Irriterer shampooen din hovedbund? Tjek på sulfaterne

23.09.11

Jeg har ikke kigget nærmere på sulfat-indholdet i Priorins shampooer. Det er bare en virkelig cool annoncekampagne.

“Uden sulfater” har flere af jer måske hørt shampoo’er markedsføre sig selv med. Eller I har måske hørt, at sulfater er noget, man skal undgå – typisk når der er nogen, der gerne vil sælge dig et produkt uden sulfater.

Men sulfater er rigtig mange ting. Og at kende forskel på sulfaterne kan være en rigtig god ting for især dig, der kæmper med irriteret hovedbund.

Først og fremmest er sulfater dog en god ting. Det er nemlig dem, der renser vores hår rent i shampooen. Og uden dem ville vores hår ikke blive lige så rent. Der findes shampoo helt uden sulfater, men du kan glemme alt om at fjerne stylingprodukter eller rigtig snavs med dem.

Heldigvis findes der flere slags sulfater – også sulfater der ikke irriterer huden. De mest almindeligt brugte er Sodium Lauryl Sulfat og Sodium Laureth Sulfat. De kan også kaldes med Natrium, TEA eller noget andet i stedet for Sodium, men indholdet er det samme.

Sodium Lauryl Sulfat
Der er stor forskel på de to sulfater. Hvis du har irriteret og sart hovedbund, er det især Sodium Lauryl Sulfat (eller Natrium Lauryl Sulfat), du med fordel kan forsøge at undgå. Det har nemlig i adskillige undersøgelser vist sig at kunne irritere huden.

Har du nogensinde hørt rådet om at undgå Colgate og gængs tandpasta og i stedet bruge Zendium, hvis du har blister i munden? Det er præcis fordi Zendium er den eneste tandpasta, der IKKE bruger Sodium Lauryl Sulfat, som også er kendt for at irritere mundhulen og fremprovokere blister.

Skal man så undgå Sodium Lauryl Sulfat i sin shampoo? De fleste af os tåler det fint (mig selv inklusive), og hvis du ikke oplever udtørret eller irriteret hovedbund, så er der ingen som helst grund til at opgive en god shampoo på grund af stoffet. Jeg ser ikke selv efter sodium lauryl sulfat (undtagen når jeg tester selvfølgelig), for til mig selv har det ingen betydning. Men hvis du døjer med sart, irriteret eller tør hovedbund, så er der rigtig god grund til at se efter et stof, der hedder noget med – Lauryl Sulfat på din shampoo.

Sodium Lauryl Sulfat findes i fx. TRESemmé, Pantene; BioSilk, et par af Redkens shampoo’er m.fl.

Sodium Laureth Sulfate og alle de andre
Sodium Laureth Sulfate bliver ofte skåret over samme kam som Sodium Lauryl Sulfate, og det er der ingen grund til. Den har nemlig langt mildere og er næppe et problem for ret mange. Så hvis du har sart hovedbund så brug gerne en shampoo med Sodium Laureth Sulfate eller en af de mange, mange andre sulfater, der findes.

Listen over sulfater er nemlig rigtig lang, og det ville være alt for omfattende at omtale dem her. Men som hovedregel er de rigtig gode at have i sin shampoo, for ellers ville vi ikke kunne få rent hår – du vil jo ikke vaske dit hår i babyshampoo, vel? Men hvis du har problemer med hovedbunden, så prøv at undgå dem, der hedder noget med Lauryl Sulfat. Det kan du blandt andet hos følgende mærker:

L’Oreal El Vital
Purely Professional
Neutral Shampoo
Derma Eco
De fleste fra Redken
Body Shop

Og så lidt om parfume
Hvorfor snakker hun nu om parfume igen? Det gør jeg fordi, shampoo (og andre hårprodukter) er uden tvivl det mest parfumerede produkt, vi støder på, når vi tester. Uden undtagelse. Det er heeeeelt vildt, hvad de kan proppe i af parfume. Stort set alle produkter, som ikke er allergimærkede eller markedsført specielt som parfumefri, indeholder ikke bare parfume men store mængder af de 26 særligt allergene parfumestoffer. Det er uden undtagelse i de kendte mærker. Så pas på det, dig med irriteret hovedbund.

Og så verserer der også et internet rygte om at sulfater kan give kræft. Det er der på ingen måde hold i, det er ren urban myth (sandsynligvis spredt af en, der gerne vil sælge en shampoo uden sulfater…).

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
29 kommentarer
Purely Professional @SHAMPOO 0

[…] Pudderdåserne har totalt styr på sulfater, og du kan læse deres indlæg om netop dét emne, lige her) tænkte jeg at det måske var et forsøg værd. Sørme så! Min hovedbund klør SLET ikke mere. […]

Alberte Bramm

Kære pudderdåsser.
Jeg er meget interesseret i at vide om sulfater er farlige i ansigtscremer. Jeg bruger selv en creme ved navn Avéne Hydrance Optimale. Jeg har tjekket den for indhold, og der stødte jeg på: Sodium Chondroitin Sulfate + Sodium Hydroxide… Jeg er 15 og vil ikke ødelægge min hud i en ung alder pga. sulfater. På forhånd tak for hjælpen!!
Alberte

Katja Moikjær

Hej Alberte. Farlige er de ikke! Vi snakker om udtørring om noget. De stoffer, du nævner, er efter min viden ikke de sulfater, vi taler om, når vi snakker om sulfater som vaskeaktive ingredienser, så jeg tror IKKE de er noget problem. Det ville heller ikke give mening at bruge vaskeaktive sulfater i en creme. De optræder kun i produkter man vasker af. Kh. Katja

Hjælp til tørre hænder | Frk. Blomst

[…] sulfater og så blev jeg pludselig meget klogere. Fordi det er nemlig sådan som I kan læse HER og HER at der findes mange forskellige slags sulfater, men dem der bliver kaldt for SLS, altså Sodium […]

Anne

I forlængelse af alle jeres gode shampoo/balsam-råd, ville det så ikke være en god idé at lave en top 5 over dårligste og værste shampooer og balsams? Jeg har været i gennem utallige af shampo og balsam, og jeg er så forvirret over hvad der er godt og hvad der er dårligt for mit hår (forstå mig ret)
Af og til kan det synes overskueligt at skulle finde frem til præcis hvilken shampoo og balsam der gør det bedste for dit hår. Selvfølgelig ved jeg, at man skal købe shampoo og balsam alt efter hvordan ens hår er. Mit er meget krøllet og spaltet, så jeg skal have shampoo og balsam med ekstra pleje. Så lidt ved jeg da. Men er det noget I kan hjælpe mig med?

Helene Randløv

Hej Anne
Det ville være SÅ dejligt, hvis det var muligt at lave sådan en liste. Desværre er det ikke rigtig en mulighed, fordi ikke engang dåserne kan blive enige om, hvad der er hit og shit. Og vi har endda nogenlunde samme sjaskede hår… Min mand har langt krøllet hår og det er gerne hans erfaringer, jeg trækker på, når læsere med din hårtype spørger om råd. Er der noget særligt du går efter og hvad med prisen?
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *