Der er på mange måder meget pænt at sige om Rudolph Care, og det har jeg også sagt før. I en verden, hvor naturlige og økologiske produkter som regel er proppet med allergene og irriterende plantestoffer, er det fantastisk at se en serie, hvor det nærmeste, jeg kan komme et problematisk stof, er lidt almindelig parfume, som ikke engang er blandt de berygtede 26 særligt allergene stoffer, som ofte findes i naturlige produkter.
Rudolph Care afholder sig fuldstændig fra at bruge de æteriske olier og problematiske planteekstrakter, vi så ofte ser, og det er virkelig dejligt, at der findes naturlige produkter, der gør det. Derimod er den både miljømærket og øko-certificeret. Samtidig har produkterne nogle utroligt lækre konsistenser og et smukt design, som gør dem til en fornøjelse at bruge.
Men i forhold til hvad man kan få for sine penge, hvis man går til nogle af de konventionelle anti-age produkter, så er Rudolph Cares Acai produkter en dyr fornøjelse. Priserne er høje, især taget i betragtning, hvad acai er og kan.
Hele produktserien er bygget om omkring acai, som er et lille bær, der er rigt på antioxidanter. Antioxidanter er rigtig godt. Antioxidanter kan modvirke den skadelige effekt, som de frie radikaler har på vores hud i form af ilt, UV-stråling, forurening mm. Det antioxidanter derimod IKKE kan er at ændre udseendet på en eneste rynke, som du allerede har. De forebygger og har en effekt på lang sigt, de ændrer ikke udseendet på din hud her og nu. Og det er vigtigt at gøre sig det klart. Hvis du vil ændre din huds udseende her og nu skal du kigge på helt andre ingredienser som peptider, retinol osv., som vi har skrevet meget om tidligere.
Udover antioxidanter så indeholder produkterne en lang række gode planteolier – hvoraf mange andre af dem også er gode antioxidanter såsom shea og olivenolie. Antioxidanter er nemlig antioxidanter – ligegyldigt hvor de kommer fra.
Rudolph Care Facial Oil
Facial Oil er et unikt produkt. Det er ren acai olie tilsat e-vitamin og parfume. Jeg har ikke set ren acai olie andre steder. Hvis du har tør hud og ønsker dig en ansigtsolie, så er denne virkelig lækker. Acai olie er meget koncentreret antioxidant, og det er derfor gode antioxidanter, du får.
Men prisen er voldsom. 795 kroner for 15 ml. Acai indeholder antioxidant ja, men der er ingen grund til at vælge antioxidanter fra acai fremfor alle mulige andre antioxidanter. Vindruekerneolie er for eksempel også en stærk antioxidant. Den høje pris ændrer ikke på, at Face Oil er et godt produkt. Men der er mange antioxidanter derude.
Rudolph Facial Cream
Rudolphs cremer er meget lækre, og jeg ville ønske, de kom i en anden emballage. Denne består hovedsageligt af aloe vera og andre planteolier. Mængden af acai er minimal.
Konsistensen er virkelig dejlig til min tørre hud, og jeg er ret begejstret for den. Der er dog to ting ved den, der gør, at jeg ikke vil anbefale den. Først og fremmest kommer den i krukke, og med sarte antioxidanter som acai er det essentielt at holde dem beskyttet fra lys og luft. Dernæst koster den 495 kroner, og det er for dyrt i forhold til, hvad man får. Taget i betragtning at indpakningen er, som den er, og at cremen stort set består af ret ordinære planteolier, så er 495 kroner alt for meget.
