Mild koster 180 kroner for 200 ml. og kan købes i Matas, parfumerier og stormagasiner og på Magasins webshop.
Purely Professional Shampoo 3
Ja, jeg ved godt, at det er en shampoo, men ingredienserne i den er så milde, at jeg gladeligt vasker både den ene og den anden ende af min krop i den… Også mit ansigt. Jeg bruger den faktisk ikke som shampoo, selvom det er en shampoo, men jeg har den i brusebadet og bruger den både som bodyshampoo og til at vaske ansigt i. Jeg har ikke prøvet noget mildere nogensinde. Hvorfor er det, at vi skal bruge et produkt til hver del af vores krop, når det i bund og grund er de samme detergenter, der er i? Det giver ikke mening for andre, end dem der skal sælge det til os.
Purely Professional Shampoo 3 koster 120 kroner og kan købes her i Purely Professionals webshop.
Neutral Face Wash
Neutrals Face Wash er et relativt nyt bekendtskab for mig, men jeg synes, at den fortjener hædrende omtale. Den er billig, mild, parfumefri, miljømærket og astma- og allergimærket og gør det, den skal. Akkurat lige så godt som de dyrere. Hvorfor så betale mere? Det er en behagelig og blød skum, som ikke udtørrer huden og er baseret på milde og gode ingredienser.
Neutral Face Wash koster 79,95 og kan købes i Matas, større supermarkeder og andre steder. Du kan også købe den lige nu på tilbud i Matas webshop. Mon ikke, den også er på tilbud i Matas’ butikker også?
Hvad bruger du?
Hej pudderdåser! Er helt pjattet med jeres blog! Der er så mange gode indlæg og gode informationer! 🙂
– Jeg har pga. jeres henvisning anskaffet mig Neutrals Face Wash, men bruger den kun når jeg er i bad. Mit spørgsmål er så om jeg bør anskaffe mig en ansigtsrens i form af noget rensemæk, skintonic el. som jeg kan bruge dagligt. Gerne noget som kan puttes på en vat-rondel. Synes sæben er for bøvlet hvis man ikke bruger den i badet 🙂
Mvh Louise!
[…] den slet ikke for mig, selvom jeg havde læst rosende ord om produktet flere steder bla. hos Pudderdåserne, så jeg var lidt skuffet. Efter lidt tid besluttede jeg mig for at prøve igen, og det var ikke en […]
Hej Pudderdåser! Jeg har lige indkøbt Neutral Face Wash, fordi mit budget efter en ferietur til Berlin er mildest talt stramt. (Alt er så billigt i Berlin, at det går hen og bliver dyrt ….) Jeg stod dog i føtex og kiggede længe på Levevis’ rensegel. Har I prøvet den? Den var markant billigere, 30 kr. for 200 ml, så jeg var lige ved at tage den istedet for Neutrals til 80 kr. Jeg endte dog med Neutral, fordi jeg ikke kunne finde nogen bemærkninger fra jer om Levevis’ rensegel. Har I prøvet den?
Hej Pudderdåser 🙂
Jeg er et måske lidt tricky spørgsmål… Jeg bruger Bioeffect egf serum, hvilken jo ikke går sammen med olie.
Vil der være en effekt på efg serum´ens effekt hvis jeg renser min hud i et renseprodukt med olie, inden brug af serummet? Og er der olie i neutral face wash?
På forhånd tak :*
Mvh camilla
Kære Camilla. Jeg tror ikke en smule olie i et renseprodukt gør noget. Neutral er helt fint, er jeg sikker på. Men det er blevet moderne at rense sin hud med for eksempel ren abrikoskerneolie. Der sidder stadig et lag olie på huden bagefter og det vil næppe fungere. Men en almindelig ansigtsvask som Neutral er helt fin. Kh. Katja
Hej! Pisse fedt indlæg altså, det skal i have! Hvad med en intimsæbe – kan de med fordel bruges til formålet? 🙂
Ps. Jeres side har hjulpet mig rigtig meget. Jeg havde aldrig troet, jeg kunne finde ingrediens-lister på hudplejeprodukter så interessante, som jeg nu gør!
Hej Mille
Tak for alt din ros! Det er vi stolte af og meget glade for!
Intimsæbe hjælper mange med hud der driller. Så jo… det giver bestemt god mening.
Kh. Helene