De mest almindelige fejl, når det gælder bronzer, er at anvende pudderet i hele ansigtet og bruge en alt for lille pensel. En lille pensel giver oftest et hårdt og stribet resultat og det ser desværre ikke særlig naturligt ud. Hvis man bruger pudderet i hele ansigtet, ender man med et lidt beskidt look og det er ærgerligt, når man helst vil ligne en beachbabe.
Målet er, at pudderet bliver placeret lige præcis dér, hvor solen rammer ansigtet.
Pudderdåserne giver dig her en guide til, hvordan du lægger bronzer.
Forberedelse
Det er altid en god idé at sørge for, at din hud er jævn (eksfolieret) og velfugtet. Pudder og shimmer vil fremhæve hver en lille knop, tørre pletter og alt den slags.
Når man arbejder med farvede pudderprodukter er det ekstra vigtigt at huske på. En ujævn påføring vil ofte give et lidt grumset look og det ser ikke særlig lækkert ud.
Det er også vigtigt at sørge for, at du ikke er fedtet i ansigtet. Det en god idé at duppe ansigtet med en serviet eller lignende og eventuelt også give huden et let lag transparent pudder, inden du går i gang med bronzeren.
Sådan gør du
Tag en stor, blød og fluffy pensel (jeg bruger en 134 fra MAC). Dup forsigtigt penslen ned i din pudder, den skal ikke køres rundt, med mindre det er en meget hårdt bagt pudder. Der skal kun være ganske lidt pudder på penslen og det er meget vigtigt at huske at slå det løse pudder af (dette gøres for eksempel ved at slå penslen let mod bagsiden af hånden) inden penslen kommer op i ansigtet. Det er meget vigtigt at bygge farven langsomt op.
Start med at lægge pudderet på i lette strøg ved hårgrænsen og ned i panden (hvor meget der skal på her afhænger af, hvor høj pande du har), på kindbenene, i tindingerne og ned i siderne, over brynene, ganske lidt midt på hagen og på næseryggen. Læg også lidt på kæbelinjen og træk farven nedad på halsen.
De sidste tips
Hvis skaden er sket og du har fået for meget bronzer på, kan det reddes ved at tage en ren pudderpensel og forsigtigt børste pudderet af igen. Hvis man gør det voldsomt, kan man komme til at gnide pudderet endnu mere ind i huden, så lette rolige strøg er vejen frem.
Tjek altid hvordan resultatet ser ud fra siderne og i hårgrænsen.
Alle overgange skal blendes grundigt, det er det, der gør resultatet smukt og naturligt.
Hvis du har håret oppe og er nedringet, skal du huske både ører, nakke og décolleté. Igen er det vigtigt at bygge farven op, frem for at give den gas med bronzeren fra starten.
I den kommende uge vil Pudderdåserne gennemgå farver og bronzer typer.
Hej jeg bruger bronzer fra mac for 3år siden, så købt fonyligt en, jeg synes at ikke kommer farven ud på børste ligesom før. Hvad er årsagen til det.
Jeg har også skiftet børstet ud?
Kære Rihab
Desværre forstår jeg ikke helt, hvad du spørger om. Er det en ny bronzer, du har problemer med? Eller er det den gamle? Hvis det er den gamle, kan du prøve at bruge tape på overfladen af bronzeren. Det tager fedthinden af, der godt kan komme på, hvis man ikke bruger rene pensler. Hvis det er en ny bronzer, ville jeg spørge, der hvor den er købt.
Kh. Helene
Hejsa
Jeg har det problem med min bronzer at så snart jeg rør min pande falder min bronzer af
Hvordan kan det være
Hej Freja
Desværre er jeg ikke sikker på, jeg forstår spørgsmålet. I hvert fald har jeg ingen chance for at svare dig, når jeg intet ved om, hvad du bruger andet end bronzer, hvilken bronzer det handler om og hvordan du påfører den.
Kh. Helene