Rudolph Care Skin Tonic
Seriens skin tonic er interessant. Den indeholder en stor del troldnød, som er et udbredt naturmiddel til huden. Om det reelt virker er lidt mere omdiskuteret. Det, vi ved med sikkerhed, er, at troldnød har antibakteriel effekt og kan bruges i behandling af eksem og den slags lidelser (Se fx. European Journal of Pediatrics 2007 September) Spørgsmålet er, om det så også virker på urenheder og akne? Det er ikke ordentligt belyst videnskabeligt, så jeg bliver jer svar skyldige. Men hvis man kigger på Acne.org som samler brugeranmeldelser af forskellige midler mod acne, så er folk meget begejstrede for effekten. Det, du dog skal være opmærksom på, er, at troldnød kan irritere og udtørre huden, så brug det med varsomhed.
Rudolph Care Skin Tonic koster 295 kroner for 100 ml. Udover troldnød er der en god portion aloe vera og acai i.
Rudolph Care Body Lotion
Rudolphs Body Lotion er et af mine yndlingsprodukter i serien og også et af dem med en mere jordnær pris. 295 kroner for 100 ml. er ikke billigt, men mere menneskeligt end meget af det andet. Ingredienslisten er langt mere interessant end for eksempel ansigtscremen og acai, aloe vera og shea smør står højt oppe på listen, så indholdet af antioxidanter og andet godt er højt (og højere end ansigtscremen). Konsistensen er rig og lækker.
Alle produkterne er let parfumeret og har en sød, bolcheagtig duft.
Her kan du købe det
Du kan købe Rudolph Care i Magasin, Illum, parfumerier og helsekostbutikker. Du kan også købe det online på blandt andet Magasins webshop.
Jeg er helt vild med jeres anmeldelser. I argumenterer for jeres holdninger og er dejligt kritiske. Jeg håber dog snart, at der kommer en anmeldelse, som viser et hudprodukt, som jeg kan bruge til noget.
Jeg tror, at jeg springer over rudolph care. Det er alt for dyrt, og jeg er ikke engang vild med emballagedesignet. Desuden hader jeg krukker, som I også skriver.
Mange tak 🙂 Hvad leder du efter? Så skal jeg se, om jeg kan ramme noget 🙂
Jeg har tendens til akne, men produkter henvendt mod akne er alt for voldsomme til mig. Jeg skal helst have sensitive produkter. På den anden side har jeg fedtet hud, og ikke tør hud, som mange produkter til sensitiv hud tit retter sig mod. Jeg er efterhånden ræd for mange cremer og renseprodukter.
Jeg vil gerne prioritere hudpleje på mit ellers beskedne budget, men jeg har ikke råd til at købe produkter, som jeg ikke får brugt.
Prøv at søge på bha og aha på bloggen i søgefeltet. Tror du vil finde en del interessant for dig 🙂
Hej Asha. Jeg har præcis samme hudtype som dig. Fedtet, tør, sensitiv, men samtidig tendens til acne. Jeg har lavet et indlæg om det lige her http://nannajenner.blogspot.com/2011/11/aha-bha.html – hvis du har lyst til lidt inspiration. Det handler i øvrigt også om AHA og BHA som Katja nævner 🙂
Hvis jeg gerne vil sende jer en mail, hvilken adresse kan jeg så skrive til? 🙂
katja@pudderdaaserne.dk og helene@pudderdaaserne.dk 🙂
Tak 🙂
Tak for en god anmeldelse. Jeg stod og overvejede ansigtsolien i går, men syntes, at den var ret dyr. Det var godt, jeg sprang over.
I det hele taget er skønhedprodukter en jungle, og det er derfor virkelig rart, at der er nogen som jer, der har viden og indsigt til at guide os forbrugere lidt.
Jeg har netop købt en alt i en ansigtsrens fra Matas og en Q10 øjencreme fra Nivea. Begge til en meget billig penge – og begge er virkelig gode. Men det er jo svært at prøve sig igennem det hele, og så er beauty-blogs jo virkelig handy 🙂
Kan du/I anbefale en god serum, der hjælper mod tør hud, pigmentering og lidt rynker på samme tid??
KH Camilla
Hej Camilla
Jeg vil nu på ingen måde fraråde den olie. Den ER dejlig men dyr. Men nej, hvis du vil have mindsket eksisterende rynker pigmentering skal der noget andet til.
Pigmentering er noget af det sværeste at gøre noget ved. Prøv at søge på egf, som jeg har skrevet om et par gange.
Der ligger også en lang artikel om pigmentering her, hvis du søger på det.
Kh. Katja
Super, tak. Forstod godt, at du ikke ville fraråde den, men at den var dyr. Kigger i jeres arkiver.
Hejsa Camilla – Undskyld jeg blander mig! Mén kunne ikke lade være. Jeg er selv storforbruger af Ole Henriksens serum (den orange)! Har aldrig prøvet noget så velduftende, lækkert og ikke mindst lever op det du beskiver at du ønsker! Held og lykke i junglen
Hejsa:)
jeg tænkte på om i kunne skrive en andmeldelse af Dr. Hauschka hud produkter? det kunne være så fedt, jeg elsker virkelig jeres andmeldelser!:) og p.s. fed blog, knus herfra:)
Tak Cecilie. Det vil jeg skrive på ønskesedlen. Men jeg kan godt afsløre allerede nu, at det ikke vil blive en venligtsindet anmeldelse 😉
Hej Pudderdåser,
Jeg har også et ønske til test. Hvis I har tid, lyst og mulighed for det, kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre jeres mening om Origins og især dagcremen A Perfect World.
Tak for en fantastisk saglig blog – I gør det virkelig godt til glæde for alle os læsere.
Tak Anne. Det er pænt af dig. Jeg lover ingenting, men skriver mig den bag øret.
Vil det sige, at man lige så godt kan bruge body lotionen som ansigtscreme?
Det lyder som om, at det hovedsagligt er det samme der er i, og at både prisen og emballagen er at foretrække ved body lotionen.
Det er da meget skægt.
Det vil jeg også gerne vide….kan man bruge body lotion som en dagcreme????
Ja, det kan man sagtens! Afhængigt af hudens behov, kan det endda være en rigtig god og effektiv creme :-*
Kh. Helene
Hvis man har hud der kombineret til tør hud, kan man så stadig bruge bodylotion som dagcreme? 😀
Mit bedste råd er at mærke efter – prøv den på selv (der er testere i butikken). Men en bodylotion kan bestemt være lige så god som en ansigtscreme.
jeg har rosea ultra sart og ubrud til tider hvor min hud brænder og er irreteret, anti stress og antiage cremerne får min hud til at råbe om hjælp, alt for fedtet føles som om der kun er olie i men derimod bodlotionen, i love it, lækker lækker fed og fugter og beroligere min hud så meget så jeg er et bevis på at bodylotionen godt kan bruges som dag og nat creme,
Så konklusionen på ansigtscremen er at man kan få andre produkter der er lige så gode eller bedre, til en pænere pris? Er jo kun 23 år, og har lidt sart og tør hud.
Nemlig!
Vi tester for tiden flere forskellige cremer, vi skriver en guide, så snart vi er klar.
Mvh. Helene
Det kan du sagtens. Hvis du er 23 og dit største problem er, at den er lidt tør og sart, så kig fx. på Derma Ecos creme og Neutral Face renseprodukter. Du behøver på ingen måde mere! De er også uparfumerede.
Sorry at jeg skriver igen. Glemte at tilmelde mig opdateringsmails 😉
[…] Hvis du gerne vil læse lidt om Rudolph Care og deres anseelse ude i det danske land kan du se denne anmeldelse fra pudderdaaserne.dk: https://pudderdaaserne.dk/2011/12/04/stor-anmeldelse-rudolph-care/ […]
Jeg synes konceptet er lækkert. Er dog ikke ydereligere begejstret for produkterne. Jeg kunne godt tænke mig en serie til min hudtype, da jeg ikke bruger anti-age, og anti-stress er enormt feddet. Det gælder både scrubben, cremerne osv.
Måske jeg vender tilbage når de går hen og bliver en smule mere avanceret, synes desværre der går lidt for meget “almen” i den.